Vi er fem af Matias Faldbakken

Vi er fem af Matias Faldbakken

04.06.20
"Vi er fem" af Matias Faldbakken er nomineret til Nordisk Råds Litteraturpris 2020.

Historien udspiller sig om Tormod Blystad fra den lille bygd Råset. Som ung ryger han i et misbrug sammen med vennen Espen. Stofferne hjælper ham først med at udfolde skjulte talenter, men siden er de ved at ødelægge ham. Kæresten Sivs indgriben får ham til sidst på fast grund igen, og med tiden bliver de gift og får to børn.

Tormod drømmer om et tredje barn, men det er Siv ikke interesseret i. I stedet forøges den lille familie med hunden Snusken, som børnene elsker højt. Så da Snusken en dag forsvinder, er sorgen stor. Hun efterlader et stort tomrum, også hos Tormod, som begynder at opholde sig mere og mere i sit værksted. Her eksperimenterer han med forskellige lerblandinger, og en vild weekend i fortidens tegn resulterer i noget helt uforudset.

Men hvor Tormods nye ler i starten ser ud til at samle familien igen, bliver følgerne senere hen langt mere alvorlige.

"Vi er fem" er næsten to romaner i én. Dels er det en realistisk roman om parforhold og familieliv under det moderne samfunds udfordringer. Dels er det en slags Prometheus-myte, der ligesom Mary Shelleys "Frankenstein" ender med at løbe helt af sporet. Jeg fik også mindelser til Kim Leines roman "Dansk Standard", der ligeledes indeholder en syret blanding af realisme med det groteske og absurde. 

Jeg er ikke sikker på, om jeg forstår slutningen, men der er ingen tvivl om, at "Vi er fem" er en både interessant og anderledes læseoplevelse.

Materialer