Tillykke til Steen Langstrup

Steen Langstrup blev født i 1968 og voksede op på Nordsjælland. Det lå ikke ligefrem i kortene, at han skulle være forfatter. Drømmen var at blive reklametegner, men i stedet blev det til en række forskellige jobs, mens han tegnede ved siden af. Efter flere år med afslag begyndte han så at afsætte sine tegninger, og pludselig arbejdede han for 7-8 ungdoms- og musikblade.

I 1995 sprang Langstrup så ud som forfatter med 'Kat', der var noget så uvant som en gyserroman skrevet til et mere voksent publikum. Modtagelsen hos anmelderne var blandet, men 'Kat' var et hit blandt læserne, og blev siden både filmatiseret af Zentropa og radiodramatiseret af Danmarks Radio. 'Kat' viste sig at være begyndelsen på en lang og varieret karriere. Langstrup kastede sig over andre genrer, skiftede forlag fra Høst & søn til Gyldendal, før han endelig i 2003 udkom på eget forlag, 2 Feet Entertainment. Herefter tog karrieren for alvor fart med flere udgivelser på fremmede sprog, priser og nomineringer og endda legater, filmprojekter, radiodrama og meget andet.

Steen Langstrup har aldrig været bange for at kaste sig over nye projekter, eksempelvis stod han bag kollektivromanerne 'I skyggen af Sadd', hvor fire forfattere sammen skrev én roman. Det eksperiment han gentog i et samarbejde med Krimimessen Horsens, da han i 2007 stod bag kollektivromanen 'I skyggen af Horsens', hvor indholdet blev leveret af 10 amatørforfattere. Han har skrevet den eksperimenterende fagbog om bogbranchen 'Hjælp, jeg vil skrive en bestseller'. Det er også blevet til digte i 'Hvedekorn' samt sms-noveller, hvor en af dem endte med politianmeldelser, da flere læsere troede, sms-teksten var virkelighed.

Blandt Steen Langstrups mest populære bøger hører 2. verdenskrigs-thrilleren 'Stikker', gyserromanen 'Fluernes hvisken', samt den socialrealistiske og bitterkomiske novellesamling 'Amerikansk olie'. I de senere år er det blevet til endnu en filmatisering af Langstrups værker, nemlig romanen 'Alt det hun ville ønske hun ikke forstod', der høstede en fornem samling priser på en lang række internationale filmfestivaller i 2019. Romanen selv indbragte iøvrigt Steen Langstrup prisen for Årets Bedste Horrorudgivelse, da den oprindeligt udkom i 2011.

Mange af Langstrups titler findes også i digital form, så uanset om du foretrækker bøger i papir eller læser/lytter på din telefon, er der mulighed for at kaste dig over forfatterskabet.

Interview

JH) Hvordan er det at kunne se tilbage på 25 år som forfatter?

LS) Det er sgu lidt mærkeligt. Ikke bare fordi det er mærkeligt at blive ældre og tid er en underlig størrelse, der slæber sig af sted det meste af tiden, for så pludselig at være gået meget hurtigt, nej, det er også underligt, fordi ting ser anderledes ud, når man ser tilbage på dem, end når man gennemlever dem. Undervejs har jeg følt det gik voldsomt godt, jeg har hele tiden haft nye projekter, jeg arbejdede på, men indtægten var usikker og konstante besparelser tog maden ud af munden på mig, så det har føltes som en konstant kamp bare for at overleve, mens man naivt håbede på et større gennembrud, der en dag ville vende op og ned på det. Når jeg ser tilbage og tillader mig at bemærke, alle de ting, alle de umulige valg, jeg tog undervejs, når jeg husker, hvor jeg kom fra, når jeg ser på de risikable projekter, jeg kastede mig ud i, så kan jeg ikke helt lade være med at tænke, at det var da pokkers, at jeg rendte rundt med en følelse af, at intet rigtig lykkedes, når det meste faktisk gik langt bedre, end det burde have, hvis man tager de iskolde realistiske briller på.

JH) Du har skrevet indenfor mange forskellige genrer, og du har eksperimenteret både med form og medie. Hvor bevidst har du været om de valg undervejs?

