The raven cycle af Maggie Stiefvater

23.03.18
Hvis du ikke er kommet i gang med The Raven Cycle endnu, er det et godt tidspunkt at gøre det. Det er en meget stemningsfuld YA-fantasy-serie, som jeg varmt vil anbefale, og nu er seriens anden bog, Drømmetyvene, lige udkommet på dansk. I løbet af seriens anden bog bliver historiens magiske elementer mere tydelige, Ronan viser en ny side af sig selv, jagten på sagnkongen Glendower spidser til og tiltrækningen og anspændelsen imellem Blue og ravnedrengene forstærkes.

Lad dig ikke narre, hvis du har læst Maggie Steifvaters andre bøger. Jeg synes, The raven cycle er helt anderledes. Især i starten er plottet meget underspillet. Hvis du som mig har læst masser af YA og fantasy og synes, at de begynder at minde om hinanden, så kast dig over The raven cycle. Den er ikke som alle de andre!

For at være helt ærlig, blev jeg ikke rigtigt fanget af handlingen i løbet af hele første bog. Det var snarere stemningen og universet, der ikke ville slippe mig, så da 2’eren kom, blev jeg nødt til at gå i gang straks.

Blue er datter af en familie af sære, synske kvinder, hun er selv den eneste i familien uden clairvoyante evner. Hun har altid fået at vide, at hvis hun kysser sin store kærlighed, vil han dø - det lyder som mange andre romantiske YA-bøger og man ved hurtigt, hvem der skal forestille at være hendes ”store kærlighed”, men det er heldigvis ikke det der er det primære plot i serien. Det svæver i baggrunden og kommer først til rigtigt at fylde i de senere bøger.

Blue møder Ravnedrengene, som er fire rige, arrogante privatskoledrenge, som hun uforklarligt tiltrækkes af, så hun begynder at hjælpe dem i deres søgen efter den britiske sagnkonge, Glendower. Det siges, at den som finder ham, får opfyldt et ønske og det er dét ønske, drengene er ude efter. Men i lang tid giver det ikke rigtig mening, hvorfor en gruppe privilegerede drenge vil risikere deres liv for at få et ønske opfyldt.

Bogens stemning er den, der opstår, når drømme og virkelighed bliver blandet sammen - og det er ikke sikkert, at det er en god drøm. Eller når de alle fem sidder tæt sammen i den bølgende sydstatsvarme i Ganseys gamle, hostende Camaro, imens de mundhugges og i hemmelighed længes efter forskellige ting.

Gansey er charmerende og karismatisk, Adam er sammenbidt og ambitiøs, Ronan er grov, Adam er sørgmodig og Blue har svoret aldrig at hænge ud med typer som dem.

Nogle serier mister intensitet efterhånden, som der kommer flere og flere bøger. The raven cycle skriver snarere sig selv og læseren varm, jo længere man kommer. Så hop på – læs Ravnedrengene og spring straks videre til Drømmetyvene.

Serien består af i alt 4 bøger, hvoraf de sidste 2 endnu ikke er oversat dansk.

Tags
Materialer