Nordlys af Tina Ibsen

Nordlys af Tina Ibsen

25.11.21
"Nordlys – en rejse fra Solens indre til Jordens atmosfære" er en handy lille fagbog på godt 200 sider, som på letforståeligt dansk og med masser af flotte illustrationer giver en forklaring på fænomenet nordlys.

Gennem 9 overskuelige kapitler beskriver Tina Ibsen nordlysets rejse fra Solens indre til Jordens atmosfære. Vi starter med selve dannelsen af Solen for 4,6 milliarder år siden i en stjernetåge. Herefter bevæger vi os ind i Solens kerne, hvor temperaturen varierer mellem 15 millioner grader i kernen til omkring 6000 grader i den yderste del af konvektionszonen. Energien rejser fra kernen og ud, hvor vi kan se noget af den som lys, mens andet består af (for os) usynlige lysbølger som gammastråler, røntgenstråling, ultraviolet stråling, infrarød stråling, mikrobølgestråling og radiobølgestråling.

I kapitel 4 hører vi om Solens dynamiske atmosfære og om solvinden: “[…] Den konstante strøm af partikler, der bevæger sig væk fra Solen, betyder, at Solen konstant taber masse. Hvert sekund forlader omkring en milliard kilogram materiale Solen. Det virker helt vildt, og da jeg selv hørte det første gang, kunne jeg ikke lade være med at tænke, at Solen jo så helt måtte forsvinde til sidst. For den havde jo allerede sendt en milliard kilogram materiale ud hvert sekund i 4,6 milliarder år! Men Solen er så stor og har så meget masse, at det kun er 1/100 procent af dens masse, den har mistet siden sin dannelse. Det siger noget om, hvor stor Solen rent faktisk er.” (side 119-121)

Den sidste del af bogen tager os ind i processerne, der fører til soludbrud, hvis plasma kan danne nordlys, når det rammer Jordens atmosfære. Men også hvordan kraftige soludbrud kan skabe en geomagnetisk storm, der kan medfører kortslutning i vores elnet og anden teknologi.

Til sidst hører vi om nordlys på de øvrige planeter i solsystemet, og bogen slutter af med gode råd til, hvor og hvornår man kan opleve nordlys på den nordlige halvkugle.

Tina Ibsen, der er uddannet astrofysiker med speciale i rumvejr, er god til at formidle det svære emne på en letforståelig måde. Samtidig er bogen fuld af forklarende illustrationer og ikke mindst imponerende fotos. Hvert kapitel slutter af med en kort opsummering, så vi almindelige mennesker også kan følge med.

Så har du nogensinde spekuleret på, hvad nordlys er? Eller kigget op på himlen og beundret Solen? Ja, så snup "Nordlys" og få indblik i fysikken bag.

Materialer