Person læser i bogen I hunt killers ad Barry Lyga

Unge og jagten på sandheden

16.10.17
”Hele mit liv har jeg følt, at der var noget galt med mig. At der manglede noget, eller at jeg havde taget skade på en eller anden måde. Nu ved jeg…” ”Jeg har ikke skadet dig.” Nu var det Magnus’ tur til at afbryde. Han blottede vredt sine skarpe, hvide tænder. ”Enhver teenager har det på den måde, de føler sig malplacerede eller forkerte, anderledes, som en kongelig, der ved et absurd tilfælde vokser op i en bondefamilie. I dit tilfælde er det bare sandt.” Fra Dæmonernes By (Dødens Instrumenter-serien) af Cassandra Claire.

Næsten alle ungdomsbøger handler om at føle sig forkert og at finde sandheden om sig selv. I mange bøger er det en personlig, psykologisk rejse for at lære at turde stole på sig selv og vedkende sig sine følelser. Det er ikke relevant her.

Der er også rigtig mange ungdomsbøger, hvor hovedpersonen skal finde en konkret sandhed om sig selv: Hvem er min biologiske far? Hvorfor lyver mine forældre, når jeg spørger til bestemte ting? Hvorfor forsvinder der klassekammerater fra min skole? Det er den slags bøger, jeg vil anbefale jer fem af her… (og så en ekstra til de lidt yngre læsere). 

1. Throne of Glass – kongens forkæmper af Sarah J. Maas

Det her er vaske ægte high fantasy! Og det er fedt!
Bogen handler om Celaena Sardothien, en berygtet lejemorder som er fængslet i en arbejdslejr, hvor hun skal arbejde sig ihjel – med mindre hun vælger at deltage i en konkurrence for kongen, hvor hver deltager skal kæmpe med livet som indsats, kun vinderen beholder livet og får sin frihed.
Samtidig arbejder Celeana på at finde ud af, hvad der foregår på slottet, for selvom al magi er forvist fra landet af den hårde konge, begynder uhyggelige og mærkelige ting at ske…

Den her serie slog benene væk under mig. Det er længe siden at jeg har læst ny, god fantasy. Den indeholder alt det rigtige: Krig, kærlighed, magi og ære.
Og hvis du sidder og tænker: Hvad med sandheden, var det ikke temaet her? Sandheden skal man vente længe på. Det er indtil videre kun første bog i serien, der er oversat til dansk. Jeg har læst de 6 bøger, der er udgivet på engelsk, og for hver bog opdager vi noget nyt. Jeg kan afsløre, at først i anden bog lærer vi Celaenas sande identitet at kende… Og serien bliver ved med at være spændende!

2. Dødens Instrumenter-serien af Cassandra Clare 

Dødens Instrumenter er spændende og underholdende bøger. Der er masser af slåskampe med dæmoner og andre overnaturlige væsner, der er masser ulykkelig af kærlighed, der er masser af herlige, sarkastiske personer at holde af - og der er masser af arrogante og selvcentrerede voksne, som man kun kan hade.
Det er især de første 3 bøger, der er gode. De sidste 3 behøver du kun læse, hvis du bliver så glad for universet og personerne, at du ikke kan slippe det. 
Dødens Instrumenter handler om Clary på 15 år, som en dag begynder at se underlige væsner. Da hendes mor samme aften forsvinder og Clary bliver overfaldet af en dæmon og får hjælp af den tiltrækkende, men øretæveindbydende Jace, viser det sig, at Clarys mor har skjult sandheden om, hvem og hvad Clary i virkeligheden er. Og så bare vent til sandheden om Jace kommer frem…

Faktisk har Cassandra Claire skrevet flere serier i det samme univers men med forskellige hovedpersoner, og selvom jeg synes, Dødens Instrumenter-serien er den bedste, så kan de andre også anbefales, hvis man er kan lide ungdomsbøger med umulig kærlighed, fantasy, underholdning – og der findes ikke en Cassandra Claire-bogen uden at en uventet sandhed bliver afsløret. Den første bog i Dødens Instrumenter-serien hedder Dæmonernes by.

