Ninas Highlights 2017

28.12.17
Nytåret er en god anledning til at gøre læse-status. Jeg har her oplistet mine allerbedste læseoplevelser fra 2017. "Highlights 2017" indeholder en del helt nye titler men også ældre titler har fundet vej til min læseliste. Jeg håber listen kan inspirere. Nederste del af listen er søgninger i basen på de enkelte titler. Du kan klikke på titlen, og reservere bøgerne. Der er også mulighed for at se "detaljer om materialet", og der læse et Bogtip, en lektørudtalelse eller en anmeldelse på Litteratursiden.

Highlights 2014 
Highlights 2015
Highlights 2016
Highlights 2018
Highlights 2019
Highlights 2020

Jeffrey Archer: Hvor der er vilje
Rigtig god engelsk underholdning om fattige Harry, klasseforskelle, familiehemmeligheder mv. afsluttende med en kæmpe-cliffhanger. Jeg glæder mig at læse 2. + 3. del (2016)

Ola Bauer: Magenta 
Jeg lyttede til denne 3. del af "Hestehovedtågen" indlæst fremragende af Carsten Warming. Historien om Toms liv fra barndommen i 40'erne og 50'erne til nu i 60'erne hvor Tom dropper sømandslivet og dejlige Eva og flytter til Paris. (2014)

Jonas T. Bengtsson: Sus 
En rigtig god og gedigen Jonas T. Bengtsson-roman. Jeg blev med det samme fanget af 19-årige Sus, som bor alene og ryger alt for meget hash. Hun øver sig i at blive stærk og hård. (2017)

Joel Dicker: Bogen om Baltimore-familien
Skøn stor canadisk familie-drama-roman om venskaber, kærlighed og troskab. (2016)

Helga Flatland: Bliv hvis du kan, rejs hvis du må 
(Samhørende med : Alle vil hjem, ingen vil tilbage; Der findes ingen helhed)
Fremragende roman om hvordan beboerne i en lille norsk landsby påvirkes da tre af byens unge drenge omkommer i Afghanistan. Virkelig en af de rigtig gode og læseoplevelser, som går lige ind. Det er 1. del i en trilogi og jeg slugte hele serien på rekordtid. (2016)

Ford Madox Ford: Den gode soldat 
Et parforholdsdrama, som samtidig har noget "Herskab- og Tjenestefolk" over sig. Engelsk versus amerikansk kultur, hemmeligheder og løgne. Dette er en overset klassiker, lidt på linje med John Williams "Stoner". Heldigvis har Viatone sørget for en fin indlæsning af romanen. (org. udg. 1915)

Karin Fossum: Hviskeren
En ensom kvinde uden stemme er i forhør hos Jakob Skarre. Hun har begået en voldsom forbrydelse, som ganske langsomt bliver klarlagt for os. Et psykologisk portræt af et ensomt menneske med autistiske træk. Hvad skete der i virkeligheden? Er kvinden en troværdig fortæller? Kan man stole på sin egen erindring? (2017)

Agnete Friis: Sommeren med Ellen
Barsk barndom, burhøns, mobning og mord er bare nogle af ingredienserne i denne velkomponerede sammenkogte sommergryde. Jeg tror, at det kommer på min top 3 liste. (2017)

Bent Haller: Abelone på Bangsbo
Klassisk Bent Haller. Jeg elsker Bent Hallers romaner, og denne biografiske roman er i den helt gode ende. (2017)

Dörte Hansen: Kirsebærlandet
Tysk roman fra marsklandet. Meget indholdsrig og detaljeret med tråde tilbage til tiden lige efter 2. verdenskrig. (2016)

Kent Haruf: Vores sjæle om natten 
Meget smuk kærlighedshistorie. To gamle mennesker finder sammen i en spirende forelskelse. Selv om det er en meget stille og udramatisk fortælling fungerede det som en rigtig pageturner for mig. Jeg slugte romanen på en eftermiddag. Dejlig læsning. (2016)

Maria Helleberg: Kvinderne fra Thy
Fin historisk roman, hvor Helleberg har fat i sin egen slægtshistorie. Kvindeliv omkring år 1900. En god læseoplevelse, på linje med Bent Hallers Abelone på Bangsbo (2017)

Vigdis Hjorth: Arv og miljø
Tankevækkende autofiktion om familiekonflikter i forbindelse med en arvesag. Fire søskende har mistet deres far, og han har testamenteret de to feriehytter til de to yngste søstre. Romanen handler hvordan SANDHEDEN ser ud for de involverede parter. Den ældste søster fortæller at hun er blevet seksuelt misbrugt af faderen, men søstrene og moderen tror ikke på det. Stor debat i Norge om romanen. (2017)

Ida Jessen: Doktor Bagges anagrammer 
Fin fortsættelse af "En ny tid" (2015), som handler om lærerinden Lilly. Ida Jessen skriver her et portræt af Lillys stivstikker af en lægemand. Rigtig fin lille serie, - læs først ”En ny tid”

