Rumrejser er svaret på alt
Af Jette S.F. Holst
I år, den 8. marts, var det 42 år siden, at Douglas Adams’ radiospil om Arthur Dent udkom. Arthur rejste med galakseblafferen Ford Prefect, da jorden blev ødelagt, og kom universet rundt på sit eventyr. Bogen fik titlen ” Hitchhiker's Guide to the Galaxy” – på dansk ”Håndbog for vakse galakse-blaffere” – og giver svaret på det store spørgsmål om livet, universet og alt det dér. Svaret er 42, og dermed grunden til at 42-års jubilæet skal fejres.
Generationsrumskib
For nyligt genlæste jeg Brian Aldiss ”Non-stop” fra 1958, og faldt i den forbindelse over en artikel (1), hvor Niels Dalgaard fremhæver Aldiss roman som omhandlende et ’generationsrumskib’. Det udtryk havde jeg ikke hørt før, men blev straks fascineret.
I Aldiss roman følger vi manden Complain, der er jæger og medlem af Greene-stammen. Af grunde han ikke selv forstår, er Complain ikke tilfreds med sit liv. Der mangler noget. Så en dag lader han sig overtale til at følge fire andre mænd væk fra Kvarteret. Deres leder er præsten Marapper, som fortæller dem, at den gamle myte om, at Skibet rent faktisk er et skib på rejse og ikke hele verden, er sand. Først tror Complain ikke på ham. Efterhånden bliver han dog nødt til at se en ny virkelighed i øjnene. Men hvis de virkelig er på et skib, hvorfor er de så blevet spærret inde der? Og af hvem?
”Non-stop” er en fremragende roman, som trods sin alder stadig holder 100% både sprogligt og indholdsmæssigt. Efterhånden som romanen udspiller sig, går det op for læseren at besætningen under rumskibets lange rejse ikke blot har glemt alt om rejsens formål. De har også tilpasset sig det forhold, at Skibet er deres hele verden. Det rammer lige ind i kernen af Niels Dalgaards artikel, at hvis man vokser op på et rumskib, bliver historierne om jorden mærkelige og fjerne, og forestillingen om hvad mennesker er kan ændre sig. Endda i helt fysisk forstand.
Avlsprogram og streng kontrol
En nyere forfatter, der også har skrevet om generationsrumskibe, er Kate Ling. I ”Under ensomme stjerner” har rumskibet Ventura rejst ensomt gennem stjernerne på vej mod stjernesystemet Epsilon Eridani i 84 år. Der er endnu 262 år til Venturas forventede ankomst, og livet i rumskibet er planlagt i alle detaljer uden mulighed for afvigelser, for at rejsen skal lykkes. Bl.a. er der tilrettelagt et nøje udregnet avlsprogram, hvor hver årgang genetisk bestemmes og sammensættes efter at føde de mest velegnede børn. Skibets besætning holdes under streng kontrol, og uønsket opførsel straffes øjeblikkeligt. Samtidig er hovedparten af menneskene ombord fuldt ud indforstået med, at dette er nødvendigt for at fuldføre missionen, så der er ikke meget forståelse for de få, der bryder reglerne.
”Under ensomme stjerner” er en underholdende YA-roman, der blander vellykket science fiction med en sød kærlighedshistorie. Den efterfølges af ”Lyset fra de faldende stjerner” og sluttes af med ”Mod nye stjerner”.
Mangeårig fascination af rummet
Tanken om at rejse ud i rummet er dog langt ældre end både Kate Ling og Brian Aldiss. Helt tilbage i 1918 skrev ’raketpioneren’ Robert Goddard et notat (2), hvor han forestillede sig, hvad der skulle til, for at mennesket kunne rejse ud til stjernerne. Han anså bl.a. rummets intense kulde for et stort problem, og forestillede sig at man over generationer kunne udvikle mennesker, hvis kroppe var designet til at modstå rummets strabadser.
