Ninas Highlights 2018

15.01.19
Bedste læsning i 2018 - til inspiration

Ved årsskiftet redigerer jeg hvert år en liste med mine allerbedste læseoplevelser fra det netop afsluttede år.  "Ninas Highlights 2018" indeholder flest nye titler men også ældre titler og klassikere har fundet vej til min læseliste. I 2018 har jeg læst lige knap 60 romaner, og 36 af disse har fundet vej til min Highlights-liste. Romanerne har enten rørt mig, overrasket eller direkte imponeret mig. Jeg håber listen kan inspirere andre læsere.

Highlights 2014 
Highlights 2015
Highlights 2016
Highlights 2017
Highlights 2019
Highlights 2020

PRINT - PDFliste

Askov, Stine: Bjørneklo
En rigtig fin roman om en ensom lidt sær dreng ved navn Ulf. Vi følger Ulf fra den dag han bliver født på køkkengulvet i en eksplosionsagtig fødsel i 1979 til han som ganske ung teenager måske oplever et vendepunkt i sit liv. Han har svært ved sociale kontakter og moderen har svært ved at føle kærlighed til sit sære barn.

Busfield, Andrea: Født i skyggernes tid
Denne lidt ældre roman fik jeg anbefalet af min søster, som var blevet meget optaget og rørt under læsningen. Jeg giver hende helt ret. Den handler om 11-årige Fawad, som vokser op i det borgerkrigshærgede Afghanistan. Det er en barsk og hård hverdag, men moderen er så heldig at få arbejde hos en vestlig familie. Det betyder en drejning mod en bedre fremtid for hele familien.

Christensen, Lars Saabye: Byens spor 1+2
Dejlig læsning om en drengs opvækst lige efter 2. verdenskrig i Norge. Jesper Kristoffersen er en lidt besværlig dreng, synes hans forældre. Jeg har læst de to første romaner i trilogien om familien Kristoffersen, deres naboer, venner og bekendte i Fagerborg. Det er rørende, morsomt og medrivende læsning. Det er en tid med håb og drømme, men også med sorg og modgang.

Connell, Evan S.: Mrs. Bridge
Romanen blev udgivet i første gang i 1969. Den handler om amerikansk forstadsliv anno 1959. Synsvinklen ligger hos Mrs. Bridge, og der foregår absolut næsten ingenting i denne roman. Alligevel er det en fremragende læsning, en interessant tidsbeskrivelse. Vi får et rigtig godt indblik i den tids amerikanske samfundsforhold, etik og moral. ”Mr. Bridge” er også udkommet, - også rigtig fin læsning. Jeg kan sammenligne med ”Revolutionary Road” af Richard Yates.

Dionne, Karen: Dyndkongens datter
Superspændende ødemarksthriller fra Michigans sumpede marskland. En pige vokser op i ødemarken sammen med sin indianske voldelige psykopat-far, der kidnappede hendes mor som 16-årig. Han er flygtet fra fængslet og så kører det ellers derudaf. Denne roman slipper du ikke før sidste side er vendt.

Fastrup, Karen: Hungerhjerte
Fremragende roman om forfatterens kamp mod psykisk sygdom. Hendes indlæggelser på psykiatriske afdelinger, familien, kærligheden, og angsten for ensomheden. Kampen for at overleve sådan rent praktisk, når den faste indtjening som oversætter udebliver. En af de bedste 2018-romaner, jeg har læst. Romanen er nomineret til DR-romanprisen 2019.

Fuller, Claire: Vores endeløse dage
Ret uhyggelig engelsk roman om en far, som tager sin 8-årige datter med ud i ødemarken. Angsten for miljøkatastrofer lurer lige om hjørnet. Han bilder datteren ind at resten af verden er gået under, at moderen er død. Så lever de af naturen, og det er hårdt, koldt og ensomt. Faktisk kan man også kalde denne en ødemarksthriller.

