Signes hjemkomst af Lars Johansson

Signes hjemkomst af Lars Johansson

12.06.15
Fortsættelsen om Signe Gondrup tegner et portræt af en smuk, men også en kompliceret kvinde, der kompromisløst følger sit hjerte på trods af omgivelsernes fordømmelse

Lars Johansson er egentlig filmmager. I 2005 lavede han dokumentarfilmen ”Den tyske hemmelighed”, som fulgte hans hustru, Kirsten Blohms søgen efter sin herkomst. Hun var nemlig født i et amerikansk fængsel i Tyskland kort efter 2. verdenskrigs afslutning og har aldrig vidst, hvem hendes far var.

Men historien om svigermoren kunne ikke slippe Lars Johansson, så i 2006 udgav han romanen ”Signe”, som fortæller kærlighedshistorien mellem Signe Gondrup og den tyske officer Felix Markworth.

8 år efter er han nu klar med fortsættelsen: ”Signes hjemkomst”, som handler om tiden efter, at Signe er blevet løsladt fra interneringslejren i 1948 og vender tilbage til Danmark med datteren Kirsten, som ifølge Signe, er resultatet af en voldtægt.

Da Signe bliver anholdt og sigtet for stikkeri, så snart hun krydser grænsen, er hun overbevist om, at det er en misforståelse. Hun har jo ikke stukket nogen. Siden ændres anklagen også til den noget mildere sigtelse angiveri, og selvom Signe stadig føler sig uretfærdigt dømt, må hun afsone et års fængsel i Horserød. Her holder drømmen om at finde Felix igen hende oppe, sammen med de privilegier hun oparbejder ved hjælp af sin dygtighed som syerske.

Under Signes fængselsophold bor datteren Kirsten hos bedsteforældrene i Skanderborg, men selv efter hun bliver løsladt og bosætter sig i København, henter hun ikke datteren til sig. I stedet sætter hun sig for at opspore Felix, som stadig er hendes livs kærlighed.

Fortsættelsen om Signe Gondrup tegner et portræt af en smuk, men også en kompliceret kvinde, der kompromisløst følger sit hjerte på trods af omgivelsernes fordømmelse. Hun har ingen forståelse for, hvorfor netop hun skal dømmes, når så mange andre i højere positioner gjorde meget langt værre under krigen.

Det er fuldt forståeligt, at man lige efter krigen havde brug for at stille de skyldige til ansvar, men i sin roman sætter Lars Johansson spørgsmålstegn ved den måde, som det officielle Danmark reagerede på overfor ”små-forbryderne”, som f.eks. tyskerpigerne og de arbejdsløse mænd, der var blevet opfordret til at søge arbejde i Tyskland. Det er ikke fordi, han undskylder Signe, men han sætter hendes ”forbrydelse” i relief.

Jeg var helt vild med den første bog om Signe, så det kan være svært at leve op til de høje forventninger det stiller til fortsættelsen. Ikke desto mindre synes jeg dog, at ”Signes hjemkomst” er både spændende og velskrevet, og jeg kan kun anbefale den til alle, som kunne tænke sig at læse om en fascinerende kvinde og hendes skæbne. 

Materialer