Pigen fra Vejstruplund af Morten Møller

Pigen fra Vejstruplund af Morten Møller

02.05.22
Interessant dokumentarisk roman fra Vejstrup Pigehjem, Danmarks første statslige opdragelsesanstalt for piger

Vejstrup Pigehjem blev taget i brug i 1908 og lukkede igen i slutningen af 1950'erne. Beboerne var unge kvinder mellem 16-21 år, der enten var kriminelle, prostituerede eller tvangsfjernet osv.

"Pigen fra Vejstruplund" fortæller historien om en ung kvinde, der vokser op på Nørrebro med en far, der drikker og siden forsvinder, og en mor med psykiske problemer. En lidt ældre pige introducerer hende for muligheden af at tjene penge på at gå i seng med mænd, og som 17-årig begynder hun hos en bordelmutter i Nyhavn. En dag dukker sædelighedspolitiet dog op:

"Fra den ene dag til den anden blev jeg en del af Børnesagen, af samfundets stigende fokus på de børn og unge, der brød med normerne og trængte til opdragelse snarere end til klassisk afstraffelse. Med udgangspunkt i børnelovgivningens ånd og tanke lå løsningen ligefor: Jeg blev dømt til statslig omsorg. Uden officiel domsafsigelse, uden strafudmåling, men med forbedring af mit påståede vanskelige og uregerlige sind som det erklærede mål." (side 40)

Hvor flere af de unge kvinder bliver glade for opholdet på Vejstruplund, føler hovedpersonen sig fanget og umyndiggjort, og tiden på opdragelsesanstalten giver hende ar på sjælen for resten af livet.

Morten Møller blander i "Pigen fra Vejstruplund" fiktion med historiske kilder og inddrager straffeprotokoller og journalsager fra Vejstrup Pigehjems omfattende arkiv. Via sin fiktive hovedperson, der skriver historien ned i tilbageblik til sit barnebarn, hører vi om den danske stats behandling af ”faldne kvinder” i 1930'erne. Romanen giver både indblik i de idealistiske overvejelser bag lovene, men også hvordan virkeligheden kunne kollidere med principperne, når ansatte og læger så forskelligt på sagerne.

Anbefales.

 

Materialer