Watchmenaf Alan Moore og Dave Gibbons

Watchmen og de skæve superhelte

05.01.21
Lidt om "Watchmen" og de skæve, dystre og anderledes superhelte i film og tegneserier

Egentlig er jeg ikke den store superhelte fan. Jeg har set en del af ”X-men” filmene, men det er meget begrænset, hvad jeg har læst af superhelte-tegneserier, og jeg har heller ikke kastet mig over de mange genindspilninger af ”Spiderman” eller de utallige film i ”Avengers”-universet.

Det har mest været de lidt mere skæve superhelte, jeg har sat pris på. Jeg er vild med ”Guardians of the Galaxy” og ”Deadpool”, men f.eks. også for Woody Harrelsons fine portræt af den naive Arthur, der påtager sig superhelte-rollen i ”Defendor”, lidt som Dave Lizewski fra ”Kick-Ass”, bare mere kikset.

Da HBO udgav tv-serien ”Watchmen” baseret på Alan Moores tegneserie, kom jeg i tanke om, at jeg for efterhånden nogle år siden så Zack Snyders ret dystre ”Watchmen” filmatisering. Den var jeg også ret begejstret for, men havde aldrig fået læst Alan Moores oplæg fra 1986. Det er gjort nu, og den kan varmt anbefales.

I et efterord skriver Alan Moore, hvordan han havde George Orwells ”1984” i tankerne, da han fik idéen til ”Watchmen”, som også til fulde indeholder den dystre og mørke stemning fra Orwells roman. Her er superheltene ’blot’ almindelige mennesker med disses fejl og mangler. Så da historien åbner med, at Komikeren bliver fundet helt udsmattet på gaden efter et fald fra sin lejlighed, er det svært at være rigtig ked af det. For han var da en usympatisk superhelt af rang. Men – som hos alle mennesker er tingene sjældent helt sort eller hvidt.

”Watchmen” er er opdelt i tolv kapitler, som oprindelig var et hæfte hver. I første kapitel følger vi Rorschach, der er overbevist om, at nogen forsøger at myrde de tidligere superhelte. Han opsøger derfor sine tidligere kollegaer, men ingen af dem tror på ham. Andet kapitel åbner med Silkesværmeren og bevæger sig bagud i tiden, hvor vi hører om Minutmilitsen og gamle stridigheder. Mens tredje kapitel har udgangspunkt i Doctor Manhattan, osv.

I de enkelte kapitler leger Moore og Gibbons med fortælle-stilen. Der er f.eks. både indlagt tegneseriestriber fra en pirathistorie, sider fra den oprindelige Natugles biografi, uddrag af en patientjournal fra New Yorks psykiatriske hospital m.m. Umiddelbart løststående enkeltdele, men efterhånden som man læser videre, samles alt i et utrolig gennemarbejdet og spændende univers.

Jeg er næsten flov over, at jeg først har opdaget ”Watchmen” nu, men bedre sent end aldrig. Allan Sortkær har på Litteratursiden skrevet en grundig og interessant analyse af historien og figurerne, som jeg også kun kan anbefale at læse.

 

Materialer