Usynlige kvinder, metaldetektorer og hostesaft for sjælen

01.11.21
Det er blevet tid til endnu en omgang "Hvad er mest interessant blandt de nyindkøbte fagbøger på biblioteket?" - og denne gang fortæller Janus B. Andersen om usynlige kvinder, metaldetektorer, tro, passiv indtægt, aktier, strik, hækling og broderier, modne mænd og hostesaft… for sjælen.

Lyt til ugens podcast her (eksternt link)

Jeg har selv grebet fat i to titler, som fortjener læsere.

Den første af dem er skrevet af Caroline Criado Perez og handler om de data, der styrer så meget af vores hverdag - og det faktum, at mange af de data bygger på undersøgelser af mænd. Det kan f.eks. have betydning for medicinsk behandling, byplanlægning, trafikken og rigtig mange andre ting, som vi nok ikke stiller spørgsmål ved til hverdag. Perez' bog hedder "Usynlige kvinder: skævvredne data i en verden designet til mænd" - og jeg har reserveret den til mig selv først, så der kan være en smule ventetid, hvis emnet også interesserer dig.

Lidt mere håndgribelig er den næste bog, jeg har fundet spændende: "Detektorhobby: kulturarven vi deler med hinanden" er en introduktion til at komme i gang med en metaldetektor. Det er en hobby, hvor udøverne arbejder sammen med det danske museumsvæsen og nogle gange skaber overskrifter - men det er også en hobby, der kan have stor betydning for individet. Og så er det et emne, der ikke findes meget om på biblioteket, så det er rart at få den på hylden. Der kunne måske være nogle, som lod sig friste. Det var de to, som jeg har fundet ekstra spændende i denne uge - men der er også en del titler, der allerede er reserveringer på, og der har jeg pillet de mest spændende ud.

I denne uge er der et par titler til dem, som gerne vil supplere indtægten. Den første af dem er fra den populære "den lille guide"-serie, er skrevet af Sanne Kristiansen og hedder "Den lille guide til passiv indkomst".

Hvis man er mere til den aktive indtjening, så er det nu også muligt at gøre mere etisk - for Pernille Wahlgren og Eva Grønbjerg har skrevet "Investér bæredygtigt - og bliv fremtidens vinder på aktiemarkedet". Som jeg sagde sidste uge, er der kommet en del investeringsbøger på det sidste, men det er vist første gang, at det bæredygtige er i fokus.

Noget helt andet står Maise Njor og Mette Lisby for med deres "Hostesaft for sjælen: bund eller resten i håret". Det er en mailbog, hvor de to kvinder genoptager et venskab på afstand og skriver frem og tilbage om livet. Der er lagt op til en brevveksling, som kan være både underholdende og hjerteskærende.

Og igen noget helt andet handler det om i "Min svage tro". Det er en bog i serien "Kristendommen ifølge -", og forfatteren er denne gang Jens Christian Grøndahl. Han er nok mest kendt for sine romaner, men har også tidligere skrevet essays, og her er det så blevet til en helt bog om at læse Bibelen og tage kristendommen til sig. Om at være svag i troen, men alligevel favne den.

Grøndahl er jo et kendt navn, og dem er der flere af i "Modne mænd 2". Og ligesom i "Modne mænd", også af Bo Østlund, handler det her om danske mænd, 14 af slagsen, som fortæller om livet og døden og alt derimellem. Denne gang kan man bl.a. møde folk som Morten Ramsland, Claus Hjort Frederiksen, Keld Heick og Søren Sko. Den første bog har der været en del efterspørgsel på, så jeg tænker, folk også gerne vil læse med denne gang.

Og til sidst er der lige en stabel meget forskellige bøger til vores hobby og håndarbejde-afdeling.

Den altid populære Annette Danielsen har en ny bog: "Tæt på ækvator" med 17 modeller inspireret af hendes rejser til Bali - til de erfarne strikkere. Og så byder Trine Runge Jessen på noget helt andet med "Broderistens badass broderier" - en række skæve broderimønstre, fra 86 til over 27.000 sting og med en god brug af bandeord til at udsmykke med. Dem er der nok ikke så mange af i denne uges sidste titel: "Hæklet klassisk julepynt" af Heidi B. Johannesen og Pia H. H. Johannesen. Der får du muligheden for selv at fylde juletræet, ikke blot under men også på grenene.

Materialer