Øjne at se og græde med - om Oradour-sur-Glane

På sådan en tidlig forårsdag med skyfri himmel burde der have været lyde af fugle i de nøgne træer. Der burde have været dufte.

Hvis det var tilfældet, trængte ingen af delene igennem. I stedet var der en smagløs, kølig luft, der var den samme respekt for tavshed, som man udviser i kirker og på biblioteker. 

Jeg var atten år gammel, alvorligt forelsket for første gang og demonstrativt dyster med T.S. Eliots The Wasteland fastklemt under armen. Jeg troede måske nok på poesien, men ikke på så meget andet - da slet ikke på historiens vingesus.

Fem timer senere var dét forandret. Og hvis livet virkelig er en fugl, som den norske forfatter Erik Fosnes Hansen skriver et sted, fløj dén fugl væk fra sydvestfranske Oradour s/Glane, lørdag eftermiddag den 10. juni 1944. Netop da 3. kompagni af 1. bataljon af regimentet Der Führer, under panserdivisionen Das Reich, drejede til højre ved Denys vinlager. 

Ind mod byen.

Sort magi

En turistbus, som den vi selv ankom med for en halv time siden, kører op til indgangen. Passagererne er endnu en skoleklasse. Tysk, denne gang. Klokken er 9.30, der er stadig dug i luften. De unge mennesker vakler ud af bussen, strækker sig, skraber i gruset med fødderne. Nogle ryger, andre gaber og misser med øjnene mod lyset. Der tales lavmælt, fordi det ligger i situationen, i geografien. Kort efter følges vi ad ind i byen. 

"For nylig fandt jeg et fotografi
af deres major. Han var en ung,
solbrændt mand med et stærkt smil..."

Vi er teenagere. Præcis som størstedelen af de menige soldater, der myrdede løs i byen dengang. For nylig fandt jeg et fotografi af deres major. Han var en ung, solbrændt mand med et stærkt smil og en imponerende udstråling. Kasketten sad kækt på skrå, blikket var direkte og udfordrende, for Sturmbannführer Adolf Rudolf Reinhold Diekmann var kun toogtreidve dengang. Han var stadig feberagtig pligttro i krigens skinnende parallelunivers. Ingen tvivl, ingen anger.

LÆS MERE: Jens Kruuses bog findes som e-bog lige her

Vi træder i samlet flok ind på hovedgaden. Der er en følelse af fiktion over byen. Er det en kulisse uden tid? Byen står som et erindringsmonument, urørt siden SS forlod den. Et skilt til højre for grusvejen minder os om, at vi ikke må glemme: ”Souviens-toi. Remember.”

Til højre for vejen ligger floden, La Glane, som har givet byen navn. Til venstre ligger kirken, hvor 240 kvinder og 205 børn blev skudt og siden brændt. Ved første øjekast ligner også den et uvirkeligt skrækscenario. Men kirken er virkelig. Dens klokke er smeltet under varmeudviklingen, og der er skudhuller i murene.

"Hun havde fornemmelsen af,
som ved sort magi,
at blive bragt tilbage til dengang,
eksplosionerne, skrigene..."

Vi går ind i kirken, ind i en anden tid. Her blev to brødre, som med armene om hinanden forsøgte at gemme sig i skriftestolen, gennemhullet af maskingeværild, ti og tolv år gamle. Deres far fandt dem dagen efter.

Dén historie skræller noget af alle os unge mennesker, og senere den dag, da et jagerfly bryder lydmuren over os, falder en pige bevidstløs om i gruset: Hun havde fornemmelsen af, som ved sort magi, at blive bragt tilbage til dengang, eksplosionerne, skrigene, de brændende bygninger.

To timer og halvtreds minutter

Landsbyen er kendt som et fredeligt sted. Her har man næsten ikke mærket krigen, kun få har set tyskerne og byen huser hverken modstandsfolk eller våben. Her er kun køer, høns og svin. Til forveksling ligner den så mange danske landsbyer; placeringen i terrænet, det lille torv, kirken, markerne. Ægteparret Lévignac fra Saint Ruff nær Avignon sendte da også deres sønner hertil for at give dem bedre betingelser end sydpå, hvor de allierede hyppigt udsatte de store jernbaneanlæg for bombardementer.

Monsieur Lévignac rejste selv med sønnerne til Oradour s/Glane. ”Jeg føler, at jeg giver vores drenge livet.”, skrev han på et postkort til sin kone. Her er ro, her har selv nyheden om landgangen i Normandiet fire dage tidligere, som opildner en stadig mere aktiv modstandsbevægelse, ikke skabt uro.

En ung, lokal digter, Michel Forest, understreger endda byens ”fornemmelse af stadighed”. Dagen efter, den 11. juni, ligner hans ord en uhyggelig spådom for en allerede forstenet by.

Klokken 14.10 løber beskeden om identifikationscheck gennem byen. 14.45 samles alle på markedspladsen. Med få undtagelser: Roger Godfrin på 7 år følger sin mors formaning om at gemme sig ”hvis der kommer tyskere”. Han undslipper som det eneste barn og vidner senere under retsagen i Bordeaux i 1953. 

