Vinterjagt af Nina von Staffeldt

Vinterjagt af Nina von Staffeldt

21.05.20
"Vinterjagt" er fjerde bind i den grønlandske krimi-serie om Sika Haslund

Sika Haslund flyttede med sønnen Mathias tilbage til Grønland, da hendes mand døde for tre år siden. Nu arbejder hun som kommunikationskonsulent hos Go Greenland.

Hvor alt ånder fred og ro hjemme hos Sika og Mathias, er det samme ikke tilfældet i det grønlandske natteliv. En stigende mængde hash og hårde stoffer finder vej til værtshuse og diskoteker med indlæggelser og dødsfald til følge. Politi og toldere forsøger at dæmme op for indsmuglingen, men Grønlands over 44.000 km kystlinje gør det mildest talt til en vanskelig opgave.

Journalisten Thormod Gislasson skriver på en artikel om de nye, farlige stoffer, da han bliver kontaktet af en ung mand, som har oplysninger til ham. Oplysninger der har bragt den unge mand i alvorlig fare.

Imens arbejder Sika på en artikel til Go Greenland om lokale virksomheder, der benytter sig af udenlandsk arbejdskraft. Her støder hun på en virksomhed, der både har albanere og grønlændere ansat, men som viser sig ikke at være helt fin i kanten.

Jeg har læst de foregående bøger af Nina von Staffeldt med stor fornøjelse. "Vinterjagt" lægger sig på bedste vis i kølvandet af disse, og tager endnu en gang læseren med på en underholdende rejse til det moderne Grønland på godt og ondt.

En stor anbefaling herfra.

Materialer