Forside til bogen Vi er ikke os selv af Matthew Thomas

Vi er ikke os selv af Matthew Thomas

26.09.19
Stor intens amerikansk udviklingsroman om den amerikanske drøm, et ægteskab og Alzheimers

Eileen vokser op i New York som enebarn i en familie med irske rødder. Hun er født i 1941, og vi følger hende gennem barndom og voksenliv i 50’ernes og 60’ernes USA. Den amerikanske drøm lever for fuld kraft i Eileens bevidsthed, og hun nærer et konstant ønske om social opstigning. Hun bryder den sociale arv, tager en uddannelse som sygeplejerske og gifter sig med Ed. 

Det bliver et ægteskab fyldt med knaster. Ed er en meget dygtig og idealistisk forsker, som flere gange siger nej tak til at gøre karriere. Det betyder, at Eileens drømme om at købe et hus i forstæderne har svært ved at gå i opfyldelse. De er begge stærke og viljefaste mennesker, men det lykkes til sidst Eileen at overtale Ed til at købe et gammelt ret forfaldent hus, som stråler af fordums storhed. 

Samtidig er Ed begyndt at opføre sig mærkeligt. Han bliver mere og mere introvert, trækker sig fra social kontakt, og har svært ved at styre sine aggressive følelser. Det er en roman om et svært familieliv, - og ganske særligt en roman om hvordan demenssygdommen Alzheimers strækker sine mangeforgrenede fangearme ud og påvirker alle pårørende, familie, venner og bekendte. Eileen kæmper for at bevare et værdigt liv, og det er rigtig svært, - særligt i USA hvor al sygeforsikring er private forsikringer. Hun kæmper for selv at bevare respekten for Ed, og hun forlanger at også sønnen skal respektere sin far. 

Romanen har gjort et stort indtryk på mig, og måske er jeg blevet så berørt af den, fordi jeg har oplevet og oplever demenssygdommen i min egen familie. Forfatteren fortæller indgående og detaljeret om hvordan Alzheimersygdommen udvikler sig. Hvordan psyken og kroppen forandres, hvordan Ed langsomt forsvinder. Matthew Thomas er debutant, og alligevel han har formået at skrive en roman, som kvalitetsmæssigt nærmer sig de store amerikanere Jonathan Franzen og Richard Russo med et link til Lisa Genovas berømte roman ”Stadig Alice”. Alice er en 50-årig kvinde, som får konstateret Alzheimers. Hun og familien står overfor en ny og svær hverdag og som tiden går, forværres Alices sygdom. ”Stadig Alice” er filmatiseret med Julianne Moore i hovedrollen, og den kan lånes på Filmstriben eller som DVD på biblioteket.

Materialer