LÆS OGSÅ: Antony Beevor om 2. verdenskrig

På markedspladsen venter byens indbyggere, men blandt dem også de besøgende, som er kommet til fra omkringliggende landsbyer i anledning af markedet. Således står der ikke 330, men cirka 650 mænd, kvinder og børn på pladsen foran seks maskingeværer, da opdelingen begynder.

De besøgende kommer for restauranterne, for at købe tobak, kød og brød - og for at gå i skole: Madame Bulestin fra Orbagnac sender sine tvillingedrenge i skole ekstra rengjorte denne lørdag. For der er visite médicale i skolen, og så bliver der ikke lagt fingre imellem for at få Lucien og Marcel rene. Bagefter græder hun: ”Jeg gjorde dem i stand til døden.

Klokken 15.00 får alle at vide, at der findes hemmelige våben- og ammunitions-lagre i byen, hvorfor alle huse skal endevendes. Ti SS’ere fører kvinder og børn ned i kirken, mens mænd, fædre og kærester bliver beordret til at sidde med ansigtet ind mod husmurene.

Herefter deles mændene i seks grupper. De gennes ind i garager og lader, hvor maskingeværer allerede er opstillede, ”for at lette operationerne”. 15.30 affyrer kompagnichef Hauptsturmführer Otto Kahn et skud på markedspladsen. I lader og garager åbnes der ild mod mændene. 197 dør.

Bagefter dænges de til med hø, halm og andet brændbart og der sættes ild på. I kirken; kvinder og børn fanget i tæt, kvælende røg. I starten kan de se maskingeværerne i enden af skibet, de kan se SS’erne tage ladegreb og løsne håndgranater fra deres bælter. Så bliver der skudt, derefter sat ild på. 

FILM: Bibliotekets dokumentarfilm om 2. verdenskrig

Omtrent klokken 17.00 slutter aktionen. Det er to timer og halvtreds minutter siden de kom. De efterfølgende retsmedicinske undersøgelser viser, at der i stort set alle tilfælde bliver skudt efter benene.

Marguerite Rouffanche

Marguerite Rouffanches ene datter er dog heldig; hun bliver dræbt på stedet, ved sin mors side, før flammerne. Snart er Rouffanche eneste overlevende ud af 445 kvinder og børn. Hun mister denne dag sin mand, sin søn, sine to døtre og sit barnebarn på 7 måneder.

Rouffanche undslipper mirakuløst i virvaret af røg, skudsalver, granater og ild. Hun kravler ud gennem ét af de tre vinduer bag hovedalteret, via den stige sognepræsten bruger, når han tænder lysene om morgenen. Rouffanche løber hen imod præstens have, og segner i et ærtebed hvor hun dynger jord på sig selv.

Hun bliver liggende til det er mørkt. 

Dér i mørket noget menneskeligt: Tre jødiske børn flygter fra deres forældres brændende hus, men støder ind i en SS’er. De spørger ham i desperation hvad de skal gøre. Han viser dem væk fra byen, med en voldsom gestus, uden ord, ud i mørket. 

En anden ung kvinde forsøger at følge Rouffanches eksempel, men hun bliver opdaget, mens hun holder sit spædbarn ud gennem det knuste kirkevindue. Hun lader barnet falde, bliver skudt i ryggen. I præstens primitive das finder hjælpekorpsene, som ankommer søndag eftermiddag, hendes lille pige med hovedskallen kunst.

LÆS OGSÅ: Sandheden om Oradour-massakren

Der er et andet billede, som ikke vil gå væk: Landmanden Hyvernaud fra Le Breuil har to drenge i skolen. Klokken 4.30 søndag morgen, da det er ved at blive lyst, går han ind i byen for at lede efter dem: ”Og jeg fandt virkelig den ene af drengene. Det var min lille dreng, han lå på siden og var halvvejs forkullet.”

"Han stod foran kirken den formiddag
og forsøgte at fortælle os dét,
som ikke kan siges med ord."

Rustne visere

I foråret 1993 besøgte jeg Oradour s/Glane i Sydvestfrankrig. Man bliver næppe voksen på en formiddag, men de timer vi tilbragte i Oradour s/Glane på en studietur i gymnasiet for over tyve år siden står mejslet ind i min hukommelse. Et lag støv blev selvsagt løftet af historiebøgerne.

Men der var også noget andet. Vi stod ansigt til ansigt med en overlevende, Monsieur Darthout, som på én gang var en ældre herre og et ungt menneske, der havde set det værste.

Han stod foran kirken den formiddag og forsøgte at fortælle os dét, som ikke kan siges med ord. Han levendegjorde sine medmenneskers dødsøjeblik.

Vi oplevede et stykke historie blive kaldt til live, som havde gruset på pladsen foran kirken åbnet sig til en anden tid. For her stod han og var i live, men han var jo ikke undsluppet blodbadet.

