Sort is af Helene Uri

24.02.20
En psykologisk "alderdoms-gyser" har set dages lys.

”Sort is” lyder som titlen på en kriminalroman, men det er i virkeligheden en ægteskabsroman. Titlen er dog ikke grebet ud af den tomme luft, for Ebba og Karls ægteskab gennem 45 år er ind imellem lige så uhyggeligt som en krimi. Hvad ligger der under den fastfrosne overflade af et tykt lag sort is?

De to gamle mennesker er fanget i deres lejlighed fordi den norske vinter byder på et fælt islag, som gør det umuligt for dem at komme uden for. Køleskabets indhold svinder ind, og det gør det venlige samvær også. Set gennem Ebbas "selektive" øjne får vi historien om 45 års ægteskab på godt og ondt. Et ægteskab som både har rummet vold, utroskab, begær, erotik og kærlighed. I 7 dage er de fanget i hinandens selskab og som et crescendo bliver læseren drevet frem til en intens afslutning.

Faktisk kunne romanen fint omskrives til et teaterstykke med bare de to gamle på scenen. Det er barsk læsning, men ind imellem er der også grotesk humor. Det er næsten lige så spændende som at læse en psykologisk gyser, - men altså ikke en krimi, som titlen kunne antyde

Materialer