"Udsendingen" af Yoko Tawada

Japan har i mange årtier været nært forbundet med katastrofescenarier. Både natur- og menneskeskabte. Fra atombombens masseødelæggelse over massive jordskælv, terrorangreb i Tokyos undergrund til senest ulykken i Fukushima. Overalt i populærkulturen har katastroferne og det traumatiske efterslæb været behandlet. ”Underground” og ”Efter skælvet” af Haruki Murakami er glimrende eksempler på, hvordan bearbejdningen har fundet sted med både et nøgternt og et fiktivt og allegorisk output til følge.
Men, hvad sker der så når ulykken og skaden er sket og der ikke er nogen vej tilbage til det, vi kender? Hvad er det for en verden vi står tilbage med og ikke mindst, hvad er vi for nogle mennesker, der beboer den verden?

Det er netop dét Yoko Tawada så fint tegner i deltaljer i ”Udsendingen”, hvor forfatteren zoomer ind på Japan i en måske ikke så fjern fremtid efter, at en unavngiven og formentlig menneskeforskyldt katastrofe har sat varige mén i både land og folk. 

Yoshiro er en over hundrede år gammel mand. Men alderen er ingen hindring. Hver morgen løber han en tur med en lejet hund, og når han kommer hjem tager han sig af sit oldebarn Mumei. Det er den omvendte verden, hvor de ældre er de stærke og udholdende og passer på børnene, som er svage, skrøbelige og uden fremtidsudsigter. 

Japan har isoleret sig fra omverdenen. Der er ingen biler længere, ingen lufthavne og knap nok nogen dyr tilbage. Regeringen er privatiseret og optaget af ikke at støde nogen. Så regler og guidelines er der nok af. F.eks. er der mange ord fra den ”gamle” verden, som er forbudt at bruge, og vi fornemmer, hvordan sproget gradvist bliver fattigere. Bogens titel er hentet fra et tophemmeligt projekt, hvor særlige ”wonderkids” bliver sendt ud af landet for at blive undersøgt. Mumei bliver én af de få udvalgte. 

”Udsendingen” er en fremtidsfortælling, hvor der opfindsomt leges med både plot og sprog. Der er en helt særlig rytme og poetisk klang i sproget, og jeg kan kun forestille mig at oversættelsen har krævet sit, så tak til Mette Holm for den smukke og vildt interessante læseoplevelse på dansk. Stemningsmæssigt fik den mig til at tænke på Charlotte Weitzes Cli-fi roman ”Den afskyelige”.

Bogen er sikkert ikke for alle. Man skal godtage præmissen om, at bogens fremdrift og narrativ blot er en spinkel og næsten usynlig tråd spundet gennem bogen. I stedet fremstår historien som en form for stilleben af en ødelagt verden. En verden, hvor tendenser og milepæle i tiden og i Japans historie bliver taget op. F.eks. at Japan har den højeste koncentration af verdens ældste.  

Alt er sat på spidsen i bogen, og Tawada skriver med en ironisk distance som sætter hele menneskeheden i relief. Hun bilder os en verden ind, som er bizar, forrykt og fuldkommen fordrejet, men det hele står så soleklart, at vi er helt med.

”Udsendingen” er en vild og sarkastisk fabel om tiden efter vores sidste fejltagelse. Den er sær og tankevækkende og bemærkelsesværdig helt ned i sprogrødderne. Men mest af alt en smuk og varig læseoplevelse. 
 

Anbefalingen har også været udgivet på litteratursiden.dk