Om superhelte og Oscar vindere

16.07.21
Velkommen til en uge med tegneserier og film, der tager os med fra superhelte til Oscar vindere

Lyt til ugens podcast her (eksternt link)

Vi starter med tegneserierne, som i denne uge byder på superhelte og ekstraordinære eventyr

Allerførst skal vi en tur til Marvel-universet med tegneserien ”Frygtens spind” som bl.a. har Dan Slott og Giuseppe Camuncoli som forfatter og illustrator.
Tidligere på året kom ”Parker-heldet, og ”Frygtens spind” er fortsættelsen hertil. Peter forsøger at finde sig til rette med Anna Marconi og Cindy Moon i sin lejlighed, men som sædvanlig står superskurkene i kø til at få tæv, og denne gang må Spider-Man kæmpe mod den superstærke Kree Minerva sammen med Ms. Marvel. 
”Frygtens spind” er endnu et flot og lækkert bind i serien, som vil appellere til fans af moderne superheltetegneserier.

Og vi holder os i Marvel-universet.
I ”Ikke helt almindelig” skrevet af G. Willow Wilson og tegnet af Adrian Alphona bor teenageren Kamala med sin pakistanske familie i nærheden af New York. Hun bruger sine dage på skole, familie og venner, men en dag giver en mystisk tåge hende superkræfter, og hun aner straks muligheden for at blive superhelt ligesom sin store helt Captain Marvel. Det er dog ikke helt let, når ens forældre er overbeskyttende og man både skal passe den almindelige skole og koranskolen om lørdagen.
Lektøren kalder serien om Kamala sjaskcharmerende, og så er Kamala den første muslimske Marvel-helt. Seriens forfatter er også selv muslim, så det er et meget nuanceret og realistisk billede af en moderne, muslimsk familie, der skildres. 

Ugens sidste tegneserie, ”Wanted: Lucky Luke”, er skrevet og tegnet af Matthieu Bonhomme og tilhører serien "Et ekstraordinært eventyr". Her får serieskabere lov til at ’lege’ med andres universer, og Bonhomme, som også stod bag ”Manden der skød Lucky Luke”, kaster sig for anden gang over western-helten Lucky Luke.
Luke er af uvisse årsager eftersøgt, og rigtig mange vil gerne have fingre i dusøren. Samtidig får han travlt med at hjælpe en gruppe kvægdrivende kvinder, der er på vej igennem fjendtligt indianerland.
Stilen er mere realistisk end i hovedserien, og der er ikke så meget fald-på-halen-komik.
Det er dog stadigvæk en underholdende og farverig westernhistorie, der især kan nydes for de dynamiske og veldrejede tegninger, der både er tro mod universet og genopfinder det.

Det blev også til en enkelt film: ”Judas and the Black Messiah” som er instrueret af Shaka King.
I 1960'ernes Chicago er borgerrettighedsbevægelsen ved at blive en politisk faktor, som bekymrer myndighederne. De Sorte Pantere vækker især opmærksomhed, for de forsøger at samle de forskellige paramilitære borgerrettighedsgrupper for at skabe maksimal politisk opmærksomhed om undertrykkelsen af minoritetsgrupper. I et forsøg på at splitte bevægelsen ad sender FBI en muldvarp ind i hjertet af panternes organisation i skikkelse af den småkriminelle svindler William, der står til en længere fængselsstraf. På den ene side undgår William at komme i fængsel, men på den anden side er han med til at underminere en bevægelse, som han langsomt får mere og mere sympati for.
Lektøren beskriver ”Judas and the Black Messiah” som et intenst drama, der giver et godt indblik i den afroamerikanske borgerrettighedsbevægelse. Filmen vandt da også to Oscars, bl.a. for Bedste Mandlige birolle.


Det var de tegneserier og film, jeg havde udvalgt i denne uge. Forhåbentlig var der også noget for dig.

Mit navn er Jette Holst. Jeg håber vi høres ved …
 

Materialer