Tre stærke bøger til ferien

06.07.20
Vi har udvalgt 3 bøger som varmt kan anbefales til sommerens læseliste.

Katalog over katastrofer af Stine Askov

14-årige Helle vokser op i 80’ernes Nordsjælland. Hun bor langt ude på landet sammen med sin far, Bengt. Atomkraftværket Barsebäck er tæt på og angsten for atomkatastrofe har fuldstændig overmandet Bengts sind.

Han elsker sin datter og påtvinger hende hård fysisk pligter, kamptræning og en primitiv selvforsynende hverdag langt fra moderne bekvemmeligheder, for at give hende de bedste muligheder for at overleve på jorden efter en kernenedsmeltning. Det er den mest medrivende roman, jeg har læst her i corona-tiden.

Det isolerede forhold mellem en psykiske syg far og hans teenagedatter er en følelsesmæssigt stærk oplevelse.

Anbefales af bibliotekar Nina Wegner

Jeg er pilgrim af Terry Hayes

Da spionromanen Jeg er pilgrim udkom for et par år siden blev den både omtalt og rost, men alligevel er der stadig mange læsere, der ikke har fået øje på den endnu. Det er en relativ omfangsrig bog, så jeg tøvede lidt pga.  længden, men hurra, der kom en sommerferie forbi, hvor jeg tilbragte herlige timer i selskab med denne mastodont. Det er underholdning og spænding for alle pengene, så tag endelig med på en fascinerende tur til bl.a. skønne Bodum i Tyrkiet. Og til Afghanistan. Og Damaskus. Hvis du tør?
Jesper Stein skrev om bogen : ” Terry Hayes kan fortælle historier, så man glemmer alt omkring. Få spændingsromaner har så meget fortælleglæde i sig, som Jeg er pilgrim".
 

Jeg må sige, at jeg har fået lyst til at læse flere spion- og agentromaner. Her spiller Susanne Biers filmatisering af "Natportieren" også ind. Derfor glæder jeg mig også meget til at læse en af den kommende sommers feriebøger, nemlig den spritnye roman af Leif Davidsen. Titlen er "Forræderens børn", og vi møder igen søskendeparret Tor og Laila fra "Djævelen i hullet". 

Anbefales af bibliotekar Vibeke Johansen

A.I. af Torben Pedersen

Den amerikanske præsident Franklin D. Roosevelt sagde, at det eneste vi har at frygte, er frygten selv. Ikke desto mindre er mennesket instinktivt bange for det ukendte, og ofte følges frygten op af vold og ødelæggelse. Så hvordan vil vi reagere, hvis en overlegen intelligens pludselig dukker op? 

Det undersøger Torben Pedersen i sin lille, letlæselige og underholdende roman ”A.I.”, som er et rigtig godt bud på tankevækkende dansk science fiction. Her kommer cyberdetektiven Neyberg på sporet af en fremmed eksistens, og nu er spørgsmålet, om mennesket overhovedet kan sætte sig på den moralske høje hest?

Anbefales af bibliotekar Jette Holst

 

Materialer