3. Slettet-serien af Teri Terry

Da jeg første begyndte at læse den her serie, blev jeg mega hooked og kunne næsten ikke holde op igen! Det er sci-fi som foregår i England i en genkendelig og nær fremtid.
Serien handler om Kyla, hvis hukommelse og personlighed er blevet slettet med et kirurgisk indgreb, som er godkendt af staten for at bryde det sociale mønster hos kriminelle og voldelige unge. Men Kyla begynder at huske ting, hvilket en ”slettet” person ikke burde kunne, og hun spekulerer på, hvem hun var og hvad hun mon har gjort for at blive ”slettet”. Samtidig forsvinder systemkristiske elever og lærere fra skolen, hvor Kyla går. Det er farligt at være nysgerrig, men Kyla kan ikke lade være…

Slettet-serien handler om identitet, om sandheder og løgne og om et samfund hvor de gode intentioner blev til grumme realiteter. Men den handler også om venskab og kærlighed og om at finde mennesker, man kan stole på og vil kæmpe for. 
Det er nogle meget spændende bøger, hvor man hele vejen igennem venter spændt på at få at vide, hvem Kyla i virkeligheden er og hvad der er foregået i hendes liv... 

Jeg har ikke læst Teri Terrys andre bøger, men de står højt på min liste over bøger, jeg skal have læst, når jeg en gang får tid…

4. I hunt killers af Barry Lyga

Hvis du er til action og mysterier og godt kan håndtere en scene med beskrivelser af varmt blod og synlige indvolde, så er den her bog super fed!

”I hunt killers” handler om Jazz, som er vokset op alene med sin far, som er seriemorder og som har opdraget Jazz til at blive det samme. Nu er Jazz’ far i fængsel og Jazz prøver at leve et normalt liv og kæmper for at være et ordentligt menneske. Da en pige findes myrdet i den lille by, genkender Jazz straks tegnene på at en seriemoder er på spil, men byens politimand nægter at behandle sagen med tilstrækkelig alvor, så Jazz beslutter selv at efterforske sagen…
Grundlæggende er I hunt killers en krimi skrevet til unge, men Jazz' frygt for at blive som sin far samt hans uklare barndomsminder er med til at give bogen et ekstra lag af både spænding og indhold.

I hunt killers er første del i en trilogi, og jeg må indrømme, at jeg ikke har læst resten af serien endnu – der er simpelthen så mange spændende bøger i verden, at jeg slet ikke kan følge med! Men de ubesvarede spørgsmål fra denne bog ligger stadig og roder i baghovedet på mig: Hvem orkestrerer mordene i den lille by? Har Jazz’ far slået hans mor ihjel? Hvad er det for nogle uklare, blodige barndomsminder, Jazz går og roder med?

5. Moskitoland af David Arnold

Jeg havde ikke store forventninger til den her bog, men jeg tog helt fejl! Moskitoland foregår i den realtiske, normale verden, men alligevel er de ting, Mim kommer ud for, skøre og skæve og skræmmende og Mim er en meget overbevisende hovedperson. 

Mim er imod sin vilje flyttet med sin far til en ny stat, en ny skole og en nystedmor – væk fra sin mor. Hun er vred på sin far og stedmor, fordi de ikke vil lade hende tale med sin mor og fordi de tvinger hende til at gå hos en selvhøjtidelig psykolog, som hun ikke kan lide. En dag bliver det hele for meget og Mim køber en busbillet for at køre på tværs af USA for at finde sin mor. Turen bliver et møde med både venlige og ubehagelige mennesker, sørgelige skæbner, vold og kærlighed – og fører Mim til sandheden om, hvad der egentlig foregår i hendes familie.

Flere af de ting, der sker for Mim på turen, er så underlige, at både læseren og hun selv til tider bliver i tvivl om, hvad der er virkelighed og hvad der er fantasi.
Bogen er fortalt delvist igennem breve og notater, delvist via Mims fortællerstemme. Hun er vittig og hurtig og hun kommer med masser af referencer til musik, bøger og film.

6. Forsvundet af Sophie Mckenzie

Hvis du synes, at bøgerne ovenfor lyder meget spændende - men de er måske liiiige lidt for avancerede til dig. Så prøv den her i stedet, den er lidt lettere at læse og der er ikke så meget blod og sex, men historien er super spændende...

Forsvundet handler om 14-årige Lauren, som blev adopteret som 3-årig. Hendes forældre vil ikke fortælle hende noget om adoptionen, så da hun tilfældigvis finder et efterlysningsbillede af en pige, som ligner hende selv som lille, begynder hun at spekulere. Hvem er hendes biologiske familie? Er hun blevet stjålet fra dem? Hvordan er hun endt hos sin nuværende familie? Lauren undersøger sagen sammen med sin bedste ven, men det viser sig at være en skræmmende og farlig opgave, og da hun endelig får sandheden at vide, er det ikke så rart, som hun havde forestillet sig...

Jeg mangler stadig at læse de sidste 4-5 kapitler, og jeg er meget spændt på, hvad der kommer til at ske med Lauren...

Tags
Materialer