Sov som de døde af Annika von Holdt

Sov som de døde af Annika von Holdt

11.11.14
Spændende og underholdende seriemorder thriller i stil med Chelsea Cain ”Ondskabens hjerte”

Máire er alene, efter at hendes mand døde af kræft tre år tidligere. I årene der er gået, har hun nærmest bare slæbt sig igennem, men nu har hun besluttet at sige endelig farvel til sin afdøde mand, og tager derfor til Bonaventure-kirkegården for at aflevere sin ring til mandens grav.

På vej derfra bryder en storm løs. Pludselig dukker en skikkelse op foran bilen, og det lykkes kun lige akkurat Máire at undvige. Skikkelsen er en ung kvinde, som er frygtelig mishandlet – og dem som har gjort det, er lige i hælene på hende. Máire undslipper, men er nødt til at efterlade kvinden, og drevet af en frygtelig skyldfølelse beslutter hun selv at starte en efterforskning, da hun ikke føler, at politiet tager sagen alvorligt.

Annika von Holdt har skrevet en rigtig pageturner om et virkelig modbydeligt morderpar. Undervejs sad jeg flere gange og tænkte, at nu blev det for væmmeligt, men alligevel læste jeg videre, for jeg var bare nødt til at vide, hvad der nu skete.

"Sov som de døde" er en spændende og underholdende seriemorder thriller i stil med f.eks. Chelsea Cain ”Ondskabens hjerte”. Det er muligvis ikke fin-litteratur, men det er effektivt! Og det er efter min mening også det vigtigste for netop denne genre.

Materialer