Forside til bogen "VIP-Rummet" af Jens Lapidus

VIP-Rummet af Jens Lapidus

14.04.16
Efter succesen med trilogien CASH, ALDRIG FUCKE OP og LIVET DE LUXE er Lapidus tilbage med første bind i en ny planlagt serie.

I VIP rummet følger vi advokaten Emelie, samt den kriminelle Teddy, der tilsammen udgør det mildest talte umage par.  Emilie er ambitiøs og karrieren fylder meget i hendes liv, hvorimod Teddy netop er blevet løsladt efter 8 års fængsel, udstyret med en stor gæld. Parrets første sag omhandler en kidnapning af Philip, som er søn af en af firmaets mest velhavende klienter.

Når man sætter en ”regelrytter” som Emilie sammen med den hårdkogte Teddy, som har efterlevet sit liv med et noget tvivlsomt moralsk kodeks, vil det naturligvis give samarbejdsproblemer. Romanen omhandler netop dette ”dilemma”, som udspringer i at to vidt forskellige mennesker tvinges til at samarbejde.

Bogen er yderst velskreven, og var man begejstret for ovenstående trilogi, vil denne nye serie appellere til samme målgruppe. Nye læsere kan dog sagtens starte her, idet Jens Lapidus der udover sit forfatterskab tilmed har en karriere som forsvarsadvokat, leverer forrygende underholdning. 

Et af de spændende perspektiver i Lapidus romaner, er netop at han i kraft af sit arbejde som advokat, oplever og fortæller ud fra den kriminelles synsvinkel. Dette giver et anderledes indtryk og læse oplevelse end mange andre krimier, hvor fokus i person galleriet i højere grad ligger hos helten.

Lapidus har skrevet sig op i superligaen indenfor den nordiske krimi/ thriller genre, i forlængelse af navne som Nesbø, Larsson, Nesser, Kepler og Hjorth/Rosenfeldt. 

Efterfølgeren til VIP-Rummet er netop udkommet i starten af 2016, og hedder Stockholm Delete.

Anmeldt af Michael Bruun

 

Materialer