Vinden gennem nøglehullet af Stephen King

Vinden gennem nøglehullet af Stephen King

21.01.15
En vellykket tilføjelse til Stephen Kings fremragende fantasy-serie, som stadig er aktuel på trods af de mere end 30 år, der er gået siden første bind udkom

I 2004 afsluttede Stephen King sin mammut fantasy-serie ”Det mørke tårn”, hvis første bind ”Revolvermanden” udkom i 1982. Serien handler om den sidste revolvermand i Midtverdenen, Roland Deschain, som sammen med sin Ka-tet bestående af drengen Jake, eks-narkomanen Eddie og Susannah, en sort kvinde i kørestol, rejser gennem Midtverdenens post- apokalyptisk landskab i en søgen efter Det Mørke Tårn, før verden bryder sammen i kaos.

”Vinden gennem nøglehullet” udspiller sig tidsmæssigt mellem bind 4 og 5 i serien, og er en historie i en historie i en historie. De tre fortællinger hænger tematisk sammen og er som altid velskrevne og underholdende.

Rammen er fortællingen om Rolands søgen efter Det Mørke Tårn. Ka-tet’en tvinges af en storm til at søge ly, og mens stormen raser udenfor, fortæller Roland, om dengang han og Jamie som unge drenge og revolvermænd bliver sendt til Debaria for at fange en morder, der terroriserer befolkningen. I Rolands fortælling hører vi så eventyret ”Vinden gennem nøglehullet”, som Rolands mor fortalte til ham, da han var en lille dreng. Det er fortællingen om drengen Tim, hvis far dør, og da moren af nød gifter sig igen, ender det i ulykke, og Tim drager af sted for at gøre tingene godt igen.

Hvis man er fan af serien eller bare holder af god fantasy i al almindelighed, vil man helt sikkert også nyde dette bind. Allerede fra første side er stemningen velkendt med dens magiske elementer knyttet sammen med brokker fra vores verden til en eventyrlig saga, hvor personerne træder levende ud af siderne.

Materialer