LS) Meget. Helt tilbage fra ‘Kat’. Det er vist tydeligt for dem, der har læst med, at jeg er et visuelt menneske, måske endda mere end et sprogligt menneske, og derfor har jeg set værket, ikke bare som teksten, men som hele bogen, jeg har opfattet måden historien blev fortalt på, kapitelopdeling, synsvinkler, fortælleteknikker, som vigtige dele af det samlede værk. Selv mit sprog er visuelt. Det anmelderne kalder filmisk. Det er en anden måde at arbejde med tekst på, end den klassiske, hvor forfatteren er begrænset til at lege med sprog og ordforråd, for mig skal en bog være en visuel oplevelse, hvor man ikke nødvendigvis ser alt med øjnene. Nogle har undertiden opfordret mig til at lægge alt det væk og skrive som ‘man’ skriver, men det ville være som at lave lektier i et fag, man hader. Hvis jeg ikke har muligheden for at eksperimentere og søge nye veje, så mister det mening og formål for mig. Der har i løbet af karrieren været flere, der har villet fortælle mig, at min visuelle tilgang ikke var ‘litterær’ nok, at mine grafiske påfund og andre skæve valg gjorde mine bøger svære at sælge, fordi både mainstreamlæsere og litterater i virkeligheden søger genkendelse, og altså foretrækker noget, der ligner noget, de har læst før, så har jeg aldrig været fristet, for selvom jeg som alle andre hader at være udenfor, så hader jeg endnu mere at blive klappet på skulderen for endelig at være holdt med at være mig.

JH) Hvis du skulle udvælge én af dine udgivelser, som du er mest stolt af/glad for, hvilken vil det være? Og hvorfor?

LS) Hvilket af dine børn elsker du mest? Det er jo nærmest umuligt at svare på. Jeg tror, mange forfattere har et svagt punkt for de bøger, verden måske ikke tog så godt imod, og det har jeg også, men man er samtidig også stolt over dem, der klarede sig rigtig godt ude i verden. Alt efter hvordan man tæller mine udgivelser — er tegneserier med, er novellesamlinger, bøger skrevet sammen med andre? — har jeg udgivet omkring 30 bøger. Det er ikke let at vælge. Min Anden Verdenskrigsthriller ’Stikker’ er den bog, jeg har tjent flest penge på, den, der er solgt i flest eksemplarer, den, der er oversat til flest sprog, den, der har fået mest anerkendelse i form af prisnomineringer osv, så ’Stikker’ ville måske være et sikkert valg. På den anden side, så fornemmer jeg måske, at læserfavoritten er horrorthrilleren ‘Fluernes hvisken’, da det oftest er den, læsere roser overfor mig — og det siger faktisk noget, da den udkom efter Høst & søns forlag og jeg havde afbrudt samarbejdet, og den røg på udsalg næsten øjeblikkeligt. Forlag vil ofte hellere straffe en forfatter, der forlader forlaget, end forsøge at tjene penge på dennes tidligere udgivelser. Forstå det, hvem der kan. Men både ’Stikker’ og ‘Fluernes hvisken’ er bøger, jeg skrev omkring årtusindeskiftet, og jeg bilder mig faktisk ind, at mine bedste bøger er udkommet i løbet af de sidste fem år, og jeg vil meget hellere pege på ’Skadedyr & tulipaner’ eller måske novellesamlingen ‘Amerikansk olie’.

JH) Du har fået filmatiseret to af dine romaner, og den seneste ”Finale” er blevet utroligt flot modtaget internationalt. Er der flere filmatiseringer i sigte?

LS) Måske. Fjorten dage efter jeg debuterede i 1995, blev jeg inviteret til mit første møde i filmbranchen, og der har mere eller mindre konstant lige siden været filmfolk, der arbejdede på forskellige filmprojekter med afsæt i mine bøger. Det er lige før, at hvert år byder på et nyt filmprojekt, og som det jo meget tydeligt fremgår, så er det indtil videre kun blevet til to færdige film. Og det er vist statistisk bare sådan det er med film. Meget få bliver til noget. Så, ja, der er projekter i gang, men jeg har lært ikke at tale om dem, før jeg ved, at de rent faktisk bliver til noget.

JH) Hvad arbejder du på nu?

LS) Jeg arbejder på en fagbog, en interviewbog om det svære drømmejob at være forfatter, hvor jeg interviewer forskellige erfarne forfattere om de ting, de har måttet kæmpe med i løbet af karrieren. Jeg skriver løbende om det svære drømmejob på min blog i år og satser på, at bogen er færdig til udgivelse i 2021. Derudover er jeg involveret i andre projekter, som jeg holder for mig selv, indtil videre.