Undergang af Søren Poder

30.09.21
Hvad nu hvis COVID-19 virussen havde været lidt værre? Smittet endnu mere og haft en højere dødelighed? Det undersøger Søren Poder i sin roman "Undergang".

"Undergang" udspiller sig i begyndelsen af COVID-19 pandemien i Danmark. Den 75-årige Niels overlever i første omgang at blive smittet, fordi det er først i pandemien, hvor sygehusene – og samfundet i det hele taget – endnu fungerer. Men som smitten breder sig, begynder samfundet at bryde sammen, og han bliver sendt hjem, længe før han egentlig er rask nok. Blot for at opdage at hustruen Marie er blevet indlagt.

Niels forsøger at komme igennem dagene. Han er stadig meget svag, men hunden Molly skal luftes, og snart begynder det også at knibe med forsyningerne. Trods påbuddet om at blive inden døre hvis man er smittet, vover Niels sig ud for at skaffe mad. Og her konfronteres han for alvor med, hvor galt det står til. Niels’ tiltro til myndighederne bliver sat mere og mere på prøve. Hvorfor sørger de ikke for, at telefonnettet virker? Hvor er de, da han forsøger at tilkalde hjælp til naboen, der ligger syg i rækkehuset ved siden af? Hvor er de, da hamstringen i supermarkederne løber helt ud af kontrol? Hvorfor kan han ikke få kontakt til hospitalet og høre, hvordan Marie har det? Og hvorfor bliver vejene pludselig spærret af hæren?

"Undergang" er et troværdigt bud på, hvordan det kunne være gået, hvis COVID-19 havde været værre. Det er skræmmende at se, hvor hurtigt et samfund falder fra hinanden, og enhver bliver sig selv nærmest i kampen for overlevelse, når frygten får mennesket til at handle selvisk.

Det er ikke en bog, man bliver i godt humør af, men det er en relevant historie, der får læseren til at tænke. Og det er ikke en dårlig egenskab ved en bog.

Materialer