Fuglene af Mikkel Harris Carlsen

Sort, sært og... sjovt: Fuglene af Mikkel Harris Carlsen

17.03.17
Uglerne er ikke, hvad de ser ud til. Det er der faktisk ikke rigtig noget, der er i "Fuglene".

Omslaget på Mikkel Harris Carlsens "Fuglene" afslører ikke meget om indholdet. Det slår en (dyster) stemning an, og det er det.

Og måske er det godt sådan. Måske burde jeg heller ikke afsløre noget - i stedet blot lade dette være en kort opfordring: skynd dig at få fat i den. Det er en oplevelse!

...

Var det ikke nok? Okay, så vil jeg afsløre en smule.

"Fuglene" er en lang række korte tekster - fra ganske få linier til mere gængs novellelængde - omhandlende John Hansen. En ganske almindelig mand er han, gift og med fast arbejde og en rolig dagligdag. Men de ting, der sker for ham, er alt andet end almindelige. Til at starte med er der små skævheder, men tingene bliver mere og mere absurde omkring John.

Er "Fuglene" en roman, som forlaget hævder? Nej, ikke helt. De enkelte John-fragmenter synes snarere at foregår i hvert deres alternative univers - i nogle af dem dør John, i andre fortsætter han, som om intet er hændt, selv om der så afgjort er sket et og andet. Der er personer, der går igen, men en fortløbende historie er der ikke - til gengæld er der en snoet, rød tråd af kafkask sorthumoristisk glimt i øjet, som løber gennem dem alle og binder dem sammen til et værk.

Er det så en novellesamling? Nej, heller ikke helt. Den lettere fragmenterede blanding af historier gør det svært helt at adskille dem fra hinanden. Gå roligt til dem - lad være med at æde dig igennem bogen, men læs dem én ad gangen, med lidt tid imellem til rigtig at nyde dem.

Men er det værd at læse? Åh, så afgjort. Det er kafkask uden at blive kedelig, og det er absurd uden at blive forvirrende, men først og fremmest er det underholdende. En klar anbefaling herfra.

Link: Fuglene er en af de nominerede som årets danske horrorudgivelse.

 

Materialer