Vi kunne alt af Merete Pryds Helle

Merle elsker at lade sig suge ind i Enid Blytons ”De fem”-univers. Hun er 11 år ved romanens begyndelse, og vokser op i en dysfunktionel familie i 70’ernes Værløse. Merles far drikker i perioder alt for meget, og hendes grønlandske mor, Ane, lider af fremskreden sclerose. Merle har også en storesøster, men kontakten mellem søstrene er dårlig. Storesøsteren kæmper med sine helt egne dæmoner. Hun er ufatteligt tynd, og spiser stort set ingenting.

Romanen lægger sig i forlængelse af ”Folkets skønhed”, som Merete Pryds Helle vandt flere litterære priser for. I ”Folkets skønhed” fortalte forfatteren om sin egen familie, men i ”Vi kunne alt” har hun flyttet synsvinklen over på den anden side af vejen. Merete Pryds er blot en biperson og jævnaldrende med Merle. Pigerne kender hinanden men er ikke egentlig veninder.

I skolen bliver Merle mobbet groft og vedholdende fra hun er 11 år til hun er 15 år. Der er ikke mange lyspunkter i Merles mørkelagte liv. Det er grum læsning, og ind imellem så grotesk at det næsten bliver humoristisk. Forfatteren har haft den store malerpensel frem, og vi får rigelige billeder af hessiantapet og kassebukser på en lydmur af musikken fra Pink Floyds ”Dark side of the moon”. Jeg blev i hvert fald sendt direkte tilbage til mine teenageår, så jeg huskede både lugten og smagen af 70’erne under læsningen.

Merle er udstyret med en matematisk begavelse ud over det sædvanlige, og hele romanen igennem håber læseren at hendes intelligens kan bane vejen for en ordentlig fremtid. Jeg vil ikke plotspoile, så læs selv om Merle og hendes kummerlige liv i 70’ernes Værløse. Det er fremragende læsning, og romanen er mindst lige så god som ”Folkets skønhed”.