Den danske forfatter Jesper Goll har måske læst Goddards notat, for i sine noveller om astronauten Cecilie Bruckner gør han netop det. Her lykkes det for forskere at gøre udvalgte astronauters biologiske tid så langsom, at for dem svarer en måned til hundrede menneskeår. På den måde kan de overleve en 700 år lang rumrejse uden at ældes synderligt. Jesper Golls to noveller hedder ”Farvel min astronaut” og ”Betydningen af små ting”. Begge er udgivet i Science Fiction Cirklens årlige antologi ”Lige under overfladen” i henholdsvis nummer 8 og 9, og de kan varmt anbefales.
På rumfart i dvaletilstand
Mange andre forfattere har også arbejdet med, hvordan rumrejsende kunne overleve de lange distancer uden at være vågne.
I ”Coyote” af Allen M. Steele har astronomer opdaget en, formodet, beboelig måne i kredsløb om en gaskæmpe 46 lysår fra jorden. Amerikanerne bygger et kæmpe stjerneskib, som skal sendes af sted for at kolonisere månen. Undervejs lægges besætning og passagerer i dvale, og kan således overleve rejsen uden at ældes. Desværre gør en fejl, at en af passagererne vågner i utide, og hvad gør man så, når der stadig er 229 år tilbage af rejsen? Og hvor meget ravage kan én person nå at gøre i forhold til proviant m.m. for de øvrige rejsende, inden de når frem til endestationen?
”Coyote” er første del af en trilogi, men de to sidste bind ”Opstand” og ”Grænseland” skulle også være på vej til at blive oversat. Historien handler om meget mere en selve rumrejsen, idet stjerneskibet til sidst finder vej til Ursae Majoris, hvor passagererne slår sig ned på månen Coyote og må forsøge at overleve i en fremmed verden.
Tag på rumtur i filmens verden
Der findes også en lang række spændende film, hvor rejser i rummet spiller en hovedrolle. Et eksempel er f.eks. filmen ”Passengers” fra 2016 med Jennifer Lawrence og Chris Pratt i hovedrollerne. Her er et rumskib på vej med en last kolonister, der ønsker at slå sig ned på en ny planet. Undervejs vækkes en af passagererne ved et uheld. I starten forsøger han at rette fejlen og komme tilbage til søvnen, men da det mislykkes, bliver ensomheden til sidst for meget for ham, og han vækker endnu en passager.
En anden slags rumrejsefilm er ”Interstellar” fra 2014, hvor en gruppe astronauter rejser til den anden ende af galaksen for at prøve at finde et nyt hjem til erstatning for den ødelagte jord. Her må astronauterne leve med visheden om, at de måske ikke vender tilbage til jorden. ”Interstellar” er instrueret af instrueret af Christopher Nolan og vandt bl.a. en Oscar for sine visuelle effekter. Det er også en utrolig smuk og eftertænksom film.
En gammel klassiker
Til slut vil jeg også nævne verdens (måske) første science fiction film, ”Himmelskibet” som Nordisk Film udsendte i 1918. Historien handler om den italienske soldat Ercole Sabene. Under 1. verdenskrig er han tæt på at blive dræbt under et angreb, men i stedet vågner han op et fremmed sted, som viser sig at være et rumskib. Her møder han en række andre soldater fra forskellige lande, som alle er deserteret og nu er på en fantastisk rejse til Mars. Deres drøm er at finde en verden, hvor de kan leve i fred og broderskab. Efter en lang og farefuld rejse lykkes det dem at lande på Mars, som bebos af et æstetisk udviklet folk, men er deres Utopia også menneskets?
”Himmelskibet” kan ses via Filmstriben, og udkom også som bog i 1921. Både filmmanuskript og bogen skrevet af Sophus Michaëlis, og bogen udkom i en ny udgave ved Science Fiction Cirklen i 2008 med et interessant efterord af Niels Dalgaard.
Artiklen har tidligere været publiceret i Horsens Posten.
Links:
(2) https://www.bis-space.com/2012/03/23/4110/the-ultimate-migration