Spiseforstyrrelser - en bogliste

27.12.18
Ca. 75.000 danskere lider af en spiseforstyrrelse. Herunder kan du finde en række romaner, der netop handler om spiseforstyrrelser som f.eks. anoreksi og bulimi.

PRINT - PDF-LISTE

Den spiselige kvinde af Margaret Atwood 
Marian McAlpin har valget mellem et dødssygt job og et lige så dødssygt ægteskab. Da den nødvendige afgørelse presser sig på, blander hendes krop sig i argumentationen.

Højt elsket : en families kamp mod kontrolleret spiseforstyrrelse af Kirsten Carlsen 
Roman om teenagepigen Leas spiseforstyrrelse og om forældrenes kamp for at hjælpe deres datter.

Det dér og dét der af Louise Juhl Dalsgaard 
En ung kvinde beslutter sig en dag for at leve sundt, dyrke motion og tabe sig. På 9 måneder taber hun 40 kilo, bliver indlagt og udskrevet igen. Hun motionerer, lever på en sten om dagen og overspiser om natten.

Underet af Emma Donoghue 
Roman om 11-årige Anna, der i følge sin familie ikke har spist i fire måneder. Sygeplejersken Lib skal overvåge, om det er snyd eller et Guds under - det bliver 14 dramatiske dage

Der er altid nogen at befri af Johanne Kirstine Fall 
21-årlige Katrina bliver indlagt på Odense Universitetshospital med anoreksi. Romanen følger hende i hendes kamp mod vægten og kroppen i hendes 3 måneders ophold der.

Stilhed af Heidi Fjelstrup 
Ida er gravid og sidder ved sin mors dødsleje. Ida har i mange år lidt af bulimi, og hun oplever, at hendes mor aldrig har elsket hende. Nu er tiden inde til at gøre op, hvad der gik galt mellem de to, og også sorgen over brorens selvmord fylder meget.

Der er lys i mørket af Mette Fuglsang 
Digte om en ung kvinde, der lider af spiseforstyrrelsen, tvangsoverspisning.

Bare sammen af Anna Gavalda 
En halvsenil gammel dame, en lømmel af en kok, en aristokrat med sociale hæmninger og en anorektisk pige finder sammen i et fællesskab, hvor de både støtter og udvikler hinanden.

Primtallenes ensomhed af Paolo Giordano 
Alice og Mattia har begge mørke hændelser i barndommen, hvilket har gjort dem til ensomme og selvhadende teenagere, da de mødes som 15-årige. De tiltrækkes af hinanden, men har svært ved at nå hinanden rigtigt. Efter mange år mødes de igen.

Væk mig når jeg dør af Nils Jacob Rey Henningsen 
Tvede har fuld fart på, men da han bliver kæreste med Luise begynder problemerne. Hun lider af anoreksi, men der er også noget andet mystisk ved hende.

Mellemlandet og andre fortællinger om menneskebørn af Marianne Hesselholt 
Noveller om børn og unge, der befinder sig i en krise, enten af ydre årsager som fx krig, eller fordi det kan være ufattelig svært at krydse landskabet mellem barn og voksen.

Det fortærende af Martin Holmslykke 
Peter bliver sekretær og rejseledsager for et amerikansk ægtepar. I den hektiske atmosfære bryder hans indre dæmoner fri, og anoreksi og bulimi bliver hans trofaste følgesvende.

Sultekunstnerinde af Lotte Inuk 
Da Charlotta flytter til Grønland sidst i 1970'erne får hun det svært, både med sig selv og sin plads i samfundet. Anoreksien bliver den farlige udvej.

Stjerneskælv af Anders Johansen 
16-årige Liv har efter søsterens død måttet tage kontrol over sit liv, og hvor kan man gøre det bedre end på vægten? Hun fortæller selv om vejen ind i og ud af krisen.

Som en måneblomst : en bulimikers historie af Ia Jonsson 
En ung, medicinstuderende pige fortæller i en poetisk stil om sin sygelige besættelse af mad. Hun har haft spiseforstyrrelser og fokuseret på kalorier og motion fra hun var 11 år.

