Så pinlige er vi!

Cool eller kiks?

Jeg går nogle gange og føler mig cool. Jeg er måske på arbejde, ude at handle eller går på fortovet, imens jeg tænker, at jeg er da egentlig god til mit arbejde og er smart i tøjet og er godt kørende generelt. Det er som regel meget kort tid efter sådan et øjeblik, at det går op for mig, at jeg har kanten af min kjole siddende i strømpebukserne, så alle kan se mine forvaskede Minnie Mouse-underbukser. Eller noget tilsvarende.

Og skulle det ske, at illusionen får lov til at hænge ved lidt længere, så er både mine kolleger og min kæreste altid hurtige til på en kærlig måde at påpege mine kiksede sider.

Jeg bilder mig nu ind, at alle er kiksede - men at der bare er forskel på, hvor åbent vi deler vores historier. (Okay, måske er der også forskel på, hvor på kikset-skalaen, folk ligger - jeg prøver at bære min plads på skalaen med stolthed).

Anna anbefaler

Jeg æææælsker ”Brigdet Jones”-bøgerne af Helen Fielding. Jeg har læst minimum én bog fra den serie hver eneste sommer de sidste 20 år. Hun er så kikset og hun føler sig altid for tyk og for utjekket (hvem har det ikke sådan?), men alligevel ender hun med at få den søde, lækre mand og det ender lykkeligt. Det trøster mig hver gang. Heldigvis kan jeg nu afsløre, at jeg ikke er det eneste kiksede element på biblioteket.

Vi er nemlig mange, som kan fortælle pinlige historier – både personer, bøger og film. Læs med her.

Ja, heldigvis er mig og Bridget ikke de eneste mennesker, som er mere kiks end cool...

Anne S' uperfekte liv

Under corona-nedlukningen dette forår, sendte en kollega denne anekdote rundt – jeg har fået lov til at bruge den her:

”Efter i går at have tabt to omgange af kongespil i haven, kan I nok forstå at min store iver for at tage revanche i stige-golf-turneringen. Det resulterede desværre i, at jeg trådte forkert og endte i græsset under stor tumult. Intet er brækket men foden ser ikke køn ud, så den får lige noget hvile. Og ja, stige-golf-turneringen blev udsat - lige som så mange andre store sportsbegivenheder er blevet denne sommer.” (Fortsættelse fulgte ugen efter…) ”Jeg vil blot sende en update på den lokale stigegolfturnering, som jeg tænker, I har set frem til med spænding. Min fod ligner en normal fod igen, og jeg har derfor haft debut i arenaen (læs:græsplænen). Jeg lagde ud med en kamp mod min yngste datter, da jeg tænkte, at hun var den nemmeste at vinde over. Jeg var ret overbevist om min sejr, men da vi sluttede, påstod hun hårdnakket, at hun havde vundet. Problemet var, at kampen fandt sted om aftenen, mens solen var ved at gå ned, og jeg må med stor beklagelse erkende, at mit snart 8-årige yngel ser bedre, end jeg gør…. Jeg kunne simpelthen ikke se, om hun havde talt forkert/snydt. Jeg har naturligvis krævet revanche.”

Jette anbefaler

en herlig ungdomsbog ”Projekt luftballon” af Jes Buster Madsen, som med sort humor handler om sorg og familie. Den findes også som netlydbog, og er både sød og lidt trist. Også ”Projekt Rosie” af Graeme Simsion kan stærkt anbefales. Den handler om at være socialt handicappet og søge efter kærligheden – fortalt med masser af humor. Den findes også både som ebog og netlydbog.

Louises uperfekte liv

Jeg var engang på arbejde på min tidligere arbejdsplads på Skanderborg Bibliotek. På 1. sal havde der været børnebibliotek, men det var blevet lavet om og rummet var nu delt op med en glasvæg med mødelokale på den ene side og bibliotek på den anden. Jeg skulle igennem mødelokalet og ind på biblioteket og baldrede lige ind i glasvæggen så den gungrede. Jeg havde helt glemt, den var der og jeg blev megaforskrækket og knaldrød i hovedet. På en anden side af glasvæggen sad en ung fyr, der forsøgte at lade være med at falde ned af stolen af grin. Heldigvis overlevede jeg pinligheden. Christine vil gerne anbefale "Michael Laudrups tænder". Den er fantastisk og fyldt med pinlige historier fra det virkelige liv :) Morten: Engang var jeg til et ret afgørende møde med nogle MEGET smarte reklamefolk og ville så lige hente mig en kop kaffe i deres køkken... da jeg hamrede direkte ind i en næsten usynlig glasdør med et brag, der fik alle deres ADere til at se chokeret op fra deres skærme. Jeg følte mig sindssygt kikset.

