Træerne vokser ikke ind i himlen

Træerne vokser ikke ind i himlen, siger man - men nogle ville tilføje, at det alene er, fordi de ikke er i stand til at accelerere til 11 kilometer i sekunder. Det kan mennesker (med hjælp fra en raket), og derfor må vi også rette øjnene mod, hvilke muligheder livet har i det ydre rum.

Folk som Elon Musk er med til at gøre koloniseringen af rummet til noget, vi taler om igen. Jorden er vores hjem, men som race er vi også nødt til at finde andre steder at spire og gro - af mange grunde. Desværre synes Musks vision også at være, at en del af os skal gøre det som slaver på Mars, så det er vigtigt at se på, hvordan andre har set det for sig. Kan menneskeheden rejse ud og slå rødder andre steder?

Jeg har afholdt nedtællingen, affyret raketten og sæt kursen væk fra Jorden for at se, hvad vi kan møde derude.

MÅNEN

Vores egen satellit er kun 385.000 kilometer væk. Og modsat alle andre steder i solsystemet - eller universet, for den sags skyld - har den fodspor efter mennesker. Vi besøgte den første gang i 1969, og der er naturligvis skrevet mangt og meget om den - den er let at se fra Jorden og derfor let at drømme om. Så i fantasien besøgte vi den første gang i det 2. århundrede -  for der lod Lukian sine personer være om bord på et skib, som blæses helt vejen til Månen. Der ligger kongen af Månen i krig med kongen af Solen om retten til Venus.

Lidt mindre fantasifuldt er vores billede af månen blevet med tiden, men helt fremme i 1900 lod HG Wells den befolke med insektlignende væsener. Siden da er det blevet til mange afbildninger af vor kompagnon, dramatiske og realistiske, både faglitteratur som Anja C. Andersens "En lille bog om Månen" og skønlitteratur som Susan Beth Pfeffers "Mens vi endnu er her". I den er det ikke os, der rejser til månen, men en asteroide, der skubber den nærmere os. Det er ikke noget, vi skal ønske os, kan jeg afsløre.

MARS

Med en mindsteafstand på 54,6 millioner kilometer er Mars vores nærmeste (men stadig ret fjerne) naboplanet. Vi skal da også helt frem til 1600-tallet, førend forfatterne begynder at snakke om kontakt med Mars. Og den nok mest skelsættende brug af Mars kommer i 1898 med Wells' "Klodernes kamp" - her er det dog mere marsboerne end Mars selv, der spiller en rolle, for de tilbagelægger den lange afstand og invaderer Jorden (jeg kan godt spoile og sige, at de ikke vinder).

Fordelen ved afstand er, at man kan forestille sig en hel masse, så der har udspillet sig mangt et eventyr på den røde planet. Tarzans far, Edgar Rice Burroughs, kaldte den Barsoom og lod gerne kvinderne være letpåklædte, C. S. Lewis kaldte den Malacandra og så den som et utopi, og Ray Bradbury så den mest som en skueplads for nostalgi.

Men for en mere realistisk oplevelse af Mars bør du nok gribe til Michael Hanlons "The real Mars" og så supplere med Andy Weirs "The martian", hvor astronaturen Mark Watney strander på Mars og må kæmpe for at overleve, indtil hjælpen kan nå frem. Det er få science fiction-romaner, der er så glade for kartofler.

JUPITER

Næste store skridt på vores rejse udad er - når den er tættest på - 588 millioner kilometer væk. Og den er solsystemets største planet, så det er en rejse, der er værd at tilbagelægge. Til gengæld lader den til at have været lidt bagefter og blev først besøgt i 1752, da Voltaire sendte et par personer forbi den i "Micromégas". Og trods sin størrelse har den ikke haft den store vægt i litteraturen - Burroughs kaldte den Sasoom og fortsatte sine Mars-eventyr der, og her og der er den da dukket op gennem tiden. Men til gengæld spiller den en stor rolle i en af de største science fiction-værker. Eller i al fald i den ene udgave af det.

For i Arthur C. Clarkes "2001: en odyssé i verdensrummet" går turen hele vejen til Saturn, men via Jupiter, mens den i Kubricks nok endnu mere kendte filmudgave stopper ved solsystemets storebror. I Clarkes fortsættelse, "2010: odyssé to", er handlingen så flyttet til Jupiter - og hvis man ikke kender historien allerede, vil jeg blot sige, at rejsen til Jupiter er det mindste skridt i den sammenhæng.

Man kan passende supplere med Brian Cox og Andrew Cohens "The planets" for at få den der fornemmelse af, hvor stort rummet er. Og Jupiter.

MÆLKEVEJEN

Hvis man ikke synes, at solsystemet er nok for menneskeheden, må man rette blikket mod hele galaksen. Og med mellem 100 og 400 milliarder stjerner burde der da også være nok at tage af.

Principelt foregår næsten al menneskelig litteratur i Mælkevejen, men hvis jeg skal pege på en god bog til at tage på en mental rejse, må det være Iain Banks' "Lejesoldaten". Det er en af de få Banks-romaner, der er oversat, som behandler Kulturen, et socialistisk utopisk samfund - bestående af en lang række mere eller mindre humanoide racer og deres superintelligente rumskibe. Banks' romaner er en skøn blanding af ideer, humor og action på det helt store plan, så de er det perfekte sted at finde litteratur, der passer til Mælkevejen.

Men hvis man gerne vil være lidt mere nede på Jorden, kan vi vende tilbage til Anja C. Andersen og hendes "Stjernestøv og galakser: himlen set fra Jorden". Der kan du have begge ben på jorden og stadig kigge på universet.

HELE UNIVERSET

Indrømmet, vores erfaringer med menneskeheden stammer kun fra en enkelt planet - men til gengæld viser de, at vi spreder os overalt. Hvis der er en økologisk niche, så planter vi os selv i den og presser med tiden sikkert også andre livsformer væk. Så hvis vi først kommer af planeten, er det kun et spørgsmål om tid (lang tid, men stadig tid), før nogen tænker "Der er lidt trangt i den her galakse". Så vi må rette blikket mod hele universet - også selv om der er 25.000 lysår til den nærmeste nabogalakse.

Der findes masser af faglitteratur, der kan præsentere os for universet og dets historie - f.eks. Tina Ibsens "Fortællingen om universet: fra big bang til mennesket i dag" og Stephen Hawkings "En kort historie om tid: fra Big Bang til sorte huller" - men det er måske lidt sværere at forestille sig romaner, der bruger et lærred i den størrelse. Ikke desto mindre udkom sådan en allerede i 1937 - "Stjernemageren" af Olaf Stapledon. Her forlader en brite sin krop og begynder at udforske tid og rum. Det er ikke en roman for folk, der gerne vil have et stærk plot, men til gengæld byder den på masser af wow. Som det passer sig for en roman, der handler om hele universet.

Velkommen tilbage til Jorden. Jeg håber, at rejsen var god - og at dine efterkommere en dag vil udføre den i virkeligheden, så de kan spire og gro under fremmede sole.