Førsund, Joachim: Ildværket
Fin lille fortælling om en 14-årig pige – Sandra – som efter moderens selvmord flytter til en plejefamilie, som bor langt ude på landet i Oslofjorden. Alle de mennesker, som er omkring Sandra, prøver på forskellig måde at få hende til at åbne sig og sætte ord på sorgen, men Sandra er hård og stærk. Hun savner sin mor og sin handicappede papfar. En god læseoplevelse, men jeg forstod vist ikke rigtigt slutningen.

Guldager, Kathrine Marie: Bjørnen
Skøn lille kortroman om en midaldrende forkælet kvindes forsøg på at flygte fra hverdagen ud i de svenske skove. Vibeke er blevet fyret fra sit job som gymnasielærer, hun værdsætter ikke sin flinke mand, og hun er vred. Det bliver en lidt pinlig og ret humoristisk fortælling om af stå ansigt til ansigt med ”bjørnen”.

Helle, Merete Pryds: Vi kunne alt
Fabulerende familiehistorie fra forfatterens barndom. Hovedpersonen er Merle, som er jævnaldrende med Merete Pryds, som bor på den anden side af gaden. Merle vokser op i en dysfunktionel familie. Faderen drikker i perioder og moderen, som er grønlænder, har sclerose i et ret fremskredet stadie. Storesøsteren har anoreksi, og ingen tager sig af de forsømte børn. Ret forfærdelig grotesk historie, som sætter sig godt og grundigt i den del af hjernen, som ikke kan glemme.

Hill, Nathan: Niksen
Stor dejlig amerikansk roman, som fortæller humoristisk og satirisk om det amerikanske samfund fra 60’erne til nutiden. Samuel, universitetslærer og hans mor Faye er hovedpersoner. Kan sammenlignes med Jonathan Franzen, Richard Russo. En lidt for lang (der burde have været skåret 200 sider væk) debut-roman.

Hoff, Karsten: Rygtet om hendes død
Humoristisk gyser om en videnskabskvinde, som søger det evige liv. Hun får kræft, og har planlagt at leve videre som en computer. Tankevækkende, letlæst og lidt overraskende slutning.

Jessen, Ida: Telefon
Fin fortsættelse af Hvium-serien. Vi følger Lisa, præsten som mistede sin søn Gustav, da han blev kørt ned af en flugtbilist. Lisa er flyttet til Kbh. med sin familie, og hun arbejder som frivillig i en telefontjeneste. Svære samtaler med mennesker i svær krise. En dag ringer der en kvinde, som har forbindelse til fortidens traumer. Det vil være en rigtig god ide først at læse ”Det første jeg tænker på” først, for så får man hele forhistorien med.

Jewell, Lisa: Huset vi voksede op i
Pragtfuld roman om en varm, frodig familie. Familien bærer på et tragisk selvmord, og det påvirker alle. Hovedpersonen er Lorelei, moderen, som lider af uhelbredelig samlermani, og hun fylder huset med ubrugelige ting og sager. Intet bliver smidt ud, og det bliver hendes død.

Korsgaard, Thomas: En dag vil vi grine af det
Fortsættelse af ”Hvis der skulle komme et menneske forbi”, Forfatteren fortsætter hvor han slap, og vi følger hovedpersonen gennem de tidlige ungdomsår. Han er konstant på kant med sin far, og det kører rent ud sagt af helvede til i den familie. Slutscenen foregår i København, som bliver den unge forfatters nye hjemsted. Han skriver godt og medrivende.

Kristin Marja Baldursdottir: Havblik
Dejlig feel-good roman fra det øde vestlige Island. Flora er en fraskilt kvinde i 60’erne, som er blevet fyret fra sit arbejde. Hun siger ja til midlertidigt at rykke ud af sin lejlighed i Reykjavik mens hun maler en hytte på den barske vestegn. Her møder hun tre velsyngende indvandrede kvinder.

Montes, Raphael: Perfekte dage
En psykisk syg ung medicinstuderende med en forkvaklet seksualitet tager en ung kvinde til fange. Titlen var valgt til Torsdagklubben af Jette. Selv om flere i Torsdagsklubben bedyrede at de aldrig læste ”den slags”, - altså spænding, krimi, gys osv., så blev der alligevel en god indholdsrig snak ud af det. Jeg blev faktisk selv meget begejstret for romanen.