Langsomt blev et lag af noget ubeskriveligt, måske en form for filter, man ind til da har set verden igennem, når man er helt ung, trukket væk for at røbe noget andet, et frygteligt alternativ, tiden der kommer til kort, går i stå.

I monumentet for de døde, som ligger lidt før man når op til kirkegården, har man bl.a. samlet de effekter ofrene bar på sig, således også de ødelagte rester af lommeure.

På de mest intakte kan man se, at de bøjede og rustne viserne er standset mellem klokken 16.00 og 17.30. Tidsaspektet er så uvirkeligt. Her er forskellen på liv og død som at blinke med øjet.

Ikke historie, sandhed

Min fransklærer i gymnasiet foranledigende vores besøg i Oradour. Han var også den som henledte min opmærksomhed på litteraten Jens Kruuses beretning Som vanvid (1967). Dette særegne prosa-dokument, som senere udkom på en lang række sprog, bringer os tæt på begivenhederne.

Kruuses stil kan bedst beskrives som dokumentarisk. Men bag den ligger en metode, der synes at indrømme fortællingen en eksistentiel dimension. Erkendelsen af at der ikke er nogen historie uden den fortællende fantasi, synes at gå igen hos Kruuse. Fiktionen har noget som historieskrivningen behøver, den giver, som den franske filosof Paul Ricœur har udtrykt det, ”øjne at se og græde med.”

Men det er alligevel ikke en eksakt rapport, denne beretning fra helvede på jord. For som Kruuse skriver: ”Det er altså en historisk fortælling, som jeg blot så at sige har arrangeret, men det er ikke videnskabelig samtidshistorie. Jeg har søgt at være nøgtern, jeg skulle fortælle sandheden.”

KORTFILM: Stream Pigen fra Oradour på filmstriben.dk

I dag er det vanskeligt at adskille et besøg i byen fra Kruuses uafrystelige beretning. Begge steder står tiden stille, begge steder stilheden og den døde luft. Så kan man tydeligt se det for sig: Hyvernaud, der leder blandt ruinerne dén morgen.

Og man kan se lyset for sig; fra vinduerne i dét hus, hvor Monsieur Dupic boede, det eneste som ikke var brændt, da aktionen sluttede. Dét sted, en kvik SS’er havde observeret var velforsynet med mad og en formidabel vinkælder. Dét sted, hvor SS’erne spiste og drak. Bagefter. De levende lys i natten, deres stemmer, hvor alt andet er dødt, selv luften. Stadig fyldt med aske.

"Men jeg skød i luften
hver gang."

Tavse bødler og landsmænd

Retssagen over de involverede begyndte i januar 1953. Den gjorde det ikke nemmere for de pårørende. De havde ventet otte et halvt år på et juridisk efterspil, som i løbet af denne måned bl.a. demonstrerede hvordan deres vidnesbyrd var forældet til ugyldighed.

Et andet faktum viskede nuancerne endnu mere ud, for hovedparten af de enogtyve anklagede var unge franske mænd. De kunne ikke dømmes.

Efter krigen havde de levet som før. De havde ikke betragtet sig selv som anklagede og bødler, men snarere som vidner til en ugerning og ofre for et autoritært system.

Både franske og tyske SS’ere nægtede, huskede ikke detaljer, løj, tav: ”Sergent Steger var hele tiden bag mig med sin maskinpistol.” ”Men jeg skød i luften hver gang.” ”Jeg var på patrulje udenfor byen…” ”C’est la guerre.” Sådan er krig.

I november 2003 kom det så frem, at massakren på Oradour s/Glane var resultatet af en direkte ordre. Vejene ind og ud af byen blev afspærret tidligt dén dag.

Syge og gamle blev skudt i deres senge.

Ud af 642 kunne 52 identificeres.

Hauptsturmführer Kaptajn Otto Kahn skal have sagt, da han skubbede en alsacisk kvinde tilbage ind i den brændende kirke, at han ikke ønskede vidner for eftertiden.

Skrive, huske, tie

Alle bør læse Jens Kruuses historiske dokument. Eller besøge byen. Der er åbent fra kl. 9.00-19.00. På turistbrochuren for den nye by står ordene: ”Ni haine - ni oubli.” Hverken had eller glemsel.

Man restaurerer bygningerne af og til. Der findes litteratur og adskillige hjemmesider. En længere dokumentarfilm har fået premiere. Madame Rouffanche døde i 1988, Monsieur Darthout i 2016. Vi kan stadig hverken forstå eller forklare.

På egne fotografier fra den dag kan jeg se, at vi gik rundt inde i landsbyen. Man kan se på fotografierne, at himlen var klar og blå. Men sådan huskes det ikke. Fotografierne ligger her på skrivebordet nu. Bag på dem er der skrevne ord, som ikke giver mening. Måske gør ordet på skiltet foran bageriet, hvor SS Sergent Boos brændte et otte uger gammelt spædbarn i fyrskuffen under ovnen.

Skiltet står på jorden.

Det lyser næsten med sit ene ord: ”Silence.”