Ormeføde af Irene S. Rasmussen

Journalisten Regitze sættes på en artikel, der skal følge op på vanrøgtssag, hvor et barn døde, efter at kommunen havde forsømt at følge op på op til flere indberetninger fra familiens tidligere bopælskommune. Sagen er grusom i sig selv, og oveni vækker den ubehagelige minder om Regitzes barndom. Men samtidig giver den hende måske en chance for at gøre op med fortidens dæmoner …

“Ormeføde” er endnu en vellykket kortroman i Kandors serie om Satan, denne gang med temaet ondskab og selvtægt. Regitze har oplevet slemme ting i sin barndom, og da hun som voksen får muligheden for at holde nogen til ansvar, gør hun det, uden skelen til om det er rigtigt eller forkert.

For fortjener folk, der mishandler deres børn ikke en hård straf? Bør de ikke udsættes for det samme, som de har gjort ved deres børn? Og hvad med den sagsbehandler der overså alle tegn og begik pligtforsømmelse, bør hun ikke også straffes? Hvorfor skal hun fortsat have et liv, når barnet ikke har?

Eller er der også en anden side? Er der formildende omstændigheder for forbrydelserne? Er et øje for et øje altid den mest passende straf? Og hvis det er – hvad så med den der udfører straffen? Er vedkommende så ikke også skyldig? Bliver hævnen måske til ondskab?

Irene S. Rasmussen stiller i sin historie spørgsmålet, om det er resultatet af en handling eller intentionen bag den, der afgør, om handlingen er ond. Hun sætter på en letforståelig facon de etiske spørgsmål i spil, og kommer på de blot 70 sider  fint omkring mange aspekter af det komplekse spørgsmål. For kan man overhovedet generalisere begrebet ondskab?