Svar på Helgas brev af Bergsveinn Birgisson

Svar på Helgas brev af Bergsveinn Birgisson

07.11.14
Romanen foregår i Island og er en historie eller et slags brev til Helga skrevet af den 90-årige Bjarni.

Der strømmer en bølge af erotisk litteratur ind over os  - det må være efterdønninger fra ”Fifty Shades”. I den sammenhæng kan jeg på det varmeste anbefale denne lille roman af Bergsveinn Birgisson  ”Svar på Helgas brev”.

Romanen foregår i Island og er en historie eller - som titlen rettelig siger - et slags brev til Helga skrevet af den 90-årige Bjarni. Bjarni og Helga var for 50-60 år siden naboer og bosat i en af Islands meget øde egne. Ud over at passe sin gård og sine får var Bjarni ansat som kommunal foder-tilsynsførende,  hvilket betød, at han skulle tjekke fårenes fodertilstand. En dag skal han føre tilsyn med fårene på Helgas gård, og det bliver selvsagt ikke kun fårene som får tjekket musklernes styrke og kødfuldhed – for Helga står jo lige ved siden af.

Historien om Helgas og Bjarnis kærlighed og erotiske besættelse af hinanden er både bevægende og stærkt humoristisk fortalt. Kun ganske kort tid har de sammen hvor de udlever deres kærlighed, så sker der noget som sætter en stopper for forholdet.

Romanen var nomineret til Nordisk Råds Litteraturpris – helt fortjent – jeg synes, det er herlig læsning, meget nordisk, erotisk og humoristisk. Desuden er der et væld af morsomme side-fortællinger flettet ind historien – som den hvor Bjarni som kommunal tilsynsførende har pligt til at afhente en afdød kvinde på et øde landsted. Det er lige før den strenge vinter sætter ind og lukker for kontakt til omverdenen. Bjarni får sig et snapse under besøget hvorefter han glemmer at tage liget med til fastlandet. Hvordan konserverer man lig i Island? – ja den historie må I selv læse til ende.

Materialer