No og mig af Delphine de Vigan

Lou Bertinac er 13 år. Hun har sprunget flere klassetrin over i sit skoleforløb, fordi hun er superintelligent. I gymnasiet, hvor hun går i klasse med elever der er langt ældre, får Lou til opgave at holde et foredrag om et selvvalgt emne. Men hvilket emne skal hun vælge?

Ved Gare d'Austerlitz har Lou flere gange set en ung hjemløs pige, som længe har vakt hendes interesse. Som lyn fra en klar himmel får Lou den ide at bygge sit foredrag på interviews med den unge forhutlede hjemløse pige ved navn No.

Vi hører om både Nos omsorgssvigtede barndom og også om Lous forkrøblede familieforhold. Mødet mellem de to sætter en udvikling i gang, som giver næring til et skrøbeligt håb hos Lou. Kan hun sammen med Lucas, den klassekammerat, som Lou i hemmelighed elsker, redde No fra et liv på gaden?

Jeg vil ikke røbe det videre forløb i handlingen, men godt indrømme at jeg var temmelig berørt over denne roman. En fin lille litterær perle om det skrøbelige liv, om børn, som kan føle sig hjemløse både i fysisk og psykologisk forstand. Det er også en rørende roman om venskab og den allerførste kærlighed, om sorg og savn.