Spøgelser af Dolly Alderton

Journalist og forfatter Dolly Alderton er kendt for sine klummer i bl.a. The Sunday Times og som podcastvært på ”Love Stories” og ”The High Low”.

I 2019 udkom hendes selvbiografiske debutroman ”Alt hvad jeg ved om kærlighed”, hvor hun skrev om at blive forelsket, om at blive droppet, om venskaber, om karriere og i det hele taget om livet, fortalt humoristisk og hjertevarmt. 

Nu er hun aktuel med romanen ”Spøgelser”, og før jeg begyndte at læse, forventede jeg egentlig mest lidt letlæst sommerhygge á la Mhairi McFarlane. Men ”Spøgelser” er meget mere end det. 

Hovedpersonen Nina Dean er i begyndelsen af 30’erne. Hun er en anerkendt madjournalist, der er tæt på udgivelsen af sin anden bog og arbejder på bog nummer tre. Efter et udramatisk brud med ex-kæresten Joe et par år tidligere har hun koncentreret sig om karrieren og sit liv, og først nu har hun lyst til at kaste sig ud i datinglivet igen.

Veninden Lola er Ninas eneste single-veninde, og hun hjælper Nina i gang med dating-appen Linx. Her møder Nina revisoren Max, og de har straks en god kemi. 

Men hvor kærlighedslivet umiddelbart kører på skinner, er der problemer i familien. Ninas far lider af begyndende Alzheimers, og samtidig har Ninas mor en midtlivskrise, hvor hun kaster sig ud i alle mulige forskellige projekter. Inklusive at skifte fornavn. Nina føler ikke, at moren tager farens sygdom alvorlig, og de to kommer skævt ind på hinanden.

Oveni er der også knas i venskabet med Ninas ældste veninde Katherine, som overvejer at flytte ud i forstæderne og venter barn nummer to med manden Mark. Nina føler sig helt hægtet af deres venskab, hvor alt kun handler om Katherines liv og behov, og Ninas problemer affærdiges som ubetydelige.

Jeg blev som tidligere antydet positivt overrasket over ”Spøgelser”. Selvom ovenstående referat måske umiddelbart lyder som udmærket chicklit, så når Dolly Alderton et spadestik dybere. Et gennemgående tema er identitet. Hvordan man f.eks. i lige så høj grad forelsker sig i forestillingen om den anden. Hvordan venskab kan ændre identitet, hvis man ikke giver plads til at være forskellige steder i livet. Hvor meget andres accept og anerkendelse betyder, og hvordan man kan føle sig usynlig og uværdig, hvis man ikke bliver bekræftet. Og ikke mindst den smuldrende identitet hos Ninas Alzheimers-ramte far, som ikke blot selv langsomt mister forståelsen af sit selv, men hvis sygdom også rammer identiteterne hos Nina og moren. For hvad er de, hvis de ikke er datter og hustru længere?

Titlen "Spøgelser" refererer således både til fænomenet 'ghosting' på Internettet, såvel som til de 'spøgelser' der findes i hverdagen, f.eks. venskaber der glider væk, eller selve identiteten der forsvinder hos Ninas far.

I romanen lader Alderton det kun være mændene, som ghoster på dating-apps’ene, ligesom Alderton tydeligt mener, at mænd i 30’erne ikke har samme åg hængende over skuldrene, når det gælder om at finde en partner. For hvis kvinder vil have børn, er der en biologisk deadline, som mænd ikke har på samme måde. Til gengæld introducerer hun også Ninas underbo, som et – muligvis ubevidst – eksempel på, at heller ikke alle mænd bare kan score løs. For Ninas generation af kvinder er ikke tilfredse med enhver mand. Oftest vil de have en mand på mindst samme karriere-niveau som dem selv. Her går det ikke med en ufaglært arbejder.

Jeg var vældig godt underholdt af ”Spøgelser”, og samtidig gav den mig noget at tænke over. Det er slet ikke nogen dårlig egenskab ved en bog.

Uddrag af "Spøgelser"

Jeg troede, jeg kendte Max, men nu satte jeg spørgsmålstegn ved det hele og tænkte på, om vi dybest se havde været fremmede, der bare lod som om. Vi havde mødtes på baggrund af fem billeder og et par linjer om vores respektive interesser, jobs og bopæl. Vores match på Linx var alt andet end tilfældigt – det var kurateret og nøje udvalgt, muliggjort af en algoritme og virkeliggjort af vores personlige præferencer. Vi havde læst hinandens overskrifter og ladet fantasien udfylde resten. Havde jeg gjort os til soulmates ud af ingenting? Bare fordi vi begge var vokset op til lyden af et Beach Boys-album, som uden tvivl var de fleste boomers yndlingsalbum. Havde hans vintage koncertplakater fået mig til at tillægge ham mere dybde, end han egentlig besad? Havde jeg stolet for hurtigt på ham, og var jeg faldet lidt for hårdt for ham, fordi jeg havde udfyldt hullerne i min viden om ham med min egen idé om, hvem han var? (side 202-203)