Dennis Jürgensen: Hviskende lig
Ok fortsættelse af serien med politimanden Roland Triel. Jeg læser ikke mange krimier, men denne har fundet vej til min læseliste, og jeg vil også læse de følgende i serien. Jeg tror det er Dennis Jürgensens til tider lidt barnligt pjattede humor, som jeg ikke kan stå for, selv om krimien bestemt er både voldsom, grum og blodig. (2016)

Jesper Bugge Kold: Vintermænd 
2. verdenskrig og optakten dertil fortalt gennem 2 tyske brødres historie. De var ikke nazister med blev alligevel spundet ind i nazisternes net og tvunget til at deltage i grusomhederne. (2014)

Thomas Korsgaard: Hvis der skulle komme et menneske forbi 
Barsk udkants-historie fra det nordvestlige Jylland. Tue vokser op på et fattigt husmandssted hvor hver dag er en kamp. Jeg lytter romanen, og tænker lige i skrivende stund at den kunne minde lidt om Kirsten Myers Sommerbarn. (2017)

Martin Krogh Andersen: Harens øjne
Fin lille barndomsfortælling om en dreng på flugt. Han bliver anbragt hos sin morfar i Vestjylland, og forladt af sin mor. (2017)

Henning Mankell: Svenske gummistøvler 
En rigtig god roman, - helt på niveau med Håkan Nesser. Svensk skærgårds-krimi på den helt stille måde. Ensomhed, vinterbadning, pyromani og et par gummistøvler, som er næsten et helt år om at nå frem til butikken. (2016)

Liselotte Michelsen: Isfald
Romanen er en slags bjergbestiger-thriller, hvor den farlige sne, isbjørne og kulde spiller en hovedrolle. Siderne vender sig selv i denne debut-roman, og jeg håber vi vil høre meget mere fra Liselotte Michelsen i fremtiden. (2017)

David Nicholls: Os
Engelsk humor når det er allerbedst. Douglas fortæller tørt og med stor selvindsigt historien om sit ægteskab med Connie og livet med sønnen Albie. (2015)

Chigozie Obioma: Vi var fiskere 
Meget fin historie fra Nigeria, hvor vi følger en børnerig families trængsler. Det handler om overtro og varsler og barske opvækstvilkår for børnene. (2017)

Romain Puertulas: Den lille pige, der havde slugt en sky så stor som Eiffeltårnet 
Befriende crazy-humor. Postbudet Providence skal rejse til Marokko for at hente sin adoptivdatter, som er dødssyg af cystisk fibrose. med henvisning til litteratur, film, politik, musik - ja det er en meta-roman kommer vi på flyvetur med Providence. Dejlig underholdning for hele familien, rigtig god til oplæsning. (2015)

Ingvild H. Rishøi: Vinternoveller
Disse dejlige Vinternoveller udstråler varme og sender et budskab om at hjælpen måske er der lige om hjørnet; - ja en tro på det gode i mennesket. (2015)

Ina Merete Schmidt: Du tror alt er godt
Martin og Elana er på ferie i Prag, og pludselig forsvinder Elena. Hvor er hun forsvundet hen? Det er langt fra en krimi, men en lille samtidshistorie, som handler om manglende nærvær i nutidsdanskerens helt nære relationer, - og så stråler humoren ud fra siderne. (2017)

Kristina Stoltz: Som om 
En moderne skilsmisseroman. Fin og interessant læsning. (2016)

Tor Even Svanes: Skamskudt
En slags thriller, eller nærmere et psykologisk gys, hvor en kvindelig dyrlæge er på en opgave i Grønland. Hun er eneste kvinde på opgaven - relevant roman i disse #Me Too-tider (2017)

Maren Uthaug: Hvor der er fugle 
Intens familiehistorie fra det nordligste Norge. Nomineret til DR-romanprisen 2018, - rigtig god roman, - spændende komposition, godt sprog. (2017)

Fred Vargas: Den tredje jomfru
Jeg lytter mig igennem en helt utraditionel og meget fransk krimi. Rigtig god og anderledes. (2009)

Delphine de Vigan: Dage uden sult
”Dage uden sult” er en poetisk gyser om omsorgssvigt og psykisk sygdom. Faktisk blev jeg lidt klogere på hvad det er der driver mennesker ud i anoreksi. (2017)

Mich Vraa: Haabet 
Spændende læsning om Danmarks lidet glorværdige fortid som slave-nation. Romanen er nomineret til DR-romanprisen 2017. Den var med i det allersidste opløb, men vandt desværre ikke. (2016)

Katherine Webb: Arven
Dejlig engelsk underholdningsroman om to søstre, der arver et gods. Hemmeligheder fra fortiden, herskab og sigøjnere. Man kan bare lade sig suge ind og glemme hverdagens trængsler. (2014)

Kjell Westö: Den svovlgule himmel
Rigtig god roman om barndom, venskab, opvækst. Den er ikke helt så god som ”Luftspejling 38”, men mindre kan også gøre det. Man bliver suget helt ind i historien som strækker sig fra 1969 flere årtier frem. (2017)

HuaYu: Fortællingen om dengang Xu Sanguan solgte sit blod 
Ret fremmedartet kinesisk fortælling fra kulturrevolutionens tid. Interessant læsning, som giver et godt indblik i en helt anden kultur. (2016)

Materialer