In nomine dei - Sherlock Holmes Society 2 af Sylvain Cordurié og Alessandro Nespolino

Sherlock Holmes Society – in nomine dei af Cordurié & Nespolino

07.03.22
"Sherlock Holmes society – in nomine dei" er andet bind i Sylvain Corduriés serie om den verdenskendte detektiv, der her er i nye klæder.

I første bind bliver Holmes og doktor Watson sendt til den lille irske by Keelodge af Holmes bror Mycroft. Militæret har omringet byen, hvis indbyggere tilsyneladende er blevet ramt af en mystisk sygdom, der forvandler dem til blodtørstige zombier.

Andet bind fortsætter, hvor bind et slutter. Doktor Watson ligger hårdt såret på et hospital i London, og Holmes må klare sig uden sin trofaste væbner. I stedet har han fundet en usandsynlig allieret i Mr. Hyde (og ja, det er den Hyde!), der har kendskab til den gift, der forvandlede Keelodges indbyggere.

Faren er nemlig ikke drevet over. Den mystiske organisation Rådet, som stod bag forgiftningen af Keelodge, har planer om at ramme Londons indbyggere næste gang. Men hvordan kan Holmes stoppe dem, når han ikke ved, hvem de er?

Jeg var overordentlig godt underholdt af "In nomine dei", der både er spændende og veltegnet. Tegningerne er holdt i en semi-realistisk stil og er meget stemningsfulde. Farvelægningen understreger stemningen, både i de skumle baggårde og dystre industribygninger men også i de mere håbefulde sekvenser. 

Er du til tegneserier med både stemning og action, og er du ikke bange for at få udfordret din opfattelse af den ikoniske detektiv? Så er serien "Sherlock Holmes Society" nok noget for dig.

Materialer