Olive, igen af Elizabeth Strout

10.12.20
Jeg forelskede mig en lille smule i Olive Kitteridge for 10 år siden

Elizabeth Strouts første roman om Olive udkom på dansk i 2010. Forfatteren vandt Pulitzerprisen for romanen ”Olive Kitteridge”, og den er siden blevet filmatiseret med Francis McDormand i hovedrollen.

Olive er en stor og barsk pensioneret matematiklærer fra den lille by Crosby i staten Maine. Hun er en kvinde, som ofte skræmmer folk væk ved første bekendtskab, fordi hun siger hvad hun mener helt uden omsvøb. Både romanen ”Olive Kitteridge” og opfølgeren ”Olive, igen”, som netop er udkommet her i efteråret 2020, består af kapitler, som kan læses enkeltvis som noveller.

Et af kapitlerne handler f.eks. om et familiebesøg, hvor Olive har inviteret sin søn, hans kone og de fire børn i familien. Olive har meget dårlig kontakt med sin søn, og besøget bliver en tåkrummende pinlig affære, som tydeligt viser hvor lidt føling Olive har med den unge familie. Særligt svært bliver det for Olive at få fortalt sin søn, at hun vil gifte sig med Jack og sælge barndomshjemmet.

Mange af kapitlerne handler om Olive og Jack, som begge er langt oppe i 70’erne. De forelsker sig i hinanden og finder sammen i et kærlighedsforhold. Begge har de mistet en ægtefælle, og savner hver især omsorg og kærlighed. De gifter sig, og Olive flytter ind i Jacks hus. Det er en hjertevarm og skøn kærlighedsfortælling.

Novellerne udgør et hele og handler om kærlighed og familieliv. Romanerne tegner et kærligt, rørende, humoristisk, underspillet portræt af mennesker i en amerikansk provinsby. Meget velegnet til snak i en litteraturklub og til oplæsning. 
 

Materialer