Små krige ad Sadie Jones

Små krige ad Sadie Jones

05.11.14
Det er SKRÆMMENDE læsning. Sadie Jones sætter lys på psykologien i en familie og også lys på krigens grusomheder

Jeg er 3/4 færdig med den nyeste oversatte roman af Sadie Jones'  "Små krige". Jeg læste sidste år "De udstødte", som slog benene lidt væk under mig i ren og skær begejstring over at møde et skrivetalent helt ud over det sædvanlige.

Jeg undrer mig over at løbeilden ikke er slået igennem blandt læserne, for jeg fandt denne nye roman hjemme på nyhedshylden, og jeg skyndte mig at tage den med hjem. Jeg er lige blevet færdig med Herbjørg Wassmos "Hundrede år", som er en fremragende roman. Ikke så intens som Glasveranda-serien og Dinas bog men rigtig, rigtig god. Så derfor var der lige en ledig "læseplads" til Sadie Jones.

Det er en næsten endnu mere skræmmende bog end "De udstødte". Den handler om et ung engelsk par, som i 1956 flytter til Cypern, hvor Hal - som officer i den engelske fredsbevarende styrke - har til opgave at forhindre den græske og tyrkiske befolkning i at slå hinanden ihjel. Clara og Hal har tvillingepiger på 2 år, og den lille familie skal forsøge at leve et så normalt familieliv som muligt i en krigszone. Det er SKRÆMMENDE læsning. Sadie Jones sætter lys på psykologien i en familie og også lys på krigens grusomheder. Selv om historien foregår i 50'erne, så går der et direkte link til vores daglige TV-avis-historier om dræbte soldater i Afghanistan, og hvordan "menneskeheden" har åbenbart ikke lært en sk... hverken af  1. og 2. verdenskrig, Vietnam-krigen, Falkland, Cypern......

Jeg melder mig hermed under de pacifistiske faner, går ind og sætter "Imagine" af John Lennon på min gamle pladespiller, støver vinylen af og siger "Give peace a chance".

Imagine theres's no countries
It isn't hard to do
Nothing to kill or die for
And no religion too
Imagine all the people
Living life in peace

Materialer