Fyrtårn på Sprogø

Racehygiejne i Danmark i 1900-tallet

13.01.10

Ægteskabsforbud, internering og sterilisering. Racehygiejne i Danmark? Kan det nu virkelig passe? Er racehygiejne ikke noget med apartheid i Sydafrika eller nazisternes illusion om en arisk race?

Af Lea H. Poulsen

I Danmark har vi ikke været forskånet de racehygiejniske tanker og ideer, der gik ud på at begrænse arvelige sygdomme for at beskytte den samlede befolkningskvalitet. Racehygiejne kaldes også arvehygiejne, som i og for sig mere præcist beskriver, hvad det drejer sig om. Men i begyndelsen af 1900-tallet, var det udtrykket racehygiejne, man brugte.

Det er faktisk ikke særlig længe siden, at der i Danmark blev indført love om ægteskabsforbud, internering og sterilisering, som skulle beskytte den samlede danske befolkningskvalitet. Vi skal blot tilbage til begyndelsen af 1900-tallet for at finde de racehygiejniske strømninger i Danmark, hvor man var overbevist om, at åndssvage, sindssyge og andre ”mindreværdige” individer var til fare for befolkningskvaliteten på grund af deres dårlige gener. Man antog nemlig dengang, at bl.a. åndssvaghed og sindssygdom var arveligt, og derfor var det nødvendigt at forhindre disse grupper i at få børn. Som følge heraf forbød man de ”mindreværdige” mænd og kvinder i at gifte sig med hinanden, spærrede dem inde på isolerede ø-anstalter eller fik dem steriliseret.

Min interesse for emnet opstod, da jeg for et par år siden, så et indslag i fjernsynet om en kvindeanstalt på Sprogø. For mig virkede det helt absurd, at der for blot 50 år siden blev interneret kvinder på en ø midt ude i Storebælt. Hvem var disse kvinder, hvorfor blev de sendt til Sprogø, og hvad var det der racehygiejne for noget? I håb om at finde svar på mine spørgsmål, begyndte jeg at grave alle de bøger frem, der beskæftiger sig med racehygiejne i Danmark og Sprogø kvindehjem.

De bøger jeg fandt, viste sig at være sprængfyldte med interessante og gruopvækkende historier. Bøgerne giver et indblik i, hvordan det danske samfund var præget af racehygiejniske ideer i første halvdel af 1900-tallet.

Når man læser disse bøger, kan man hurtigt blive forarget over, at racehygiejniske tiltag som isolering på ø-anstalter og sterilisering i det hele taget blev gennemført i Danmark. Fagbøgerne giver dog også et bud på, hvorfor læger og politikere i Danmark handlede, som de gjorde.

Deres hensigt var nemlig ikke at være onde eller straffe de ”mindreværdige”, men derimod at beskytte resten af samfundet imod de defekte gener. Men derfor kan man jo stadig være uenig i de tiltag, der blev besluttet.

Fagbøger om dansk racehygiejne

Der findes ikke overvældende mange fagbøger om racehygiejne i Danmark. De to fagbøger, som jeg vil præsentere er dog virkelig velskrevet og dybdegående. De kan varmt anbefales, hvis man er interesseret i at vide mere om racehygiejne i Danmark.

Historiker Lene Koch har skrevet fagbøgerne ”Racehygiejne i Danmark 1920-56” og ”Tvangssterilisation i Danmark 1929-67”.

I ”Racehygiejne i Danmark” giver forfatteren en grundig og detaljeret fremstilling af racehygiejnens historie i Danmark.

Forfatteren beskriver racehygiejnens oprindelse, og hvilken indflydelse den havde på vedtagelsen af ægteskabslove, interneringslove og steriliseringslove i Danmark i første halvdel af 1900-tallet. Bogen giver et indblik i, hvordan danske politikere i begyndelsen af 1920’erne ønskede at højne befolkningskvaliteten ved hjælp af et antal racehygiejniske love, der skulle forhindre, at personer fra visse grupper af samfundet, formerede sig.

I bogen ”Tvangssterilisation i Danmark 1920-67” undersøger Lene Koch dansk sterilisationspraksis på baggrund af 13.000 danske sterilisationssager. Forfatterens undersøgelse dokumenterer, at tusindvis af danskere blev tvunget til at lade sig sterilisere. Bogen gennemgår motiver og begrundelser for, hvorfor det blev anset som nødvendigt, at tvinge arveligt belastede personer til at blive opereret. Det er både uhyggelig og spændende læsning, der afslører de nærmere omstændigheder bag de mange sterilisationer i Danmark, der blev udført af racehygiejniske årsager.

Udstødt og isoleret på en ø-anstalt

En af de mere ekstreme konsekvenser af de racehygiejniske strømninger var oprettelsen af to isolerede ø-anstalter på henholdsvis Livø og Sprogø. Begge ø-anstalter hørte under ”Den Kellerske Åndssvageanstalt” i Brejning ved Vejle. Tanken bag ø-anstalterne var, at ved at isolere de lettere åndssvage kvinder og mænd på en ø, var det umuligt for de indsatte at flygte fra anstalten og sprede deres dårlige gener i samfundet.

