Forside til bogen "Vintermænd" af Jesper Bugge Kold

Vintermænd af Jesper Bugge Kold

04.10.17
Koncentrationslejre, jødeudryddelse, tortur, vold, medicinske forsøg på børn – hvordan kunne det ske?

Spørgsmålet er blevet stillet af mennesker over hele verden rigtig mange gange siden 2. verdenskrig, og rigtig mange forfattere og historikere har skrevet om emnet.

Jesper Bugge Kold har med stor indlevelse og empati skildret to tyske brødres udvikling og liv fra slutningen af 30’erne til 80’erne. Karl og Gerhardt er på ingen måde tilhængere af Hitlers politik og deler ikke hans menneskesyn, men de tvinges og trues ind i den tyske krigsmaskine. Gerhardt er professor i matematik og Karl er direktør for en klædefabrik.

Angsten for at miste det behagelige borgerlige middelklasseliv får brødrene til at melde sig ind i det nazistiske parti. Det bliver starten på en rutsjetur, der bringer begge brødre derhen hvor den kyniske ondskab er hverdag. En af brødrene slutter sit liv i Sydamerika i 1984, og den anden bror begår selvmord ved krigens afslutning.

De psykologiske portrætter af brødrene og deres langsomme forvandling til nazi-bødler i løbet af ganske få år er det centrale tema i romanen. Det er en sympatisk og velresearchet bog, som fortæller en 2. verdenskrigshistorie set fra en usædvanlig synsvinkel. Siderne vender sig selv, og helt til det allersidste spørger man sig selv som læser – hvem af brødrene er det egentlig, der flygter til Sydamerika?

Materialer