Forsiden til Når vi ikke længere forstår verden

Når vi ikke længere forstår verden

15.07.22
En bog om videnskabsfolks liv og opdagelser, der er helt sin egen.

Fritz Haber slog titusinder af mennesker ihjel - men han lagde også grunden for, at millioner af mennesker kan leve.

Det er en af de første historier, man får serveret i Benjamin Labatuts særegne roman "Når vi ikke længere forstår verden". Særegen, fordi især første kapitel virker som et essay eller et udsnit fra en særdeles velfortalt historiebog - Labatut griber en tråd og følger den ad overraskende veje for at fortælle om videnskab, videnskabsmænd og uventede konsekvenser. Det gør han legende let, fascinerende og gribende - og med et minimum af fiktivt indhold.

I al fald til at starte med. Det første kapitel indeholder kun et enkelt fiktivt afsnit, skriver forfatteren, men længere henne i bogen begynder han at pynte mere på sine historier. Han kommer omkring folk som Heisenberg og Schrödinger, Einstein og Bohr, for nu blot at nævne nogle af de mest kendte. Men han dykker også ned i skæbner, som var mig fuldkommende ukendte.

Det forhindrer dem ikke i at være spændende.

"Når vi ikke længere forstår verden" er en bog om videnskab, og hvad den gør ved mennesker og verden. Det betyder ikke, at du bliver udsat for matematiske udregninger eller andet, der kan give traumatiske mindelser om din uddannelsestid, for Labatut fortæller om menneskene, og hvordan det påvirker dem. Det virker, som om de folk, der graver sig ned i virkelighedens struktur, ofte mister overblikket over den virkelighed, som vi andre befinder os i - samtidig med at de gør den større. Videnskabsfolket bliver et dunkelt broderskab, som søger nye måder at tænke på, og det er en fascinerende oplevelse for os udenforstående at blive tilskuere til.

Roman, står der på titlenbladet af Labatuts bog, men den føles som en ganske særegen hybrid af novellesamling, roman og faglitteratur - men formår at koble de vidt forskellige former til noget, der læses intenst og fængende som skønlitteratur, men alligevel får én til at føle, man bliver lidt klogere på verden. En af mine bedste læseoplevelser i år.

 

Materialer