Faktisk blev det på daværende tidspunkt anset som en human måde at behandle lettere åndssvage på. På en ø-anstalt ville de indsatte få langt mere frihed end på anstalterne på fastlandet, hvor de var under konstant overvågning pga. frygten for flugtforsøg.

Livø-anstalten åbnede i 1911 og husede åndssvage kriminelle mænd.

På Sprogø oprettes i 1923 et kvindehjem for lettere åndssvage kvinder, der ifølge de lægelige eksperter, ikke kunne styre deres seksualitet.

Blandt de indsatte på Sprogø var også prostituerede og adfærdsvanskelige kvinder, som man antog hørte under kategorien lettere åndssvag. De to ø-anstalter lukkede begge i begyndelsen af 1960’erne.

Birgit Kirkebæk har skrevet to fagbøger om anstalterne på Livø og Sprogø.

I ”Letfærdig og løsagtig – kvindeanstalten Sprogø 1923-1961” gennemgår forfatteren, hvorfor ø-anstalten blev oprettet. På baggrund af 18 kvinders journaler fra ø-anstalten viser forfatteren desuden, hvem der blev indsat på Sprogø, og hvordan opholdet på ø-anstalten var. Forfatternes brug af de 18 journaler gør bogen levende og nærværende for læseren. Er man interesseret i at vide mere om Sprogø kvindeanstalt, kan ”Letfærdig og løsagtig” helt klart anbefales.

I ”Defekt og deporteret – Livø-anstalten 1911-1961” sætter Birgit Kirkebæk fokus på ø-anstalten på Livø. Forfatteren undersøger bl.a. baggrunden for Livø-anstaltens etablering, og hvordan det var at være indsat på ø-anstalten. Bogen er ligesom ”Letfærdig og løsagtig” spændende læsning, og begge bøger afdækker et område af dansk historie, som kun få har beskæftiget sig med.

Romaner

Er man mere interesseret i at læse romaner, der beskæftiger sig med konsekvenserne af de racehygiejniske tanker i Danmark, er der tre bøger, der er værd at læse. De tre romaner handler alle om kvinder, der var interneret på Sprogø kvindeanstalt i 1930’erne eller 1940’erne og følgerne heraf.

Romanerne giver læseren mulighed for at leve sig ind i, hvordan det var for kvinderne at være indsat på Sprogø anstalten, og hvilke følger ø-opholdet kunne have for de indsatte kvinder og deres familie.

”Cicerone – en pige på Sprogø” er skrevet af musiker, forfatter og foredragsholder Andreas P. Nielsen. Romanen handler om kvinden Cicerone, der som ung pige kommer i tjeneste på en herregård i 1930’erne. Efter godsejerens voldtægt, der resulterer i en graviditet, anbringes Cicerone mod sin vilje på Sprogø kvindehjem.

Cicerones fortælling beretter om hendes ophold på ø-anstalten, savnet efter den bortadopterede datter, og hvordan hun forsøger at tage hævn over den godsejer, der var skyld i hendes internering på Sprogø. Romanen er enkel og ligetil at læse. Læseren drages ind i Cicerones historie, der byder på både op og nedture for hovedpersonen.

Romanen ”Cicerones datter – arven fra Sprogø” er også skrevet af Andreas P. Nielsen, og er en fortsættelse af ”Cicerone – en pige på Sprogø”. I romanen følger læseren Cicerone, der nu er blevet gift og har fået sin bortadopterede datter Marie Louise tilbage. I den anden bog om Cicerone får læseren en rigtig god beskrivelse af, hvilken effekt opholdet på Sprogø kvindehjem kan have haft på de indsatte kvinder. Cicerones skam og skyldfølelse over at have været en Sprogø-pige er tydelig i bogen, og læseren få også et indblik i, hvordan datteren Marie Louise præges af denne skam.

Vibeke Marx har skrevet romanen ”Skygger fra Sprogø”. Bogen handler om følgerne af kvinden Magdas ophold på Sprogø kvindeanstalt for hende selv samt hendes børn og børnebørn. Romanen er opdelt i to dele. I første halvdel følger læseren outsideren Magda, der som barn fjernes fra sin fattige mor og uretmæssigt anbringes på ”Den Kellerske Åndssvageanstalt” i Brejning. Da Magda bliver ældre overføres hun til kvindehjemmet på Sprogø. Under opholdet bliver hun gravid, men hun må ikke beholde drengen, som bortadopteres.

I anden del af romanen er hovedpersonen Ursula, der er Magdas barnebarn. Ursulas opvækst er præget af familiens fortielser om farmoderens ophold på Sprogø, og romanen beskriver Ursulas kamp for at finde sig selv. Romanen er et godt eksempel på, hvordan en families fortielser og traumer har konsekvenser for senere generationer.

Hvis du ligesom jeg er blevet grebet af historien om racehygiejne i Danmark og følgerne heraf, så kan alle de præsenterede bøger lånes på Horsens Bibliotek. Jeg er sikker på, at jeg ikke er den eneste, der finder emnet spændende og temmelig rystende. Rigtig god fornøjelse!