På træk af Kamilla Hega Holst

På træk af Kamilla Hega Holst

29.06.15
En isnende, mystisk og grænseoverskridende roman om utroskab, moderrollen og en 87-årig kaptajn i Thailand

Kaya og Carsten er et ungt par, som lever et ret boheme-agtigt ansvarsløst liv. De har to børn, som vokser op med forældre, der jævnligt ryger pot og drikker sig helt ud i hegnet. Fortællingerne om Kaya, Carsten og deres nærmeste venner er på en gang det ene spor i romanen, men også baggrundshistorien for romanens andet spor.

Her har Kaya forladt sine børn og er rejst til Thailand for at bo hos sin rige bedstefar, kaptajnen. Hun er "langt ude" ved ankomsten men får efterhånden mere hold på sig selv. Morfaderen er syg og gammel, men passes omhyggeligt af en thailandsk kvinde Mali. Jeg har svært ved at forstå forholdet mellem bedstefaderen og Mali, og jeg har også rigtig svært ved at forstå Kaya.  Der er grotesk morsomme passager i romanen, men samtidig ligger der en isnende kulde i beskrivelse af livet og den underliggende fascination af mere eller mindre perverteret sex.

Forfatteren har tidligere i 2010 udgivet "En kærlighedshistorie", som handler om Laura, der indleder et kærlighedsforhold til den ældre mand, der bor i lejligheden ovenpå og romanen "Sort" i 2012, som handler om en 37-årige meget fed kvinde, hvis kæreste feder hende op og tænder seksuelt på hendes meget store krop. 

Kamilla Hega Holst har netop med den aktuelle roman vundet en pris for året bedste skønlitterære udgivelse. Det er den nystiftede "Blixenprisen" , som giver:

"En Blixen for årets skønlitterære udgivelse – The Blixen Literary Award – gives til en dansk forfatter, der med sit litterære virke har udvist exceptionelt talent og er aktuel med en skønlitterær udgivelse, som vurderes at have internationalt potentiale."

Materialer