Inger A anbefaler

Jeg er stor fan af cringe comedy. Måske fordi jeg kan genkende så meget fra mit eget liv. ”Klovn”, ”Curb Your Enthusiasm”, “Arrested Development”, “Modern Family”, etc.

Jonas' uperfekte liv

Min egen hjerne er desværre skruet sådan sammen, at jeg altid kommer til at lukke det værste lort ud, når jeg er sammen med "de tjekkede typer". Da jeg var ved at være færdig med mit studie, var jeg taler ved et par af sådan nogle studentersymposier, hvor de mest stræberagtige vikingetidsstuderende fra det meste af Europa mødtes og lavede oplæg om det, de havde tænkt sig at skrive Ph.D.'er i og sådan noget. Da én af arrangørerne, til den efterfølgende reception, præsenterede mig for en studerende fra et andet universitet, der skulle til at skrive Ph.D. i et emne, jeg havde beskæftiget mig lidt med, spurgte hun ind til, hvilke tekster jeg mon havde brugt. Jeg kunne ikke lige huske navnet på teksterne, men fik i stedet kækt fremstammet: "Jeg hev bare et eller andet ud af RØVEN". Hun lignede overhovedet ikke én, der mente, at det var akademisk jargon, arrangøren grinede nervøst, og så fik jeg ellers fred og ro til at nyde min pindemad…

Anna anbefaler

”Skøre mor” af Gunnar Helgason. Jeg ved ikke helt, om jeg tænker på min egen mor eller om det er mig, der er den skøre mor. Men skøre mødre kender alle vel, og det gør Stella fra bogen i hvert fald. Stellas mor synger højt, fortæller upassende ting og er bare FOR MEGET – og det må der gøres noget ved!

Anne Hs uperfekte liv

Jeg blev konsekvent kaldt Mette af en tæt samarbejdspartner på mit tidligere arbejde - hvilket slet ikke er tæt på, hvad jeg faktisk hedder. Det var aldrig blevet så kikset en situation, hvis jeg bare havde turde at rettet hende første gang, hun sagde det forkert. Det endte med at blive meget akavet, fordi jeg så hende hver eneste tirsdag og torsdag i et helt år, hvor hun kaldte mig Mette…  

Anne anbefaler

Jeg synes, at Hest Hest Tiger Tiger helt åbenlyst er en historie om det uperfekte liv, og den er samtidig sjov. Hvis noget ikke er rigtig godt, men samtidig kunne være værre, bruger kineserne udtrykket ”mama huhu”. Og man må sige, at Honeys uperfekte liv i Mette Eike Neerlins roman er ret så ”mama huhu”. Honey er født med læbeganespaltning, hendes storesøster lider af et mentalt handicap og hendes forældre er skilt, fordi hendes far drikker for mange øl. Livet bliver bestemt ikke nemmere af, at Honey har så svært ved at sige fra, at hun ofte ender med at lyve uden egentlig at ville det. Hun lærer f.eks., at ”mama huhu” betyder ”hest, hest, tiger tiger” på et kinesisk aftensskolekursus, hun slet ikke er tilmeldt, fordi hun går ind i det forkerte lokale på skolen, hvor læreren antager, at Honey er den manglende deltager Karen. Det bliver selvfølgelig rigtig pinligt for Honey den dag, den rigtige Karen møder op til kinesisk, men Honeys afveje ender faktisk med at føre hende det helt rigtige sted hen. Historien om den 12-årige Honey burde være trist og grå, men det er den lang fra. Den er skrevet med humør og en masse kærlighed til det uperfekte, så find hellere lommetørklæderne frem, for du kommer stensikkert til at græde af grin. Bogen anbefales fra 11 år.

Jettes uperfekte liv

Mht. det uperfekte liv så er der fx historien, om dengang jeg arbejdede i Middelfart men boede i Horsens. Jeg kørte med toget og havde et månedskort. Men en dag var det forsvundet. Jeg troede, at jeg havde glemt det i en bog og ledte alt igennem, hjemme og på biblioteket, men nix – det var væk. Så måtte jeg købe et ti-turs klippekort i første omgang, for jeg skulle jo på arbejde. Efter et par dage skulle jeg bruge mine træsko, og da jeg tager dem på, mærker jeg noget i den ene. Det viste sig at være mit månedskort! På en eller anden måde er jeg kommet hjem, har stillet skoene og lagt mit månedskort ned i min træsko. Hmm, stor lettelse men også følelsen af stor dumhed.

