Niksen af Nathan Hill

Niksen af Nathan Hill

07.03.18
Amerika er et kæmpestort land, og de spiser kæmpestore bøffer og de skriver / læser kæmpestore tykke bøger. Denne debut-roman er en af den slags læseoplevelser, hvor alle følelser kommer i spil.

Samuel er en traumatiseret 31-årig litteraturprofessor, en computerspilsnørd, en falleret forfatter, som blev forladt af sin mor som 11-årig. Han bliver kontaktet af en advokat, som repræsenterer Samuels mor Faye. Hun er kommet i kløerne på politiet fordi hun har smidt sten efter en republikansk ”Donald Trump”-agtig præsidentkandidat.  Det bliver en stor landsdækkende medie-historie, hvor hun i overskrifter bliver kaldt for hippie-terroristen. Samuel og Faye har ikke set hinanden endsige talt sammen siden hun forlod hjemmet for 20 år siden.

Stille og roligt får vi oprullet både Fayes og Samuels historier. Det vrimler med farverige humoristiske bi-personer, som er tegnet skarpt op. Nogen gange kammer det lidt over, som f.eks. i en 20 sider lang dialog mellem Samuel og en af hans elever den unge studerende Laura, som prøver at snyde sig til gode eksamenskarakterer.

”Du har ikke selv skrevet den her opgave,” siger Samuel. ”Du købte den i high school, og nu har du brugt den igen på mit kursus.”
”Det her er så uretfærdigt,” siger hun.
”Du sagde, vi skulle aflevere en opgave om Hamlet. Så det har jeg gjort”
”Jeg bad jer skrive en opgave om Hamlet”
”Hvor skulle jeg vide det fra? Jeg kan ikke gøre for, at du laver sådan nogle syge regler”

Nathan Hill fortæller om amerikansk middelklasseliv fra 60’erne og frem til nutiden på en både satirisk og humoristisk måde. Forfatteren gør grundigt grin med det amerikanske samfund og den amerikanske moral. Der er voldsomme scener fra 1968 i Chicago, hvor politiet slog uhørt voldsomt og ekstremt voldelig ned på en fredelig studenterdemonstration.

Barndomsskildringerne og beskrivelserne af de menneskelige relationer er både gribende og underholdende. ”Niksen” er uden tvivl dette års (2017) bedste bud på den store amerikanske roman, og jeg kan sammenligne med f.eks. Jonathan Franzen, John Irving og Richard Russo. En rigtig flot debut, som dog nok er lige 200 sider for lang. Jeg føler mig ret sikker på at Nathan Hill har haft en fest med at skrive alle de humoristiske dialoger helt ud. Jeg vil trods tykkelsen glæde mig til Nathan Hills næste roman.  Blot krydser jeg fingre for at han får en redaktør til at hjælpe med at skære lidt af det overflødige væk.

Materialer