
Start det nye år med tømmermænd - og en god bog
Snart er den der igen - den 1. januar i et nyt år. Og selv om du på samme tid for et år siden, lovede dig selv "Aldrig igen", er de nok også tilbage: tømmermændene.
Året starter gerne med en dag, der lægger op til tid op sofaen, med salt mad og sukret drikke inden for rækkevidde. Og så naturligvis en god bog mellem hænderne eller noget flimrende på skærmen. Jeg har ladet spørgsmålet gå rundt på biblioteket: hvilken bog ville du anbefale til en sløv 1. januar?
Herunder følger mine kollegers svar. Som sædvanlig kan du hurtigt reservere bøgerne i bunden af artiklen.
Marie anbefaler at lytte til ”Pigebørn” (”Little Women”) af Louisa May Alcott
Hvis jeg spiller mine kort rigtigt, skal jeg den 1. januar sidde på sofaen og strikke – hele dagen. Og så skal jeg lytte til en god, varm, ikke for sørgelig og gerne velkendt lydbog. Historien om Meg, Jo, Beth og Amy og deres fælles liv og overgang fra børn til voksne i brydningstiden under den amerikanske borgerkrig er på engang sjov og alvorlig, og med emner som feminisme, venskab, sammenhold og kamp mod fordomme kan romanen helt stille og på en rart måde slå en fin tone an til det nye år.
”Pigebørn” blev i første omgang udgivet i 1868, som det første af to bind. Det andet, ”Unge kvinder” (”Good Wives”), udkom året efter. Begge bøger fik med det samme stor succes både hos læsere og anmeldere. ”Pigebørn” er i 2019 blevet filmatiseret af Greta Gerwig med Saoirse Ronan, Florence Pugh, Timothée Chalamet og Emma Watson i hovedrollerne.
Du kan låne den både som bog, ebog og netlydbog.
Thomas Glud anbefaler: Den etiske fordring af K.E. Løgstrup
Bare fordi du har tømmermænd, behøver det ikke at betyde, at du skal drømme dig væk fra virkeligheden i en blød stol. For mange år siden vågnede jeg op i en forstad 1. januar. Alle andre sov stadig, men jeg måtte op og hjem med bussen. Det var koldt, hovedet dundrede. Og så mærkede jeg en bog i min taske. Det var Løgstrups hovedværk indenfor medmenneskelighed, som længe havde ligget som ideal og utopi i min taske. Jeg gravede mig langsomt ind i teksten, og et godt stykke inde i bogen stod de magiske ord, som i dag er hovedkondensatet af hans filosofi: "Den enkelte har aldrig med et andet menneske at gøre, uden at han holder noget af dets liv i sin hånd." Det lyder som en kliché, men historien er sand, og for et ungt menneske satte det dybe spor i mine tanker om verden.
Knud Ejler Løgstrup var en dansk teolog og filosof der levede fra 1905-1981. "Den etiske fordring" udkom i 1956 og anses som hans hovedværk.
Anna anbefaler: Jenny Colgan. Helst ”Den lille butik med de nye begyndelser”, men faktisk kan alle hendes bøger bruges.
Når man har tømmermænd, skal man have lov til at ligge helt stille og med lukkede øjne. Derfor anbefaler jeg, at du hører historien på lydbog – den kan findes på eReolen. Jenny Colgans historier er lette, hyggelige, romantiske – og ikke ret meget andet: Det føles som at lægge sig med en nyrystet, kølig dyne med helt rent sengetøj. Det er perfekt til en dag med ømt hoved, tør tunge og trætte tanker.
Desuden er der det vidunderlige ved Jenny Colgan, at hun har skrevet flere forskellige bøger, som foregår i boghandlere – og det er lige så dejligt som en lun café latte på en kold dag!
"Den lille butik med nye begyndelser" handler om Zoe, som er træt af at være alenemor i det larmende, travle og alt for dyre London, så hun tager imod med kyshånd, da hun får tilbudt et nyt job i Skotland, hvor der er frisk luft og høj himmel. Men det går selvfølgelig ikke så let med det nye liv, som hun havde håbet.
Inger anbefaler: endnu mere skihop
Når man nu har set skihop fra Garmisch-Partenkirchen så synes jeg at man skal fortsætte med ”Eddie the Eagle”, en spillefilm om den engelske skihopper Michael Edwards og hans deltagelse ved vinter-ol i 1988.
"Eddie the Eagle" er instrueret af Dexter Fletcher og har Taron Egerton i titelrollen. Du kan låne den som dvd.
Christine anbefaler: Michael Laudrups tænder
Så vil jeg gerne anbefale ”Michael Laudrups tænder” af Maise Njor og Camilla Stockmann.
Det er en tilpas useriøs bog til, at man kan klare at læse den, når hovedet værker. Desuden er den inddelt i en masse små afsnit, så der er god mulighed for at sippe kaffe og evt. treo ind imellem.
"Michael Laudrups tænder" er en korrespondance mellem de to journalisten Njor og Stockmann. Du kan låne den som bog, ebog og netlydbog.
Lida anbefaler: Gud taler ud
Jeg vil foreslå Gud taler ud af Jens Blendstrup.
Når man har tømmermænd, er det altid godt at læse om nogen, der har det værre end én selv – og det har Gud ofte. Han bliver decideret syg af tømmermænd, og det varer flere dage og er potentielt dødeligt.
Bevares, Gud har da også dage, hvor han har det godt – men når han har tømmermænd, er det de største og værste i verden og når han påtager sig de værste tømmermænd, så får du det da lidt bedre, ikke?
”Gud taler ud” er også filmatiseret, så er du virkelig ramt, så snup filmen og gem bogen (eller ebogen eller netlydbogen) til en anden dag.
Janus anbefaler: Casino Royale af Ian Fleming
Tømmermænd skal behandles med noget, der er varmt og velkendt - som en god dyne i bogform. Så mit bud er en af Ian Flemings James Bond-romaner. Og det er naturligvis nærliggende at starte ved begyndelsen, nemlig Casino Royale, hvor gentleman-spionen får til opgave at uskadeliggøre en russisk spion. Le Chifre har svindlet penge fra en fagforening, og Bond bliver sendt ud for at sørge for, at han kan blive agent for englænderne i stedet. Det er en opgave, der kræver action, kvinder - og gambling.
"Casino Royale" udkom første gang i 1953 og er den første af 11 romaner om James Bond. Seneste blev den filmatiseret i 2006, hvor historien rebootede James Bond-filmuniverset. Du kan låne den både som bog, ebog og netlydbog.