Munksgaard, Torben: Johns saga
Rigtig fin tragikomisk roman om 75-årige Johns liv efter Veras død. Torben Munksgaard er eminent god til at fortælle om mænds liv og gerninger. Jeg kan sammenligne med Bent Vinn Nielsens fantastiske romaner, f.eks ”Et helt almindeligt liv” eller ”Den svævende tankbestyrer”.

Murakami, Haruki: Mordet på kommandanten
Fin klassisk Murakami. Den handler om mystik, liv, død, ide og eksistens. Lidt stillestående og ikke nær så spændende som Kafka på stranden og 1Q84, men alligevel har den fået en plads på denne Highlights-liste, - for det er dæleme god læsning.

Nesser, Håkan: De venstrehåndedes forening
Klassisk, og rigtig god Nesser. Van Veeteren er på banen igen som 75 årig.  Håkan Nesser spinder en historie med fortidige hemmeligheder og trækker tråde til nutiden. Hvad skete der egentlig da 4 mennesker indebrændte på Mollys pensionat. I denne roman møder Van Veeteren og Gunnar Barbarotti hinanden, - det er sjovest at læse denne roman hvis du kender Van Veeteren og Barbarotti på forhånd.

Niemi, Mikael: At koge bjørn
Fremragende nordisk roman, som genremæssigt er en historisk krimi. Romanen foregår i det nordlige Sverige, der bliver talt både samisk, svensk og finsk. Vækkelsespræsten Lars Levi Læstadius har taget en mishandlet samedreng til sig. Provsten og drengen påtager sig opgaven med at opklare (sådan lidt Sherlock Holmes-agtigt) nogle bestialske mord på unge piger. Det er så godt skrevet, at jeg vil sammenligne med Kerstin Ekmans ”Hændelser ved vand”.

Nors, Dorthe: Kort over Canada
Fremragende koncentrerede skarpe korte noveller. Meget velegnede til oplæsning

O’Farrell, Maggie: Det rette sted
En forgrenet historie om en smuk engelsk skuespillerinde, som isolerer sig for at undgå pressen. Hun møder tilfældigt en amerikansk mand, som efter en svær konfliktfyldt skilsmisse har mistet retten til samvær med sine børn. Romanen skifter synsvinkel og springer i tid i hvert kapitel og på den måde kommer vi omkring hovedpersonerne. Fremragende ikke helt let læselig roman.

Pallisgaard, Stine Langtved: Alle de liv
Rørende roman om et livslangt venskab. Veninderne er på deres sidste rejse sammen rundt i USA. Solveig har fået ALS, og vi hører om venskabet og den uhelbredelige dødelige sygdoms ubærlige fremadskriden. Der blev godt nok fældet en hel del tårer under læsningen.

Picoult, Jodi: Det store i det små
Den sorte barselssygeplejerske Ruth bliver anklaget for mord på en hvid baby. Historien fortælles fra både den hvide ”white power”-fars og Ruths synsvinkel. Romanen handler om racediskrimination i USA. Der er lidt for mange sygepleje-fagudtryk i begyndelsen af romanen, men hold ud, for det er en fantastisk roman og et meget vigtigt emne. Du bliver suget ind og slipper ikke historien før sidste side er vendt.

Ravn, Malene: I dine øjne
Superdejlig roman om drengen Erik, hvis forældre er danske Gudrun og en kinesisk mand ved navn Lai Fun. Eriks far er kommet til Danmark for at optræde i Tivoli på samme tid som Jesper Wung Sungs oldefar. Romanen var så medrivende at jeg næsten glemte aftaler og jeg ville egentlig langt hellere læse end gå på arbejde. Romanen er nomineret til DR-romanprisen 2019.

Richardt Beck, Hanne: For enden af perronen
Ulykkelige, berusede, midaldrende Peter står på perronen, klar til at gøre en ende på det hele. I tilbageblik får vi historien om hans ungdom og voksenliv. En roman om 4 venners liv fra 1982 hvor de går i 9. klasse til 2017. Peter er forelsket i Agnes, Ellen er forelsket i Peter og Gunilla klæber sig på hvor det bedst kan betale sig. Fremragende roman. Romanen er nomineret til DR-romanprisen 2019.

