Forside på North Dakota : dér starter vi forfra af Jesper Nicolaj Christiansen

North Dakota af Jesper Nicolaj Christiansen

Last Man Standing. Rå og stærk ungdomsroman i et hårdtslående og dynamisk sprog. Om volden indeni, om kærligheden og om at miste sig selv.

Jesper Nicolaj Christiansens North Dakota – der starter vi forfra (2016) er ikke for alle. Selve historien er brutal nok til at smide de sarte læsere af, men det rå og energiske sprog skal man altså også lige tune sig ind på. Til gengæld venter en læseoplevelse ud over det sædvanlige, når man accepterer, at det er lige præcis sådan det er for 16 årige Jonas, fortælleren og nytilflytteren, der tager os med på den nervepirrende og uforglemmelige tour de force af vold, sex, savn, kærlighed og drømme som snart krøller den københavnske vestegn sammen til en lille hård kugle.

Hvad er der i North Dakota?

Jonas er sådan set ikke dum, selv om han måske heller ikke er den kvikkeste knægt i den 1. g. klasse, som han har svært ved at finde sig til rette i. Til gengæld bærer han på et ulmende raseri (faderens død fire år forinden, en idiotisk stedfar, en mor der er blind som en dør) - og så kan han slå fra sig.

Det gør han allerede første dag i gymnasiet, da han forsvarer den nørdede Nick. Men den betingede voldsdom, han har med i bagagen, gør det svært for ham at starte på en frisk - den gør det svært for ham at få et fritidsjob. Og det spiller faktisk en stor rolle, fordi penge hurtigt kommer til at ligne den eneste vej væk for Jonas.

Det sted Jonas forestiller sig, at han skal realisere sine drømme og sit potentiale, det er den amerikanske stat North Dakota. Ikke et tilfældigt valg, men et valg motiveret af et nummer Jonas’ afdøde far har fremhævet på Lyle Lovetts album Joshua Judged Ruth (1992). Både Nick, som ellers citerer Allan Olsen i ét væk, og Jonas synes at Lovett er cool. Ikke kun på grund af det nummer, North Dakota, men også fordi Lovett har været gift med Julia Roberts - og hendes mund kan drenge godt fantasere om, når de er 16 og hormonerne farer rundt i kroppen.

For at får råd til at rejse væk med Sonja, som Jonas hurtigt bliver kæreste med, begynder han at kæmpe for penge. Det er ret klassisk: Helten kommer og bruger sine superheltekræfter på at gøre godt, han møder kærligheden og bliver forelsket, ja, han opdager endda hvad han er god til! Men det er ikke uden omkostninger at kæmpe efter Last Man Standing-principperne, og efter nogen tid kan Jonas ikke skille tingene ad. Uanset hvad han føler for Sonja, så gør volden ham afstumpet. Al hans indre vrede trækker dybe plovfurer af vold overalt omkring ham.

Volden og sproget

Selv om handlingsforløbet har masser af drive og spænding, er det ikke dét der gør North Dakota til en særlig læseoplevelse, det er nemlig sproget. Christiansens sprog har tempo og kant - og så er det spændt op som en wire mellem kærligheden (hun hedder selvfølgelig Sonja) og volden (den hedder Døden). Imellem de to yderpunkter forsøger Jonas at finde en form for balance - og han støtter sig især til sin døde far. Også dén brug af sproget er ret fin, for sproget overskrider jo den tid der er gået, det overskrider fraværet. Så kraftigt endda, at Jonas bogen igennem taler til sin far som om han stadig var i live. I de samtaler er der også inderlighed, der rammer som knoer.

Der er selvfølgelig andre mulige temaer at læse efter i North Dakota, for eksempel kærlighed, savn, død og selvrealisering. Men det helt store tema er volden. Den er udpenslet, filmisk, som hos en Tarantino og med en næsten koreograferet præcision som hos en John Woo. Men det helt store slagsmål, som i bund og grund er mere voldeligt end alle bogens kampscener tilsammen, det foregår ikke udenfor Jonas - hverken i baghaven hos det store læs eller i villaen hvor Jonas møder ham, de kalder Døden. Det største slagsmål er ikke blodigt, for det foregår inde i Jonas.

LÆS OGSÅ: Klik her og se  Jesper Nicolaj Christiansens blog

Hvad med Jonas?

Det er ikke selve volden, der gør mest indtryk, selv om den er ubehagelig. Det er heller ikke kærligheden mellem Jonas og Sonja, selv om den er troværdig. Det, der gør mest indtryk, det er måden hvorpå man som læser mærker Jonas’ raseri, det er fysisk, der er dybe stød lige dér mellem linjerne.

Nogle anmeldere har nævnt, at North Dakota minder os om, at vi bliver nødt til at kontrollere vreden. Det er en fin og rigtig pointe. Men det ekstra fine ved den her bog, det er, at man et stykke hen ad vejen kan mærke den samme vrede som Jonas. Og man har ikke lyst til hele tiden at kontrollere den, fordi man forstår. Det er dét, god litteratur kan – sætte os i andres sted, få os til at forstå. Af samme grund kan det være svært at lukke bogen uden en tåre i øjenkrogen, et vildt bankende hjerte og en stor, uforløst klump i halsen. Man føler sig bestemt ikke som nogen Last Man Standing. Men det gør Jonas forhåbentlig.
 

Materialer