Timbuktu af Paul Auster
Mr. Bones har været Willys bedste ven i 7 år, siden han som lille hvalp flyttede til Glenwood Avenue i Brooklyn, hvor Willy hvert år overvintrede hos sin mor, Mrs. Gurevitch. Men fra april til Allehelgensaften vandrede de to landet tyndt, og mere kunne en hund ikke ønske sig. Undervejs talte Willy uafbrudt om stort og småt. Han fortalte om fortiden, fremtiden og om sine tanker og drømme, fuldt overbevist om at Mr. Bones forstod hvert et ord.
Nu er Willy dog syg, og Mr. Bones ved, at hans herre og bedste ven ikke har langt igen. De befinder sig i Baltimore, hvor Willy forsøger at finde sin gamle engelsklærer fra gymnasiet, Bea Swanson. Han vil overgive sin litterære arv til hende, og samtidig bede hende finde et godt hjem til Mr. Bones.
Desværre går tingene ikke, som Willy ønsker, og Mr. Bones befinder sig pludselig alene i en fremmed by, hvor farer lurer på alle gadehjørner. Willy har advaret ham om hundefangere, kinesiske restauranter, betjente og andre farlige personager. Men heldigvis finder Mr. Bones ud af, at der også findes gode mennesker.
”Timbuktu” fortælles af hunden Mr. Bones, og titlen er Willys betegnelse for det sted, vi kommer til, når livet er slut. Det vidunderligt sted hvor hunde ikke kun kan tænke, men også kan tale.
Gennem Mr. Bones hører vi i romanens første halvdel om Willys liv, som søn af polske jøder der flygtede til USA i 1946. Om en forholdsvis almindelig barndom. En eksperimenterende ungdom der ender med indlæggelse på et psykiatrisk hospital. Og et voksenliv skiftevis på vejene og hjemme ved morens køkkenbord, hvor den ene notesbog efter den anden bliver fyldt med Willys betragtninger. Men uanset hvad Willy roder sig ud i, er Mr. Bones trofast ved hans side.
Historien om Mr. Bones er bevægende og hjertevarm med også med små humoristiske indspark, som når Mr. Bones i romanens begyndelse fortæller om Willys snarlige død, at ”det var lige så sikkert, som at solen var en lampe, der blev tændt hver morgen og slukket hver aften.”
Jeg har læst anmeldelser, der synes, at historien er lidt for sukkersød med tanke på, at forfatteren er Paul Auster. Men jeg var nu fint underholdt af den lille, filosofiske roman, der både har hjerte og et fængslende sprog. Ikke mindst når Willy falder ind i sine lange monologer fulde af overraskende tankespring og associationer. De er sært fascinerende.
En dejlig lille roman om livet, venskab og om det at høre til - måske især for hundeelskere.