Ulvekvinten af Trisse Gejl

Zoe er syg. Hun balancerer hele tiden på kanten af selvmord. Hun er også en begavet og følsom pianist, og gift med Thomas. Thomas arbejder lidt for meget med sin forskning, og er derfor alt for lidt sammen med sin familie. De er forældre til Frederik på 9 år.

Beate og Zoe er veninder med et tæt fortroligt forhold til hinanden. Beate er nyskilt og kunstfotograf. Bjørn, hendes eks-mand, mentor og lærer, har forladt hende til fordel for en kvinde på hans egen alder.

Frederik og Beate beretter fra hver sin synsvinkel om livet sammen med Zoe. Det er skræmmende læsning, og jeg sad hele tiden med hjertet i halsen, når jeg læste de afsnit, hvor Zoe er alene med Frederik. Der er ingen tvivl om, at mor og søn elsker hinanden, men Zoe er så syg, at hun kan finde på spontant at tage Frederik med i bilen og bare køre derudaf.  Alene kører de på Kroferie, og alene kører de til Jylland over Storebæltsbroen.

Frederik er meget opmærksom på sin mors tilstand, og han vil allerhelst forsvinde ind i sin computerspilsverden, hvor han har en god ven. Han tilpasser sig så vidt muligt Zoes humør, og han forsvarer hende omsorgsfuldt; selv når hun har svigtet ham totalt og udsat ham for livsfare. Zoe ryger ud og ind af det psykiatriske hospital og får mere og mere medicin. Ulvekvinten er en falsk tone som kan deles og udjævnes. Vi må acceptere den falskhed, siger hun til Frederik. Musik er som matematik. Zoe tror, at Frederik forstår hende. Frederik forstår hende ikke; han forstår at hun elsker ham, at hun er meget syg og at hun ikke kan holde ud at leve.

Trisse Gejl har skrevet et intenst drama, som giver læseren et velskrevet indblik i hvordan livet kan forme sig for en familie som kæmper med psykisk sygdom.