Riebnitzsky, Anne-Kathrine: Smaragdsliberen
Rigtig god roman om den gamle jødiske smaragdsliber Levy og hans datter Zara. Hun er draget til Georgien, - udsendt af UNESCO for at rapportere fra de verdensberømte David Gareja-huler. En roligt fortalt og samtidig meget dramatisk historie, hvor alle religiøse spørgsmål kommer i spil. Jøder, muslimer, kristne. Jeg var dog ikke nær så berørt af denne roman, som af ”Den stjålne vej” og ”Forbandede yngel”.

Swift, Graham: Helligdag
Fin lille roman om Herskab og Tjenestefolk i England. I en lang bevidsthedsstrøm fortæller den 80-årige forfatter om en enkelt dag i sin ungdom, hvor hun arbejdede som tjenestepige hos en rig overklassefamilie. På tjenestefolkenes faste årlige fridag mødes hun med sin elsker, rigmandssønnen, som skal giftes med en ”passende” kvinde om kort tid. Vi læste romanen i Torsdagsklubben, og den fungerer rigtig godt i en læseklub.

Thomas, Angie: The hate u give
En ung sort mand bliver skudt af en hvid politibetjent. Starr bor i ghettoen hvor bandekriminalitet og vold er hverdagshændelser. Hendes forældre har sendt hende i en ”hvid” skole, og prøver at beskytte hende mod volden i omgivelserne. Det handler om racisme i USA og romanen kan læses af både voksne og store børn. Måske en kommende klassiker – rigtig god.

Tolstoj, Leo: Anna Karenina
Jeg lytter og lytter til denne lange og fremragende roman om fortidens Rusland. Omstændelige følelsesfulde fortællinger om borgerskabets liv i Tzartiden. Det er bare rigtig rigtig god litteratur.

Vedsø-Olesen, Anne-Marie: Lucie
Unik fortælling som blander flere genrer. Hovedpersonen Lucie er en 1000 år gammel kannibal, som lever af levende menneskekød. En historien om kristendommens indførelse i Norge og om de nordiske guder. Forfatteren blander gys, religionshistorie og filosofi, og det er der kommet en meget spændende roman ud af.

Vigan, Delphine de: De loyale
Barsk barnsdomshistorie om en lille skilsmissedreng, Theo på 12 år, der vokser op i en krigszone mellem forældrene. De er begge helt uegnede til at være forældre, og vi hører historien om Theo fra lærerinden, vennen, vennens mor, til dels også Theos egen mor. Det er så skræmmende. En rigtig god roman, som lagrer sig i den hjernehalvdel, som ikke kan glemme.

Wingate, Lisa: Inden vi blev jeres
Supergod sydstatsroman om skrækkelige forhold for fattige børn, som blev stjålet af en skruppelløs kvinde og solgt til adoption. Vi følger to spor i romanen, et historisk spor som foregår i 1939, hvor en søskendeflok på 5 smukke ”flodbørn” bliver stjålet med videresalg for øje men forældrene er på hospitalet i forbindelse med en kompliceret tvillingefødsel. Faktisk bygger historien på virkelige begivenheder, hvor det lykkedes for børnehjemslederen Georgia Tann sammen med korrupte læger, politiet og dommere at stjæle og sælge børn til adoption fra 1920’erne helt frem til 1950’erne

Aakeson, Kim Fupz: Bådens navn
Et ægteskabsdrama hvor den 59-årige Susse pludselig kastes ud på en skælsættende nedtur. Hun er brændt fast i sit liv både i arbejdet som fængselspræst og ægteskabet med Mugge. Mugge køber den båd, som han ønsker sig vildt meget, og vil gerne gør Susse interesseret i sejlerlivet. Det går galt – en dag i stormvejr kastes Mugge over bord og drukner. Susse ryger ud på en nedtur som indbefatter alkohol i ekstremt store mængder. Skyldfølelsen, skammen og selvhadet er altomsluttende. Romanen er nomineret til DR-romanprisen 2019.

Filer
Materialer