Tynd og perfekt : en dokumentarroman om anoreksi af Henriette Kinch 
20-årige Liv lider af anoreksi uden at vide det. Hendes daglige kamp for at kontrollere kroppen og kiloene følges, indtil hun kommer i psykiatrisk behandling og begynder at finde ind til årsagerne for sygdommen.

Scarykost af Cecilie Lind 
Digte om ung kvinde med bulimi.

Hudløs nøgen af Lilly Lindner 
Som 6-årig bliver Lilly seksuelt misbrugt af en mand fra sin opgang. Misbruget står på i en årrække, og har livslange konsekvenser for Lilly, i form af bl.a. spiseforstyrrelser og prostitution.

Svans af David Læby 
Søren er ikke som de andre børn, og langsomt går det op for ham, at han nok er bøsse. I gymnasietidens pinefulde erkendelsesfase prøver han at slippe for sin krop gennem spisevægring.

Artiskokhjerte af Line-Maria Lång
Lisa flyver ned til sin far i Paris i håbet om mere samvær. Men alt er ikke som det skal være, og Lisa indleder et forhold til den noget ældre musikanmelder Le Monstre.

Et eksperiment med kærlighed af Hilary Mantel 
Tre piger fra klosterskolen i Lancashire bryder med deres barndomsmiljø, da de kommer på universitetet i London, og de opdager, at sådan et brud rummer mange uforudsete omkostninger.

Nederste skuffe af Vibeke Marx 
Tine er sosuhjælper. Hun har svært ved at få spist, og forholdet til manden knager. Hendes bror begår en frygtelig forbrydelse, der kommer til at påvirke hele familien, og Tine gemmer sig i forholdet til sin datter, Mejse.

Sort galde af Signe Maxen
Sigrid lider af diffuse mavesmerter. Sorgen over faderens død plager hende, voksenlivet er svært, hendes psykiske sårbarhed kammer langsomt over, og det ender med en psykiatrisk indlæggelse. Selv tilskriver hun mavesmerterne sort galde.

Stalins køer af Sofi Oksanen 
Pressede livstilstande gennem tre generationer af kvinder har udviklet en ekstrem spiseforstyrrelse hos Anna, som er datter af en estisk mor og en finsk far. Mormoderen Sofia bor i Estland. Også hun har levet på kanten for at overleve Sovjettidens kontrolsamfund.

Slået skæv af Anette Vinston Ritz 
Line fra 6. klasse og hendes lærer Annica er incest- og voldsofre. De får begge hjælp af Rosenmetoden, hvor kroppens erindringer er med til at hele deres traumer.

Før jeg forsvinder helt af Louise Roholte 
Selma skal altid hjælpe sin hjerneskadede storesøster og deres forældre har aldrig tid til at være sammen med hende. Der er ingen, der opdager, at Selma har det svært og stopper med at spise.

Kom ikke tættere på af Erna Sassen 
Reva har et virkelig mærkeligt forhold til mad, sex, mænd, sine tænder, sig selv og andre. Om natten, når alt ser sortest ud, ringer hun til sin storesøster og får løst alverdens problemer igen og igen og igen.

Skam : noveller
Antologi, der afsøger fænomenet skam. Hvad er det, der vækker skammen og hvordan opleves den?

Lille menneske af Charlotte Strandgaard 
Om pubertetspigen, Maria, og hendes nervøse spisevægring i protest mod at blive kvinde. Dette får hendes forældre til at tage deres liv og deres roller op til revision.

Ikke engang et jordbær af Marnelle Tokio 
Marty er 17 år, sej og rap i replikken. Men da tilværelsen ramler for hende, bryder en spiseforstyrrelse ud, og hun bliver indlagt. Efter et år indser hun, at det er hende selv, der må styre sygdommen.

Dage uden sult af Delphine de Vigan 
Den 19-årige anoreksiramte Laure indlægges på hospitalet, da hendes vægt når 35 kilo og hun er i overhængende livsfare. Nu starter hendes langsomme kamp for at vende tilbage til livet.

Materialer