Ved Sandåen af Gyrðir Elíasson
En kunstmaler er flyttet langt ud i skoven hvor han bebor to campingvogne. Den ene sover og opholder han sig i, den anden fungerer som atelier. Han ejer en gammel temmelig udkørt bil, og en gang om ugen kører han til købmanden og fylder madlagrene op med færdigretter, kaffe og mælk. Han er alene uden at være ensom, og han forsøger uden held at male skovens træer. Ind imellem læser han om andre store kunstnere bla. en Van Gogh-biografi og han læser om Chagall. Han har ingen kontakt til de andre beboere på campingpladsen, men drages af en mystisk mediterende kvinde i en rød regnfrakke.
Der foregår næsten ingenting i denne "pastoralsonate". Alligevel blev jeg nødt til at læse videre og videre på den bølge af islandsk mystik som Eliasson har lagt som et lidt uhyggeligt baggrundstæppe for historien. Den natlige slæbende stønnen ved hans dør, hesteklovene på den mørke skovsti og kvindens pludselige forsvinden. På en hjemtur fra købmanden forfølges vores kunstmaler i sin gamle slidte bil af en stor sort lastbil, som kører helt op bag ham. Lige meget hvor meget han sætter farten op, så kan han ikke øge afstanden. Uha det er en uhyggelig scene.
Ensomheden er selvvalgt, og da sønnen dukker op på besøg, er der ingen sprækker i kunstmalerens indelukkede skal. Det bliver hen på efteråret, og sneen begynder at falde. Hvordan mon vores eneboer klarer den situation. Ja, det må du selv læse dig frem til. Lån denne lille litterære perle på biblioteket, og læs eller lyt dig til en gevaldig god læseoplevelse.
I 2011 modtog forfatteren Nordisk Råds litteraturpris for sin novellesamling "Mellem træerne"