Tredive dages mørke af Jenny Lund Madsen

Tredive dages mørke af Jenny Lund Madsen

15.02.21
Charmerende, humoristisk og original krimi.

Hannah Krause-Bendix er en yderst anerkendt forfatter. To gange har hun været nomineret til Nordisk Råds Litteraturpris, og hun har aldrig fået en dårlig anmeldelse i sit liv. Desværre har hun heller aldrig solgt særligt mange bøger, hun drikker alt for meget, og nu har hun endda fået en skriveblokering.

Så da hendes forlægger får hende overtalt til at deltage i Bogforum, og hun der overværer et interview med krimiforfatteren Jørn Jensen – arketypen på alt hvad hun afskyr – kan hun ikke styre sig selv. Før hun ved af det, er hun involveret i et væddemål. På tredive dage skal hun skrive en krimi bedre end noget Jørn Jensen nogensinde har præsteret.

For at få ro til opgaven tager Hannah til Island, hvor hun flytter ind hos den ældre kvinde Ella i den lille by Húsafjördur. Hannah har dog mest lyst til at give op. Hun hader tanken om at skrive en krimi, og føler at Ellas venlighed overskrider hendes grænser. Men da Ellas nevø, Thor, findes druknet, føler hun sig alligevel forpligtet. Snart er hun overbevist om, at Thors død ikke var et uheld, og som en anden amatørdetektiv kaster hun sig ud i at finde ud af, hvem der står bag, samtidig med at hun får skrevet sin krimi.

Jenny Lund Madsen debuterer som romanforfatter med "Tredive dages mørke". En humoristisk og spændende krimi med et kringlet plot fuld af tråde, der bindes overbevisende sammen i den actionfyldte slutning. At handlingen er henlagt til Island, og at historien samtidig er velskrevet og overraskende, gør blot fornøjelsen større.

 

Materialer