Louise anbefaler to bøger, begge megasjove og pinlige at læse. Den ene er ungdomsbogen ”Mig og Dylan Walker” af Anne Sofie Hammer, hvor Malthes løsning på at have svært ved at tale med piger, bliver at lade som om han er homoseksuel – ja, det er en meget mærkelig løsning, som giver 100% mening i bogen, hvor det bliver leveret igennem en teenagedrengs logik. Den anden er børnebogen ”Hvis jeg bare ikke var kommet til at forbytte Doris Hansens hund” af Ingelin Angerborn, som handler om Tilde, der bliver så befippet over at møde den ældre Alex, at hun kommer til at tage den forkerte hund, hvilket bare er starten på en lang række pinlige (og sjove) uheld…

Christines uperfekte liv

Jeg var engang i 90érne en tur i Aarhus. Jeg spiste en hotdog, mens jeg var der og tog bagefter bussen ud til Viby, hvor jeg skulle til et møde. Da jeg stod af bussen, kløede jeg mig på næsen og fandt på den måde ud af, at jeg havde en klat ketchup på næsen. Klatten havde jo så siddet der hele tiden, mens jeg kørte i bussen – sammen med en masse andre mennesker …

Der var også engang indenfor de sidste 3 år, hvor jeg var på vej ud fra fængslet efter en vagt. Mine underbukser var krøbet godt og grundigt op, så jeg ville være nødt til at stikke hånden ned i bukserne for at få dem løs. Jeg kiggede rundt og kunne ikke se nogen, så hånden ned i bukserne og redde underhylen ud. Lige bagefter kom jeg så til at tænke på, at der jo er overvågning overalt derude, og at de sikkert sad og grinede af mig inde på vagtkontoret.

Der var en gang i en tysktime i gym, hvor jeg sad og kedede mig. Jeg gav mig af ren kedsomhed til at sidde og vippe lidt på stolen. Men lidt blev pludselig til lidt mere og vupti så smuttede stolen væk under mig med at brag og jeg lå og rodede rundt nede på gulvet.

Jeg har også engang i fuldskab – ok i en kæmpebrandert! – spurgt en tvilling hvem af ham og hans tvillingesøster, der var ældst. Ikke mit fineste øjeblik.

Sidste historie er heldigvis ikke bare pinlig for mig men for hele min familie. Da jeg var 10, var vi på ferie i England. Vi kørte til Gatwick banegård, satte bilen i p-huset og tog toget til London. Da vi kom tilbage, gik vi ind i p-huset, men bilen var der ikke. Vi ledte og ledte, men ingen bil. Vi gik så ned til informationen, hvor vagten kunne fortælle os, at der var 2 ens p-huse, og vores bil stod jo nok ovre i det andet p-hus. Det gjorde den. Vi havde overhovedet ikke lagt mærke til, at der var 2 p-huse.

Annas uperfekte liv

Den her historie finder sted under den værste corona-nedlukning.

Jeg er på apoteket. Da jeg har fået, hvad jeg er kommer for, spørger ekspedienten: "Ellers andet? Vi har håndsprit på lager igen". Jeg svarer automatisk nej tak, imens jeg roder med at få min pung fundet frem for at betale. Men imens jeg står og fumler, går min hjerne pludselig i selvsving: Jeg kan da ikke bare sige nej til håndsprit! Så tror han jo, at jeg ikke spritter eller vansker hænder - at jeg er et omvandrende epicenter for coronavirus! Så jeg tilføjer: "Jeg har nemlig masser af sprit der hjemme!" Men det får bare min hjerne til at gå endnu mere amok: Det kan du da ikke sige! Så tror han jo, at du er en af dem, der har hamstret helt vildt og er skyld i at andre ikke kan få noget - nu tror han, at du er sådan en, der har stået med to indkøbsvogne FYLDT med håndsprit i Bilka onsdag aften. Så jeg tilføjer: "Øh, fordi jeg har nemlig børn... Masser af skiftetasker... Altså, som er fyldt med håndsprit... En masse gammel sprit... Men det dur jo stadig, selvom det er lidt fedtet og klistret og gammelt..." På et tidspunkt i malstrømmen af ord, når min hjerne og mund endelig til enighed og bliver bare enige om, at det bedste vil være helt at stoppe. Så jeg betaler og skynder mig ud og spekulerer på, hvad f... der skete i min hjerne?