"Rakelsminde" af David Garmark og Stephan Garmark

Rakelsminde af David Garmark og Stephan Garmark

15.01.18
Står dommedag for døren eller er der en naturlig forklaring på de mange mærkelige hændelser, der hjemsøger den lille by Rakelsminde?

Tea Ehlers er træt af journalistiske skodopgaver. Seneste har hun måtte høre på en lokal konspirationsteoretiker, der er overbevist om, at regeringen – eller rettere skyggerne bag regeringen – skjuler sandheden for os. Nu trænger hun til en god historie.

Så da hendes redaktør sender hende ud for at dække et yderst opsigtsvækkende selvmord, burde hun være spændt. Men desværre kender hun selvmorderen, for hun er selv vokset op i den lille by, Rakelsminde, hvor tragedien fandt sted.

For flygtningen Sayid er Rakelsminde svaret på en række håb og drømme. Han er flygtet fra Syrien, hvor han mistede sin kone og sine to døtre i borgerkrigen. Efter han kom til Danmark, har han gjort alt for at lære sproget, og nu har han købt et lille hus i Rakelsminde. Han har dog ikke været der længe, før han opdager, at byen ikke er så idyllisk endda.

Hvad er det, der gemmer sig i den døde zone, der grænser op til byen? Hvordan kan Elnas garnhus pludselig forsvinde? Hvad betyder de grusomme lydbølger, der brager gennem byens gader og gør beboerne vanvittige? Og hvilke hemmeligheder gemmer sig i Sayids fortid?

Udover Tea og Sayid præsenteres vi også for den darwinistiske pastor Grøn; lederen af Jesu Salige, Jacub Abraham Borg; den enfoldige lokale betjent Preben Gøttsche samt Kain Ollin, en undseelig ung mand med en ganske særlig evne.

Lige fra jeg første gang så Mikkel Henssels stemningsfulde forside, har jeg glædet mig til at læse "Rakelsminde". Og heldigvis blev mine forventninger ikke skuffet. Historien er actionfyldt og velskrevet, og tempoet er højt hele vejen.

Forlaget kalder romanen for en spændingsroman, mens brødrene selv betegner den som en mysterythriller. Det er da også lidt af en genrehybrid med sine islæt af horror og science fiction, men accepterer man romanens præmisser, så garanterer jeg nogle timers forrygende underholdning. Jeg var i hvert fald fuldstændig solgt under læsningen og kan kun anbefale "Rakelsminde".

(anmeldt til Gyseren.dk)

Tags
Materialer