'På hovedet'-dag og stinkende vittigheder

15.09.21
Marianne Bjergø fortæller om nogle af de nyindkøbte børne- og ungdomsbøger. I denne uge handler det bl.a. om en 'på hovedet'-dag og stinkende vittigheder.

Du kan lytte til ugens podcast her (eksternt link)

"Joke battle" af Sandra Schwartz er en graphic novel for børn på mellemtrinnet om venskab og drilleri og forskellen på at lave sjov og mobbe.

Alle børnene havde humor. Undtagen Frank. Hans vitser stank. Sådan udfordres Frank til at battle på jokes. Frank har ikke lyst, for Asger vil altid drille og gøre nar. Heldigvis samler Frank mod og får sagt fra over for mobning. 

Bogen er sjov og let læst og åbner op for samtale i klassefællesskaber eller med venner om at turde sige fra over for mobning. Bogen vil også være oplagt at arbejde ud fra i folkeskolens yngste klasser i forbindelse med emner om mobning, humor og graphic novels. Bogen er humoristisk illustreret og indeholder en masse sjove vittigheder og lever fuldt ud op til første bind i serien "Friends i fjerde", - den hedder ”Kun For sjov”. Illustreret af Anja Gram.

"Drages skøre dag" af Dav Pilkey fortæller om Drages skøre morgen, hvor rengøring, havearbejde og indkøb er vendt helt på hovedet. Fx læser Drage et æg og steger sin avis, og da han køber ind, kan maden ikke være i Drages bil, så han må spise af den og så kan han ikke selv være i bilen. 

Dejlig kapitelbog om den søde drage - bagerst i bogen er der trin-for-trin-vejledning til at tegne Drage. Det er en fin og sjov historie, der kan bruges til oplæsning for børn i børnehavealderen, og til børn i indskolingen, som også selv kan læse den.

"Sov godt, Lille Ræv!" af Hanna Bergenkull. Forfatteren er søvncoach, og bogen er en godnathistorie, der også giver input til gode sovevaner. Bogen har to spor hvor det ene er til den voksne med teori om søvn og søvnvaner. 

Det andet er en sød historie om Lille Ræv, der skal puttes af Store Ræv, og Lille Ræv kan ikke falde i søvn. Metoden, bogen bygger på, illustreres i historien og der er er en grundig forældreguide til, hvordan man får indarbejdet en god søvnrytme allerede fra barnets fødsel. Historien er er smukt illustreret af Maria Trolle.

"Billy, Sulajma og Jack og mysteriet om en heks" af Sabine Lemire er tredje bind i serien om vennerne Jack, Billy og Sulajma, der skal løse et nyt mysterium.

Der flytter en ny dame ind i huset, hvor Jack, Billy og Sulajma bor, og de tre venner mistænker hende for at være en heks. Hun har krogede hænder og en stor næse, og så lugter der mærkeligt på trappe ud for hendes lejlighed. Det er da tydelige tegn på at hun er en heks, er børnene overbevist om, men måske er det børnenes meget livlige fantasi, der spiller ind? Bogen er letlæst og med livlige og farverige illustrationer af Jenz Koudahl.

"Alcatraz mod de onde bibliotekarer" af Brandon Sanderson er en anderledes og humoristisk fantasy historie for de 12-13 årige.

Plejebarnet Alcatraz Smedry får på sin 13 års fødselsdag, tilsendt en pose med sand med posten. Det er en arv fra hans forsvundne forældre. Det er ikke helt almindeligt sand, der er i pakken og sandet stjæles fra Alcatraz af de onde bibliotekarer, der er de hemmelige herskere over Tyslandene - lande som USA, England og Danmark. Alcatraz og gruppen af frihedskæmpere sætter sig for at stoppe bibliotekarerne, før de med sandet bliver eneherskere over de frie kongeriger. Tempofyldt historie med masser af action, magi og humor. 
 

Materialer