Om mennesker og forfattergerningens skyggesider

02.11.21
Hver uge fortæller bibliotekar Janus B. Andersen om den nyindkøbte faglitteratur, og i denne uge bringer det os omkring en del biografier, forfattergerningens bagsider, gode råd til forældre, hjemmelavet juleslik og lidt strik.

Lyt til ugens podcast her (eksternt link)

Dette er jo en podcast, der generelt løfter hatten ad folk, som kan skrive bøger - så det er naturligvis også interessant, når nogen skriver om jobbets skyggesider. Og det har Steen Langstrup gjort i "Forfattersind: interviews og tanker om drømmejobbets bagsider". Det er en bog, som handler om Langstrups egne erfaringer, men hvor han også interviewer nogle af sine kolleger, så man hører fra folk som Jussi Adler-Olsen, Katrine Marie Guldager og Peter Øvig. Med et stadig stigende antal udgivelser og forfattere på dansk er det nok en bog, der er værd at læse.

Og så har jeg valgt en lidt særlig biografi - de store navne skal jo nok nå hurtigt ud til læserne, men Jesmyn Wards forfatterskab er den slags, der ligger og simrer og roligt når ud til flere og flere læsere. Hun har tidligere udgivet to romaner på dansk, men nu er det blevet tid til "Mænd vi høstede: memoirer". Den handler om Wards eget liv, men er bygget op omkring fem mænds tragiske død. Det er en bog, der følger forfatteren, naturligvis, men gennem hende giver et portræt af det amerikanske samfund og nogle af de linjer, der skiller rig fra fattig. Og jeg tror, at det er en bog til dem, som gerne vil læse biografier med noget gods i.

Wards bog er ikke helt blevet opdaget endnu, men det er der en del andre biografier, der er, så dem får I lige her. Holger K. Nielsen, tidligere formand for Socialistisk Folkeparti og politiker gennem mange år, har skrevet sine erindringer under titlen "Det var det værd". Det er naturligvis en bog om Holger K. Nielsen, men en, der fokuserer på politikken og ikke så meget på privatlivet - det er, som undertitlen siger, et "politisk tilbageblik".

Thomas Rathsack er også et kendt navn, blandt andet for den tidligere selvbiografiske "Jæger – i krig med eliten", men også en del spændingsromaner. Nu er han tilbage til at skrive om sig selv og formidle sine erfaringer med at have den rette attitude. Det er blevet til bogen "Attitude: brug din mentale ammunition", der blander erindringer og selvhjælp.

Fra jægersoldaten går vi til kendisfrisøren - Tage Frandsen (der i parentes bemærket voksede op i Horsens) er frisør for de kendte og har oplevet et og andet gennem sit liv. Det har Kasper Iversen interviewet både ham og hans omgangskreds om, og det er blevet til bogen "Tage Frandsen: historien om Danmarks første kendisfrisør". Så man vil også finde navne som Dennis Knudsen og Janni Spies heri. Til de læsere, der gerne vil have lidt drama og glamour.

Sidst i biografierne komme Nadja Engsig, der er kendt fra TV2-programmerne ”Nadja og de 170 kilo” og “Nadjas farvel til de 170 kilo”. Hun har nu skrevet om sig eget liv i "Nadja og de 170 kilo: sandhed kommer indefra", som er en bog om at vokse op med dårlige forudsætninger, men alligevel rejse sig. "En læseværdig og velskrevet biografi fra Underdanmark som vil være en eksemplarisk støtte og inspiration for mange, " siger lektøren.

Og apropos den hårde opvækst, så er der to nye titler ude, som fortæller, hvordan man gør opvæksten god for sine egne børn. Først har vi Philippa Perrys bog med en vidunderligt lang titel: "Bogen du ville ønske dine forældre havde læst: (og som dine børn vil blive glade for at du har læst)". Perry er psykoterapeut og brevkasseredaktør og skriver om, hvordan man får et godt forhold til sine børn og bidrager til, at de bliver sunde mennesker - og eventuelt undgår, at ens egen opdragelse står i vejen.

Sofie Münster skriver om de små børn i 0-5-års-alderen i sin bog: "Den bedste start på livet: hvordan du knytter det stærkeste bånd til dit barn". Her handler det om tilknytning, og Münster leverer en bog, som anbefales især til førstegangsfødende, der kan være ved at drukne i et hav af gode og til tider modstridende råd.

Med de mere alvorlige emner på plads skal der også være tid til at slappe af. Der kan Martin Wiese hjælpe med "Hjemmelavet juleslik". Han er kendt fra tv-programmet "Sukkerchok" - og nåja, den titel fortæller nok alt, hvad man behøver vide om den bog. I al fald, hvis man har en sød tand.

Og til sidst er der også lidt strik til afslapningen. Kristine Sloth har "Strik på budget" , der leverer 13 opskrifter på alt fra scrunchies til vest i patentstrik. Sloth har selv brugt strikketøjet som stress-terapi, så fokus er på afslapningen, og der er til både begyndere og erfarne strikkere.

Til sidst har vi "Knitting for Olive: klassiske og tidløse strikkeopstrifter" af Pernille Larsen og Caroline Larsen. 20 opskrifter på toppe, bluser og sweatre. Og her taler vi en lækker coffee table-bog til de mere erfarne strikkere.

Materialer