Solens kerne af Johanna Sinisalo
Da pigerne Vera og Mira er små, dør deres forældre i en bilulykke. Deres eneste slægtning er farmoren Aulikki i Finland på gården Neulapää, så pigerne bliver overdraget i hendes varetægt.
Finland har i mange år været lukket mod omverdenen. Det er et Eusistokrat, hvor staten styrer alt – endda kønsbestemmelse af mennesker. I Finland har man nemlig avlet sig frem til en ny type kvinde, eloien, der besidder de vigtigste egenskaber for en kvinde: smuk og lydig. Kvinder, der ikke er tilstrækkeligt feminine, kaldes for morlocker og steriliseres ganske unge. De kan bruges som arbejdskraft i stedet for til avl, indtil arten uddør.
Særligt for Vanna (som Vera nu kaldes, da kvinder ikke må have R i deres navn) er det svært at finde sig til rette. Hun er videnbegærlig og ikke særlig interesseret i tøj og makeup. Det er Manna (Mira) derimod, og Vanna opdager hurtigt, at hun skal følge Mannas opførsel for at passe ind, mens Aulikki i det skjulte giver hende mulighed for at studere.
Historien fortælles hovedsageligt gennem Vannas breve til Manna. Det er tydeligt, at Vanna har dårlig samvittighed over for Manna, men hvorfor afsløres først langt henne i fortællingen. I mellem Vannas breve er indlagt uddrag fra forskellige bøger, som f.eks. ”En kort historie om domesticeringen af kvinder” og undervisningsmaterialer for eloier. Derudover er der bidder af sange og historier for eloier, og endelig hører vi også enkelte kapitler fortalt af maskoen Jare, der arbejdede for Aulikki en sommer.
Til at begynde med vidste jeg ikke rigtig, hvad jeg skulle synes om ”Solens kerne”. Opbygningen forvirrede mig, og jeg havde svært at finde frem til selve historien. Men alligevel blev jeg ved med at læse, og lige pludselig var jeg fuldstændig opslugt. Ikke nødvendigvis så meget af historien, som af det univers Johanna Sinisalo har skabt. Der er ingen grænser for, hvad staten forsøger at kontrollere. Ud over narkotika er cigaretter, alkohol og chili strengt forbudt. Eloier skal følge en fastlagt undervisning for at blive en god hustru og mor, og de har ikke ret til at eje noget. Og selvom maskoer naturligvis ikke må slå eloier ihjel, så straffes det ikke særligt hårdt. Der er intens overvågning af borgerne, som ikke har adgang til hedonist-staternes teknologi, men til gengæld er der ingen restriktioner i firhold til religion. Samfundet er helt opbygget efter maskoens seksuelle behov, og – er mit gæt – efter de herskende myndighedspersoners ønske om magt.
”Solens kerne” er at læse, men svær at fordøje. Mange af de videnskabelige ’facts’ er nemlig hentet fra virkeligheden, enkelte dog med få ændringer. De fleste lande har jo netop haft racehygiejne som et redskab til at forme samfundet, og selvom de færrest gik så langt som nazisterne, så har vi også i Danmark udført tvangssterilisation helt op til 1967! Og hvad angår forsøg på at fremme bestemte egenskaber via avl, kan vi jo bare se på, hvordan kortsnudede hunderacer fremavles helt grotesk med store sundhedsmæssige følger. Jeg var måske ikke betaget af ”Solens kerne” fra første side, men det var jeg, da jeg lagde den fra mig. Den giver i den grad stof til eftertanke.